Kære Oliver

Puh, jeg får helt ondt i maven, når jeg læser dit brev. Det lyder som en rigtig svær situation, og jeg kan godt forstå, at du bliver så frustreret, at du ikke ved, hvordan du skal kunne rumme det. Det er hårdt og kan også være rigtig skræmmende at have selvmordstanker, og jeg kan godt forstå, at du kan føle dig isoleret og alene, hvis du sidder meget alene med de tanker. På dit brev der lyder det til, at det meget er dine forældre, som gerne vil have, at du er hjemme? Hvis det er rigtigt forstået, så forestiller jeg mig, at det er fordi, at de kender til dine selvmordstanker, og at dine forældre måske prøver at beskytte dig og passe på dig? Og at de derfor gerne vil have dig hjemme sammen med dem? Jeg ved godt, at det ikke gør det mindre frustrerende, men måske det alligevel kan være godt at huske på, at det de gør, det gør de formodentlig af omsorg, også selvom det ikke nødvendigvis lige føles sådan, eller selvom det ikke føles hjælpsomt lige nu.

Jeg tænker på, om dine forældre ved, hvordan du har det? At det måske mest af alt føles klaustrofobisk for dig at sidde alene på dit værelse derhjemme, når selvmordstankerne fylder? Det kan godt virke indlysende for dig, fordi det er sådan, du har det, men det er ikke sikkert, at det er det for dine forældre. Hvis de ikke ved det, så tror jeg, at det er vigtigt, at du fortæller dem det. Det er i hvert fald svært at hjælpe, hvis man ikke har det fulde billede af, hvordan situationen er. Hvis du synes, at det er svært at tale med dine forældre, så kan du også overveje at skrive det ned i et brev og at lade dem læse det.

Det kan også være, at I har talt om det, og at dine forældre ved, at du er frustreret over situationen. Men måske de stadig er bange? Måske de ikke ved, hvad alternativet er? Derfor tænker jeg på, om der mon er nogle konkrete ting, som du gerne vil lave, som du kunne tale med dine forældre om? Det kan godt være, at der er ting, som de ikke vil være trygge ved, men jeg kunne håbe, at I ved at tale om det, kan finde nogle kompromisser, som alle kan være med på og er trygge ved. For jeg kan virkelig godt forstå, at du har brug for at komme ud og opleve, at der er en verden udover skolen og derhjemme. Men måske det vil være lettere for dine forældre, hvis du har nogle konkrete forslag, og I kan lave nogle mere konkrete aftaler, så I også ved, hvad I kan forvente af hinanden?

Slutteligt vil jeg gerne lige knytte en kommentar til de tanker, du har. Du skriver ikke i dit brev, om selvmordstankerne er noget, som du får hjælp til at håndtere og forstå? Det håber jeg, at du gør, men hvis ikke, så vil jeg anbefale dig at få noget hjælp. Selvmordstanker kan være rigtig svære at rumme, men desværre er det alligevel noget, som rigtig mange mennesker oplever fra tid til anden. Det kan være en helt masse forskellige ting, som leder til, at man får selvmordstanker, men uanset årsagen så findes der måder at arbejde med selvmordstanker på, og det kan forsvinde igen. Nogle gange går de over af sig selv, men mange har brug for hjælp til at håndtere dem. Det kan f.eks. være ved en psykolog eller i psykiatrien, hvor der nogle steder i Danmark findes enheder, som arbejder med selvmordsforebyggelse.

På dit brev der virkede det ikke til, at du havde et konkret spørgsmål, så derfor har jeg forsøgt at komme med lidt forslag og tanker, som måske kan hjælpe dig lidt på vej. Det kan også være, at du egentlig bare gerne ville have mulighed for at fortælle til nogen, at du er frustreret, og det er også helt okay. Du er altid velkommen her i brevkassen. Samtidig er du også velkommen i vores SMS-rådgivning, hvis du synes, at det kunne være rart at snakke lidt med en rådgiver omkring, hvordan du har det. Det er helt op til dig. Uanset hvad, så ønsker jeg dig alt det bedste, og selvom det måske ser sort og håbløst ud lige nu, så kan tingene blive bedre, og det tror jeg også på, at det vil blive for dig. Jeg sender mange varme tanker din vej, Oliver.

De bedste hilsner

Dagmar