Hey, jeg har ikke et spørgsmål til jer, sorry!! I er ellers rigtig gode til at svare!! Har en novelle om dét med at blive mobbet over mobilen.

Min hånd skyder i vejret som et missil. Anders, vores lærer, har lige fortalt noget om drillerier, og han sluttede af med at sige at vi ikke måtte tage det for personligt. "Ja, Melanie?" Anders kigger afventende på mig. Ligesom resten af klassen. Jeg åbner munden for at sige noget, men jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det. Pludselig - uden at tænke mig om - starter jeg en talestrøm. "Hvad nu hvis man får at vide at man er dum grim og bare er forkert? Det sagde Priscilla til mig" jeg slutter talestrømmen, og føler at det jeg sagde var latterligt. Hele klassen kigger på mig, mens stilheden får mig til at svede. "Synes P du er dum?" Spørger Magnus. Han er klassens klovn, og derfor giver jeg ham bare et stift nik. Han drejer hovedet væk, "yesss" hører jeg ham sige. Tårerne og tristheden presser sig på, men jeg lader som ingenting.

Priscilla, var den pige der engang gik i vores klasse. Hun var også min bedste veninde. Hun var den der støttede mig. Hun var den der hjalp mig med mine angstanfald. Hun troede på mig da jeg end ikke troede på mig selv. Jeg elskede hende. Men nu var hun blevet min mobber.

Jeg kiggede op på uret, og tænkte, at jeg nok var den eneste der ikke kunne klokken. 2 minutter til vi havde fri. Pludselig forsvandt al lyden. Det var kun mig tilbage. Grimme, dumme, lille mig. Resten af verden var væk. 1 minut til vi havde fri. Jeg kunne se Andrea's hånd flagre foran mig, og jeg kunne se Anders bevæge munden, men lyden var væk. Vi havde fået fri. Jeg kom til mig selv igen, og gik ud i garderoben med de andre. 

Da jeg var kommet hjem, gik jeg straks ind på mit værelse med min telefon i hånden. Jeg tændte den, og min søde hamster kom frem som baggrunden. Jeg strøg op, og loggede ind på min telefon. Så åbnede jeg WhatsApp. App'en der gør holdte os sammen, men som nu havde skilt os ad. Jeg gik ind på Priscilla. Alle de desperate beskeder jeg havde sendt hende havde hun ikke set. Jeg scrollede længere op. Der stod det. Alt jeg havde fortalt hende om mit angstanfald. Jeg så hjertet, hun sendte da vi stadig var venner, og jeg følte at mit eget knuste. Jeg scrollede ned igen. "Stop med at mobbe mig" stod der, den havde jeg sendt i et desperat forsøg på at blive venner igen. "Du må ikke gøre det her mod mig" endnu en besked jeg havde sendt, da jeg stadig ville holde fast på hende. Jeg scrollede helt ned til vores seneste beskeder "jeg vil ikke snakke med dig" jeg kan huske da jeg skrev den besked. Mit hjerte frøs, og blev sort. Det var den sidste besked jeg sendte før jeg blokerede hende. Tårerne bankede på igen, men jeg lukkede dem ikke ind.

Så gik jeg ind på vores gruppe. Den hed GIRLZ⚡ jeg tænkte på, om lynet mon slog ned på mig, og ødelagde mig som Priscilla gjorde. I den sidste besked stod der: "Priscilla har fjernet dig" min hånd begyndte at ryste, og jeg kunne mærke sorgen over tabet af Priscilla. Sorgen overvandt mig, og fik mig til at smide min telefon på skrivebordet. Jeg kiggede på den forbandede tingest der nu lå på mit skrivebord. "Dumme telefon" hvislede jeg, men jeg tog den op igen. Bare for at pine mig selv. Jeg loggede ind igen, og gik ind på WhatsApp. Jeg scrollede op til dér hvor Priscilla fik Dahlia til at tro at jeg var idiot. "Melanie skriver aldrig undskyld. Hun er så dum. Melanie svinede mig til." Står der i en besked fra Priscilla. Nedenunder havde Dahlia sendt en besked. "Du burde få en undskyldning fra den idiot" stod der. Jeg mærkede hvordan grebet om min telefon blev strammet. Jeg slukkede den og så mig selv i den mørke skærm. Der var kun mig. Alt bag ved mig så sort ud. Jeg kiggede ned på det svin, alle hadede. Det var mig. Jeg  var svinet her.

Dumme mig. Grimme mig. Irriterende mig. Ligegyldige mig. Jeg blev ved med at bilde mig selv dumme ting ind. "Der er ikke brug for mig i denne her verden, jeg kunne lige så godt synke i jorden" hviskede jeg til mig selv. Jeg kastede mig ned i sengen, og lukkede øjnene i.

Dér. Det var mig. Det var sådan jeg burde gøre. Synke i jorden. Jeg forestillede mig en pige, som mig der sank i jorden. Kopien af mig kiggede ind i et spejl, og hviskede nogle få sidste ord før værelset omkring hende blev ædt af jorden. Der stod kopien. Alene. Forladt. Trist. Hun skreg højt og længe. Indtil jorden slugte hende, hel som hun var. Jeg åbnede øjnene igen. Det sidste der skete i min forestilling var, at jeg så rædsel i min kopi's brune øjne, også blev hun slugt. Hun greb fat om de sidste få græstotter der var, men det var nytteløst. Jeg så hende hænge der i den ene hånd, med hendes skulderlange, brune hår blafrede i vinden. Så gav hun slip. Og blev slugt af ensomheden.