Hvad skal jeg dog gøre

brevkassespørgsmål

Hvad skal jeg dog gøre

brevkassespørgsmål af
Lærke
12 år
Oprettet 2 år 12 måneder siden

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre. Her i corona og jul har jeg ikke kunnet se mine venner så meget OG heller ikke den dreng jeg kan lide. Går hele tiden og tænker på ham vilket jo er fedt nok bare ikke når jeg ikke har hans nummer eller snap og så ved jeg forresten heller ikke om han kan lide mig eller hvor han bor. Alle fra min klasse siger at han kan men er bare ikke sikker ( skal dog lige siges jeg er meget moden af min alder og meget udviklet ) han kommer altid over i pauserne og vil gerne komme tæt på mig fysisk og har det sku også fint med at vise sig lidt frem fåran mig. Det jeg bare gerne vil have hjælp til er om der er nogen der kunne have nogle fif til at lære ham bedre at kende og til at få hans nummer. Hilsen Lærke den lidt forvirrede

Svar: 

Hej Lærke, 

Corona har været hårdt for rigtig mange. Så jeg forstår godt, at det har været træls, at man ikke har kunnet ses med sine venner i samme omfang som før. Lad os krydse finger for at verden snart vender tilbage til normal tilstand igen. Så du og dine venner kan ses igen som dengang, hvor corona ikke fandtes. 

Når det er sagt kan jeg forstå, at der er en fyr du godt kan lide og hvor er det dejligt at høre. Det med at være forelsket eller kunne lide en anden person kan være lidt af en jungle og ofte forbundet med en masse tvivl og spørgsmål. Som kan han/hun nu også godt lide mig, hvad tænker han/hun mon om mig, hvorfor tager han/hun (ikke) kontakt til mig? Og jeg kunne blive ved, for spørgsmålene kan være mange. Man kan hurtigt blive usikker på sig selv og til tider ikke vide hvad man skal gøre af sig selv? Jeg kan heldigvis forsikre dig om at det er gankse normalt, hvis du oplever det.

Jeg går ud fra, at fyren du kan lide går på samme skole som dig. Fordi han kommer over til dig i pauserne, kan jeg næsten kun forstille mig, at han også er interesseret i at have en eller anden form for kontakt til dig. I forhold til hvad du skal gøre for at lære ham bedre at kende, kan du f eks. spørge, om han har haft en god weekend eller spørge ind til ting, som du ved, han interesserer sig for. Det er en god måde at starte en naturlig samtale på, hvis du ikke har mod på at spørge ham direkte efter hans telefonnummer eller snap. Nu ved jeg ikke, om I har nogle fælles venner, ellers er der også den mulighed, at du kan få en fælles ven til at spørge ham, så du selv slipper for at spørge. Der findes desværre ikke nogen guide til, hvad man skal gøre, og hvad man ikke skal gøre, eller hvad de forskellige, ting de gør, betyder. Derfor kan jeg desværre ikke fortælle dig præcis, hvad du skal gøre. Der er ikke andet for end, at du må prøve dig frem, selvom jeg godt ved, at det er lettere sagt end gjort.

Det kan også godt være, at han ikke føler det samme som dig eller ikke er interesseret. Skulle de ske, at han ikke har lyst til at give dig hans telefonnummer eller hans snap, så skal du huske på, at selv om det kan være hårdt, eller du måske synes det er pinligt, så går livet heldigvis videre, og der skal nok komme en anden, som vil fange din interesse. 

Jeg håber du kan bruge mit svar

Kærligst Anja fra Cyberhus

 

cyberhusfabiennes billede
Anja fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program