Kæmpe løgner

brevkassespørgsmål

Kæmpe løgner

brevkassespørgsmål af
Mille
16 år
Oprettet 1 år 5 måneder siden

Har brændt inde med det her i nogle ugers tid nu og havde brug for at komme ud med det til nogen. For cirka et års tid siden begyndte jeg at mødes med en dreng som lige nu er 17 år. Han har en mega nice personlighed og jeg kan virkelig godt lide ham. Vi har kun mødtes 3-4 gange indtil videre. Grunden til at vi ikke mødes særlig tit er fordi jeg lider af social angst. Han ved det godt fordi jeg fortalte det den første gang vi mødtes, så han ikke skulle undre sig over at jeg bliver meget stille engang imellem. Sidst vi mødtes var alt næsten som det plejede at være. Vi snakkede lidt, krammede og kyssede lidt, men så spurgte han om noget uventet. "Vil du have s*x med mig?" Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere, så jeg begyndte at græde. Han blev meget ked af sit spørgsmål og sagde det ikke var hans mening at skræmme mig eller gøre mig utilpas. Min angst gør at der køre tanker rundt i hovedet på mig 24/7, så jeg er lang tid om at svare folk. Derfor sagde jeg ikke noget og så gav han mig et kram imens han sagde at der ikke skulle ske noget hvis jeg ikke var klar. Så lavede jeg en dum fejl og sagde at jeg havde menstruation, hvilket var en KÆMPE løgn. Nu tror han godt jeg vil og sagde til mig at vi kunne gøre det næste gang vi mødes. Jeg ved ikke om jeg vil tage bukserne af for en dreng jeg kun har mødtes med at par gange + så er jeg kun 16 år og har ikke travlt med at have s*x. Jeg er virkelig i tvivl over om jeg vil og derfor tænker jeg at det betyder jeg ikke er klar til det. Hvad gør jeg så nu?! Skal jeg indrømme at jeg har løget over for ham og sige jeg ikke er klar til at have s*x eller skal jeg undgå ham? Ved godt det er lidt ondt bare at undgå ham, men jeg synes det er lidt ufedt at indrømme jeg har løget. Jeg vil ikke give ham indtrykket af at jeg er er person man ikke kan stole på fordi sådan en person vil jeg ikke være og sådan er jeg ikke!

Svar: 

Hej med dig

Du har nogle tanker, du skriver herind omkring og det er mega sejt. Så skulderklap til dig fordi, du gerne vil have luftet det og have råd. Det er godt at spørge om hjælp, når man ikke selv ved hverken ud eller ind. Og jeg vil dele mine tanker med dig.

Først vil jeg lige italesætte det her med din løgn. Vi kan alle, virkelig alle, komme til at slynge noget ud, som vi ikke mener. Nogle gange 'slukker' ens hjerne et splitsekund og så 'tænder' den igen, når man får tid til at tænke over situationen bagefter. Det var en hurtig reaktion fra dig at sige, at du havde menstruation, men det gør dig ikke til en person, der aldrig kan sige sandheden. Bare det, at du bagefter får det dårligt med at have løjet siger meget positivt om dig. Du er en person med samvittighed. Du kan sagtens vælge forklare ham, hvad der skete og at du altså kom til at sige noget helt automatisk, som ikke var rigtigt. Og du kan også lade være med at sige noget.

Begge muligheder er helt okay. Så du kan du jo lige overveje, hvad du føler at du gerne vil. Og i forhold til det med sex, så kan jeg sagtens forstå, at du ikke helt ved, hvad du skal stille op og om du er klar. I sidste ende er det kun dig, der kan tage beslutningen (selvom det sucks nogle gange). Mit bedste råd til dig er helt sikkert, at gå i tænkeboks omkring det. Måske endda skrive ned, hvordan det ville være at have sex og ikke at have det. Måske spørge en veninde, hvad hun tænker. Og hvad der føles bedst i maven. Generelt kan man sige, at sex er bedst hvis begge parter har lyst til det. Så skal du bare lige finde ud af, om du har lyst.

Du skal vide, at det altid altid ALTID er okay at ændre mening eller at sige nej til sex. Der er ikke nogen regel om, at man 'skylder' den anden noget eller 'hænger på' noget. Det eneste, der er vigtigt i den her situation, er dig. Hvad du har lyst til. Din lyst kan aldrig være forkert. Uanset hvordan han måske vil reagere. Og skulle han trække sig fordi, du ikke vil have sex alligevel, er han så en god fyr for dig, hvis han ikke respekterer dig og dine grænser? Det var lidt tanker herfra.

Jeg er sikker på at du når den rigtige beslutning for dig, og jeg håber ikke, din angst driller dig for meget på vejen hen imod en beslutning.

Bedste hilsner Mai

Mais billede
Mai har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program