Hver dag, er en grå dag

brevkassespørgsmål

Hver dag, er en grå dag

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 12 år 1 måned siden

Jeg går og tumler med en masse ting. Jeg har bulimi, depression, lidt angst og er igen begyndt at skade mig selv. Ikke kun psykisk, men også fysisk ... Jeg går på et center for unge med spiseforstyrrelse. (Et helved!) Jeg var for en stund begyndt at se en ende på det her mareridt, men det er det langt fra, jeg er begyndt at kaste meget op igen, og har én gang efter lang tid, skåret i mig selv. Min krop siger jeg skal gøre det, min mund har træng til at kaste maden op, jeg bliver på en måde frustreret hvis jeg ikke gør det. Men jeg har ikke lyst til at fortælle det til nogen, for jeg magter ikke at tale med nogen om det, at få opmærksomhed og blive overvåget. Jeg føler mig ikke "syg". Jeg tror at det er svært at sætte sig ind i, men jeg render rundt med en konstant smerte. Jeg føler mig så alene, ulykkelig, forvirret og mange andre følelser, jeg føler mig grim, jeg kan ikke holde mog selv ud! Og mest af alt føler jeg ikke, jeg er til stede. Føler ikke jeg er noget værd, at jeg er værd at bruge sin tid på. Jeg har tabt modet, troen på det gode, lysten til at kæmpe, jeg har allermest lyst til at afslutte smerten - jeg har lyst til at forsvinde. Jeg føler jeg bliver nød til at være glad, men det er så svært når mam ikke er det. Men jeg ved der er mange der har det dobbelt så dårligt som mig. En dreng var inde på centret samme tid som mig, og han var virkelig syg, han havde absolut INGEN kræfter. Han var så spinkel, man kunne se hans knogler. På en måde ville jeg ønske at det var mig, der var så tynd. Jeg blev så ked af det da jeg så ham, hvordan kan sådan en dreng havne sådan et sted? Jeg ved godt det ikke er et direkte spørgsmål

Svar: 

Kære du

Det lyder til at være en rigtig svær situation du står i, med en masse tanker og følelser somkan være svære at holde styr på. Derfor synes jeg også, at det er rigtig godt at du skriver her til for, at fortælle om dine tanker og for at få nogle råd til hvad du kan gøre.

Jeg vil starte med at sige, at jeg synes det er rigtig flot du skriver her ind og fortæller om dine problemer. Det lyder som om du står med en masse følelser som er svære at håndtere og når jeg læser dit brev tænker jeg, at du har besluttet dig for, at du gerne vil prøve at gøre noget ved det. Når jeg læser dit brev tænker jeg også, om det der måske sker er, at når tingende føles uoverskuelige eller når du føler dig ensom, så får du lyst til at skære i dig selv eller kaste op? Jeg tænker, at det at skære i sig selv kan være et forsøg på at få en eller anden kontrol, når det hele bare bliver for meget og det føles om om hele verden styrter sammen.

Det er normalt at vi mennesker kan reagerer sådan når vi har det rigtig svært, fordi det kan give en lettelse fra alle de smerter og tunge tanker man går rundt med. Jeg tænker om der måske er andre ting du kan prøve at gøre når du kan mærke at denne følelse er på vej? En idé til hvad du kan gøre er, at prøve at skrive alle de tanker du har, ned i en dagbog. Det behøver ikke give nogen mening og det er kun dig selv der skal læse den, men nogle gange kan det hjælpe at få det skrevet ned. Når man har det rigtig svært er det ikke noget der bare forsvinder igen, men at skrive det ned kan måske hjælpe til at du får nogle af tankerne ud af dit hoved.

Du er ikke selv skyld i, at du har alle disse svære tanker og derfor kan det også være rigtig svært selv at komme væk fra dem igen.Jeg kan godt forstå, at det er mærkeligt pludselig at skulle snakke med en fremmed person om dine tanker og følelser, men jeg tænker, at det virkelig kan hjælpe dig til at få det bedre. Hvis du har mod på det, kan du vise dine forældre eller en af dem på centeret det, som du har skrevet her - for dit brev beskriver rigtig godt, hvordan du har det og hvad det er som gør dig trist og ked af det. Selvom de følelser du har kan virke alslugende og uoverskelige, så fortjener du at få det bedre. Selvom du er begyndt at skære i dig selv, tror jeg godt at du kan få det bedre, så du ikke længere har brug for, at gøre skade på dig selv og fortælle dig selv, at du ikke er noget værd.

Jeg ved ikke om du kender LMS, som er landsforeningen mod spiseforstyrrelse? De har en rigtig god rådgivning, hvor man kan chatte og ringe på telefonnummer 70101818 mellem 16 og 20 og begge steder er man helt anonym. De ved en masse om det at have det rigtig svært og her er det altid okay at ringe - også selvom man ikke har noget bestemt man vil snakke om. Nogle gange kan man nemlig bare have brug for at have et andet menneske at dele sine tanker og sin smerte med. Du er også meget velkommen på chatten her på Cyberhus, hvis du har brug for at snakke med en voksen, der har tid og overskud til at lytte.

Venlig hilsen Katrine

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program