Hej Amalie.

Jeg er ked af at læse, du går og har det sådan. Jeg forstår også, at det føles endnu værre, netop fordi du ikke kan finde nogen speciel grund.
For mig lyder det, som om du måske har det ligesom mange voksne kvinder har, lige før de får menstruation. Det er det, man kalder PMS  (præ menstruelt syndrom), hvor hormonerne vælter rundt i kroppen, og følelserne skifter hele tiden. 
 
Der sker store forandringer i kroppen og hjernen under puberteten, og vores følelser ændrer sig også. Man kan måske sige, at vi bliver "mere alvorlige", end vi var som børn. Som unge begynder vi at forholde os til en masse alvorlige ting, som vi ikke behøvede at tænke på før: forurening, krig, katastrofer, politik osv - og alle de private ting: kærlighed, fremtid, sex, holdninger, identitet og forholdet til alle omkring os.
 
Man er trist og ulykkelig uden at vide, hvorfor - eller vred og sur - eller alt muligt på een gang.
Man kan slet ikke kan kende sig selv, og man græder meget. Eller man har ihvertfald lyst til at græde.
 
Og det er også det, der hjælper bedst: Det er SUNDT at græde. Det er faktisk kroppens måde at komme af med alle de hormoner på. De udskilles gennem tårerne.
 
Den eneste anden måde, jeg kender, til at komme af med overtrykket af hormoner, er at dyrke motion, at være sammen med andre mennesker og at grine så meget som muligt. Når du har det rigtig trist indvendigt, så prøv at løbe en tur eller danse vildt til noget god musik. Eller se en film, du kommer til at grine af!

Du skriver i din mail, at du ikke viser udadtil eller snakker med nogen om, at du er ked af det.
Er de gode veninder, du heldigvis har, aldrig kede af det?

Jeg synes, det er ret ærgerligt, du ikke taler med nogen om det, for langt de fleste unge oplever at ha´ det sådan.  Jeg har aldrig mødt nogen, der ikke har oplevet perioder, som den, du er i lige nu.
 

Du skriver også, at din bror ikke snakker med jeres forældre om, at han er deprimeret. Er det sådan, at i jeres familie er det ikke-ok at være ked af det? For så er det selvfølgelig meget svært at snakke med jeres forældre.
Men kan du prøve at snakke med f.eks. en venindes mor?
Det kan godt være lettere for voksne at tale med andre end deres egne børn om den slags følelser, fordi man måske frygter, man har givet sine børn en dårlig barndom, eller fordi det bare er så svært at rumme, at ens børn har det skidt - uden at man rigtig kan hjælpe dem.
 

Når du skriver, at din storebror og hans kæreste begge har en depression, spekulerer jeg på, om du mener, de også er triste og ulykkelige uden nogen egentlig grund - eller om de har været hos en læge eller psykolog og fået diagnosen: "Depression"?
Der er ret stor forskel. Sygdommen "Depression" giver også nogle fysiske symptomer, og det er vigtigt at tale med en læge, hvis de mener, de har en depression.
 

Jeg ved godt, det ikke bliver spor sjovere af at få at vide, at mange andre har de samme humørsvingninger. Men måske kan det være lidt lettere at leve med, når jeg fortæller, at det måske er, fordi du er ved at blive voksen. Og at de fleste har det lige præcis sådan i perioder.
 
Det bedste du kan gøre er at dele dine tanker, og snakke med andre om hvordan du har det. Veninder, familie, eller måske andre voksne. Du er også velkommen til at kigge forbi vores chat og få en snak med en voksen rådgiver. De er vandt til at snakke med unge om alt mellem himmel og jord. 
 
Held og lykke med det
 
Lotte