Det var ikke godt nok

brevkassespørgsmål

Det var ikke godt nok

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 8 år 10 måneder siden

Hej! Jeg er en pige på 16.

forleden var jeg til eksamenerne. Både de skriftlige og mundtlige.

Jeg er enorm perfektionistisk og jeg prøver altid at gøre mit bedste. 

Jeg føler mig altid sikker når jeg får 12. Jeg har gennem de sidste år fået stortset kun 12-taller og det føler jeg er okay.

Men mundtlig matematik fik jeg 10... Det er svært for mig at komme ud med, da Jeg ved at matematik ikke er mit stærke fag og at jeg prøver!

Men det 10-tal, det Fik mig helt ned. 

10, betyder jo at det ikke er perfekt. 12 er perfekt, fordi man ikke kan ligge højere.

Men 10!!! Det betyder jo at noget er gået galt, og at jeg ikke har ydet det som jeg skulle for at få det godt nok! 

 

Det gør virkelig ondt. Jeg er i chok, fordi jeg ved nu at "alle" muligheder Ikke vil være åbne, pga det 10 tal!

Det vil gå imod mig! Jeg ved det bare! 

Jeg har skammet mig så meget. Jeg forstår ikke hvordan det kan ske. Jeg græd inde til eksamen, da jeg fik det afvide efter.

Censor begyndte at grine, og sagde "Gå nu hjem" - Jeg er sårbar og de hårde ord gør mig bare endnu mere følsom og skrøbelig!

Jeg sagde til censor at jeg virkelig prøvede mit bedste og at det ikke ville ske igen, og jeg bønfaldte for at næste gang ville jeg få 12, så det hele ville være på plads igen.

 

Det var ikke perfekt. Hvorfor var det ikke perfekt? 

Jeg plejer ikke at få 10, jeg forstår det ikke. Måske prøvede nogen at få mig længere end. Jeg ved det ikke. Jeg vil bare gemme mig!

Svar: 

Hej med dig

Karakterer er noget der kan fylde rigtig meget hos mange - måske især unge piger som rigtig gerne vil gøre det godt. Jeg kan høre, at det i hvert fald er noget, der påvirker dig rigtig meget, og det er derfor rigtig fint, at du skriver, da det ofte kan hjælpe at få et andet perspektiv på ens situation. 

Allerførst vil jeg sige, at det lyder helt utrolig imponerende med alle de 12 taller, som det lyder som om, at du får. Et 12 tal beskriver den allerbedste præstation, det betyder at du kan skabe noget som er udover det faglige niveau, som dine lærere forventer af dig. Det er virkelig godt gået. Så du skal huske at klappe dig selv på skulderen, da jeg er sikker på at du er en rigtig dygtig og flittig pige. Du skriver nemlig, at du plejer at få 12 - og at du føler at det er "okay". Til det vil jeg sige - at det altså er langt mere end okay, da det i mine øjne også er helt okay fx at få 02 eller 4 i et fag. Den karakter du får i skolen er ikke lig med, hvor meget du er værd som menneske, det er ikke den, der afgør hvem du er. Jeg tror også, at du måske har brug for at minde dig selv om, at du netop også kun er et menneske, ligesom alle os andre. Vi kan ikke altid være perfekte, nogle gange har vi ikke sovet godt om natten, måske er der noget, vi går og spekulerer over, som gør at vi ikke kan leve op til forventninger, som da du fx havde forventninger om at få 12 i mundtlig matematik. I den forbindelse kan det måske også nogle gange være sundt at overveje om det mon er dine egne forventninger, som du skal leve op til? Er det din mors ellers fars forventnigner? Eller måske en helt andens? Nogle gange er det faktisk kun en selv, man skuffer, hvilket kan afsløre at man kan have for høje krav til sig selv, hvilket kan være et rigtig stort pres. 

Du skriver, at du føler, at det her 10 tal er skyld i, at du nu ikke længere har alle muligheder åbne. Dog tror jeg, at du helt sikkert stadig har alle døre åbne, på trods af det her 10 tal. Jeg kan regne ud, at du har et utrolig højt gennemsnit, hvilket vil gøre at verden er åben for dig rent uddannelsesmæssigt. Jeg synes også, at du kan være utrolig tilfreds med et 10 tal, da det er en vildt flot karakter, som viser et niveau der er over gennemsnittet. Jeg har en fornemmelse af, at du er meget hård ved dig selv, og det gør mig ondt, for du fortjener at være stolt af dig selv. Du er helt unik og perfekt lige nøjagtig som du er, og det er helt uafhængigt af om du næsten kun får 12 taller, eller du derimod havde haft en masse blandede karakterer eller kun lave karakterer. Når man går til eksamen, kan man have en følelse af, at de her karakterer er altafgørende og de fylder hele ens verden! Nogle gange er det derfor en god ide at tænke lidt videre, og lave ting som ikke har nogen forbindelse til ens skole, da man så bliver opmærksom på, at der er ting i livet som faktisk er endnu vigtigere.

Det lyder rigtig ubehageligt at censor grinte af dig og sagde at du skulle gå hjem, så det kan jeg virkelig godt forstå gjorde dig ked af det. Dog kunne jeg godt forestille mig at censoren måske ikke har gjort det i en ond hensigt, men blot fordi at han måske havde svært ved at sætte sig ind i, at en elev kan blive ked af at få et 10 tal, da han også møder elever som bliver rigtig glade for fx at få et 4 tal. Nogle gange når man er utilfreds med sig selv, kan det faktisk hjælpe at prøve at sætte sig i andres sted. Måske nogle af dine klassekammerater der slet ikke får så høje karaktere som dig, tror du ikke også nok de skal klare sig alligevel? Jeg er i hvert fald sikker på at du nok skal klare dig - men du må huske at være god ved dig selv. Ros dig selv, men mind dig selv på at karaktere ikke er det vigtigste i livet.

Et råd kunne være at snakke med en af dine forældre, eller en anden du er tæt med, om de her karakterer, ved de mon hvor meget de påvirker, hvordan du går og har det? Det kan også være rart at snakke med nogle veninder om det, som helt sikkert også har prøvet at få en karakter som de ikke var tilfredse med. Det kan måske også nogle gange være en god ide at overveje hvad det egentligt vil sige at være perfekt? Hvordan forestiller du dig et perfekt menneske? Jeg er overbevist om, at det perfekte menneske også er uperfekt. Med det mener jeg at ethvert menneske altid vil have noget i bagagen, som de ikke er glade for, som de ser som negativt. Livet er ikke kun en dans på roser - det byder på udfordringer, som nogle gange fører til resultater som vi ikke er tilfredse med, selvom det måske i andres øjne er et rigtig godt resultat - ligesom jeg er sikker på der er mange der ville have været lykkelige for at få dit 10 tal i mundtlig matematik. Så husk dig selv på at du er helt perfekt, også de dage hvor du selv kun ser det uperfekte. Du er god som du er! 

Hvis du har lyst til at snakke mere, er du altid velkommen til at skrive igen her i brevkassen eller i vores 1-1 chat du kan få adgang til ved at trykke her. Der sidder altid en rådgiver klar, som vil hjælpe og lytte til dig. 

Jeg håber du kunne bruge mit svar og ønsker dig en dejlig sommer. Nyd ferien og husk at slappe af og gøre hvad du har allermest lyst til når du skal forkæle dig selv. 

Mange hilsner fra

Annika 

Annikas billede
Annika har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program