Forstår ikke hvorfor jeg stadig onanerer ligeså meget

brevkassespørgsmål

Forstår ikke hvorfor jeg stadig onanerer ligeså meget

brevkassespørgsmål af
A
16 år
Oprettet 3 uger 4 dage siden

Jeg har onaneret siden jeg var 12. Nu har jeg så fået en kæreste og vi har allerede fundet en fin rytme i vores hverdag. Vi ses jævnligt, og jeg har fået et helt regelmæssigt sexliv med ham. Men alligevel onanerer jeg stadigvæk! Ja, faktisk ligeså meget som før, hvis jeg tæller godt efter måske endda en smule oftere! Og det er stadigvæk med intensitet og kraft og med fuld orgasme. Jeg forstår det simpelthen ikke! Jeg troede jo at når jeg fik et regelmæssigt sexliv så ville onanien høre op. Men det gør den altså ikke. Og det er altså ikke fordi mit sexliv ikke er godt nok, han gør det rigtig godt. Jeg har faktisk lidt dårlig samvittighed over at mit antal af onanier ikke er gået ned, snarer tværtimod. Jeg tør ikke spørge dem af mine veninder der også har kæreste om de også stadig er med sig selv. Hvordan kan det forklares? Er det normalt?

Svar: 

Hej A,

Tak for dit spørgsmål. Jeg tror det er en tvivl som mange kan genkende, men som de fleste ikke taler så meget om, så jeg er glad for at du spørger.

Du spørger om det er normalt at du stadig onanerer selvom du har en kæreste. Det helt korte svar er; ja, det er helt normalt. Der blev lavet en undersøgelse for nogle år siden som viste at 74% af danskere mellem 18-74 år onanerer mindst en gang om måneden. Og når 74% onanerer, er der altså også en stor del af dem, som har samtidig har en partner.

Der kan være flere grunde til, at mange stadig onanerer selvom de har en partner. Måske gør deres sexliv med kæresten dem ekstra tændt, så de tænker mere på sex. Måske onanerer de når sex ikke er en mulighed. Det kan også være at onani opfylder et andet behov, end sex med en kæreste gør. Man kan på en måde sammenligne det med slik. Du kan godt være vild med vingummier og samtidig nogle gange have lyst til chokolade. At spise chokolade betyder ikke at du kan lide vingummier mindre, og livet ville også være lidt kedeligt hvis du skulle holde dig til vingummi fra nu af.

Onani er altså helt ok og normalt. Og så længe det ikke står i vejen for sex med kæresten, betyder det ingenting.

Man kan alligevel have forskellige holdninger til om det er ok at onanere når man er i et parforhold.  Jeg tror egentlig de fleste synes det er ok, men nogen mennesker bliver jaloux hvis deres kæreste onanerer. De er måske også bange for om onani betyder at de ikke tilfredsstiller deres kæreste. Selvom det er helt forståeligt, er vigtigt at vide at onani og fantasier ikke betyder at man er utilfreds eller på udkik efter noget andet. Det er heller ikke noget man kan bestemme over andre, lidt som man heller ikke kan bestemme hvad andre skal tænke på.

Jeg synes ikke det er noget du behøver fortælle din kæreste hvis du ikke har lyst, men det kunne måske alligevel være rart for dig at tale med ham om det, så du ikke føler du skal skjule noget. Det kan sagtens være at din kæreste har det på samme måde som dig, og at det vil være en lettelse for ham at du også gør det. Du kan måske starte med at spørge ham om han indimellem onanerer, inden du fortæller ham hvordan du har det. Hvis du taler med ham om det, er det selvfølgelig vigtigt at du samtidig fortæller ham at du også er rigtig glad for jeres fælles sexliv.

Jeg håber at du kunne bruge mit svar, hvis du har flere spørgsmål, er du altid velkommen til at skrive igen.

Mange hilsner,
Marie

cyberhusdittes billede
Marie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program