Klassekammeraten

brevkassespørgsmål

Klassekammeraten

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 7 måneder 1 uge siden

Hej, jeg er en dreng på 15 år.

Jeg går i klasse med en meget pæn pige. Hun har flot langt brunt hår, flotte øjne, god røv og store bryster. Jeg er virkelig vild med hende. Jeg vil rigtig gerne være kærester med hende. Måske endda have sex med hende. Vi har et godt forhold til hinanden. Vi stikker lidt til hinanden. Men hvordan skal jeg spørge hende??

Tak på forhånd.

Svar: 

Hej med dig.

Hvor er det dejligt for dig, at du er blevet virkelig vild med en pige fra din klasse. Og hvor er det dejligt, at I har et godt forhold til hinanden. Når man er vild med en person, kan det både føles virkelig skønt, men det kan samtidig også være forvirrende, og hormonerne og sommerfuglene kan begynde at suse rundt i hele kroppen, når man ser eller er i nærheden af den person, som man er vild med. 

Du spørger, hvordan du skal spørge pigen du er vild med, om I skal være kærester. Det er rigtig dejligt at være forelsket, så jeg kan godt forstå, at du gerne vil vide, hvordan du kan spørge hende, om I skal være kærester. Men det kan godt være lidt svært at vide, hvordan den bedste måde er at spørge på.

Til en start kan det være en god idé, at være i kontakt med hende i klassen. Det er også en god idé at bruge tid sammen og lave noget sammen. Du kan måske prøve at snakke noget mere med hende. Du kan spørge ind til, hvilke interesser hun har og hvad hun laver i sin fritid. Så kan det være, at hun så spørger ind til dig, og så kan du fortælle lidt om dig selv. Det kan også være en rigtig god idé at smile meget til hende, for så sender du positive signaler om, at du er interesseret i hende. Det kan i det hele taget være en god idé at sende hende signaler om, at du synes, at hun er sød. Det kan du eksempelvis gøre ved at give hende lidt ekstra opmærksomhed, behandle hende rigtig sødt og grine hvis hun siger noget sjovt. Så kan det være, at hun vil opfange dine signaler, og så kan det også være, at du kan mærke, om hun også er vild med dig, hvis hun sender nogle af de samme signaler. Du fortæller, at I har et godt forhold til hianden og driller hinanden lidt, så det er allerede en god start og et godt udgangspunkt for, at der måske kan opstå noget mere imellem jer.

Det kan føles som et virkelig stort spring, at gå fra at være vild med en person og til at man rent faktisk spørger, om man skal være kærester, og der er som sådan ikke nogen forkert eller rigtig måde at gøre det på. Du kan overveje, at starte med enten at fortælle hende eller skrive til hende, at du synes rigtig godt om hende, og måske fortælle nogle af de ting, som du godt kan lide ved hende. Så kan du prøve at spørge hende, om hun har det på samme måde som dig, og hvis hun siger ja, kan du spørge hende ligeud, om I så skal være kærester? Ved at du spørger hende først, om hun også godt kan lide dig, inden du spørger, om I skal være kærester, vil du måske få en idé om, hvordan hun har det med dig. Og hvis hun så har det på samme måde som dig, vil der nok være en god chance for, at hun også gerne vil være kærester med dig. Så det kan måske være lidt lettere at spørge, når man ved hvordan den anden person har det.

Der er selvfølgelig en mulighed for, at hun ikke har det på helt samme måde som dig, og det kan være rigtig hårdt at få at vide. Følelser er lidt en mærkelig størrelse, og desværre er det svært at bestemme over dem, særligt når det kommer til forelskelse. Men det er ofte rarest at være afklaret om, hvordan den anden har det med en, end at gå og vente og spekulere. Så selvom det måske kan virke svært bare at spørge hende ligeud, kan du prøve at tænke på, hvor rart du vil have det bagefter ved at vide det, så du ikke længere skal gå og være i tvivl om, om hun også er vild med dig og også gerne vil være kærester med dig.

I forhold til det du fortæller omkring, at du måske også har lyst til at have sex med hende, er det vigtigt at huske på, at selvom du har lyst til at have sex med hende, er det ikke sikkert, at hun har det på sammen måde og har lyst til at have sex med dig. For nogle kan det tage lang tid, før man får lyst til at have sex, fordi man gerne vil starte med at lære den anden godt at kende, inden man skal have sex. Når man skal have sex, er det vigtigt, at det er med én man er tryg ved og glad for, og hvor man respekterer hinanden og hinandens grænser. Det kan godt tage tid at finde den person, og fra man har fundet vedkommende og til begge parter er klar til at have sex, kan der godt gå yderligere noget tid.

Der er mange måder at spørge en person, om hun har lyst til sex. De færreste vil nok svare "ja", hvis man bare spørger dem ud af det blå. For igen handler det om, at man er nødt til at opbygge en relation til hinanden først. Og at begge parter skal føle sig tiltrukket af hinanden og have lyst til at have sex med den anden. Men når man mærker, at relationen begynder at være der, og hvis man føler sig tiltrukket af den anden og fornemmer, at den anden også er tiltrukket af én, så kan man godt spørge. Det kan man for eksempel gøre ved at sige: ”Jeg kan virkelig godt lide dig. Kan du også lide mig?" Og hvis den anden siger: "Ja”, så kan man spørge om det er på vennemåden eller på kærestemåden. Og hvis det er på kærestemåden, kan man fortælle om, hvad man godt kunne tænke sig at lave med den anden.

Jeg håber, at du kunne bruge svaret og held og lykke med det.

Kærlig hilsen

Laura.

Lauraaaaas billede
Laura fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program