Kære O.

Først og fremmest vil jeg sige, at det er virkelig flot og modigt , at du skriver og deler, hvordan du har det med os. Det kan være en stor lettelse bare at sætte ord på den stress og frustrationer, selvom det kan føles svært at sige højt.

Jeg er ingen professionel, men jeg vil gerne give dig nogle forslag og ideer, som måske kan hjælpe dig til at få det bedre eller skabe lidt mere overblik i din hverdag.

1. Tal med en voksen, du stoler på

 Det kan måske være rigtig grænseoverskridende at skulle gøre, men når jeg læser dit brev lyder der som om, du bærer rundt på rigtig meget alene. Du har træning, ny klasse, kæreste, venner, planlægning af praktik også en familie, der også har sine forventninger. Når man er 14-15 år, kan det let blive for meget.

 Jeg vil som det første forslå dig at evt snakke med en lærer, en studievejleder eller en anden voksen på din skole, som du har tillid til og godt kan lide. De er ofte vant til at rådgive og har måske erfaring med at hjælpe elever, der skal finde praktikplads og samtidig har det svært derhjemme.

 Er der evt en anden voksen i familien du kan snakke med? Måske en moster, onkel, fætter eller bedsteforælder, som du tør betro dig til. Det kan være rart at få støtte udefra, og måske kan de hjælpe med at tale med dine forældre på en mere rolig måde.

2. Prøv at finde en rolig stund at tale med dine forældre.

Du beskriver, at din mor bliver ved med at spørge om din praktikplads, og at du ikke føler dig hørt, når du siger, du ikke orker at tale om det lige i øjeblikket. Det kan måske være en ide at aftale et tidspunkt, hvor I sætter jer ned sammen og taler om det, husk det skal være på et tidspunkt, hvor du IKKE er træt eller lige har noget andet, du skal. Din mor skal også respektere du ikke altid lige har energien til at have den snak.

Du kan forklare dine forældre, hvordan du har det, hvis ikke du vil sige det direkte kan du evt skrive et brev til dem eller en sms hvor du beskriver din situation. Fortæl at du er presset, og at det faktisk ikke hjælper, når de spørger dig konstant, fordi det kun gør dig mere stresset og ked af det.

Hvis du kan, så prøv evt at give dem en ide om, hvornår du så vil arbejde på at finde praktikpladsen (fx i weekenden eller en bestemt hverdagsaften). På den måde viser du, at du tager ansvar, men også at du har brug for at planlægge tid til det, i stedet for at blive spurgt igen og igen. Det jo en måde i kan skabe et kompromis.

3. Lav en (overskuelig) plan for praktikpladsen

Det med at skulle finde en praktikplads kan i sig selv virke uoverskueligt, især hvis du ikke ved, hvor du vil hen eller hvordan du skal tackle det

 - Start med at skrive ned, hvilke steder du kunne være interesseret i: Er der brancher, du er nysgerrig på? Måske har du en hobby eller interesse, du kunne koble sammen med en praktik?

-  Lav en liste over 3-5 muligheder (fx forskellige typer arbejdspladser).

-  Få eventuelt hjælp af din far, din mor eller en lærer til at ringe eller skrive en ansøgning.

 - Når man først kommer i gang, plejer det at være mindre skræmmende, end man forestiller sig, men husk det er okay at sige fra hvis det bliver for meget.

4. Sæt grænser for din egen tid og træning

Du skriver også, at du ofte først er hjemme efter aftensmaden, og at din mor også bestemmer, at du fx skal til et arrangement med din nye klasse.

- Prøv at tale med dine forældre om, at du også har brug for fritid – ikke kun til at være sammen med dine nye klassekammerater, men også for at kunne ses med din kæreste og dine gamle venner.

- Hvis du føler, du ikke bliver hørt, kan du ,som nævnt tidligere overveje at inddrage en anden voksen (en lærer eller en anden i din familie fx)De kan prøve at forklare dine forældre, at for meget aktivitet kan gøre, at du brænder ud og mister glæden ved tingene.

- Det er rigtig hårdt at føle, at ens dage er pakket med en masse, og at man oven i købet føler at man ikke kan leve op til alles forventninger. Du nævner, at du er “ved at give en lille smule op”, og at din kæreste nærmest er det eneste, der holder dig sammen lige nu. Det kunne godt lyde som et tegn på slem stress, og måske har brug for mere støtte fremadrettet fra fx en psykolog eller anden rådgiver?

5. Prioriter pauser og små pusterum

 Selvom det lyder banalt og kliché, kan det være afgørende at finde nogle små “pusterum” i løbet af dagen:

- Sæt fx 10-15 minutter af, hvor du bare sidder med dig selv, lytte til musik, læser en bog eller går en tur.

- Hvis du har meget at se til, kan du prøve at skrive ned, hvad du skal nå, og finde ud af, hvornår du rent faktisk har tid til afslapning.

- Husk, at det er helt normalt i din alder at have brug for mere ro og tid til at “finde sig selv”. Det er en meget turbulent periode, hvor der sker meget i kroppen og hovedet, igen noget dine forældre nok glemmer- her kan det måske hjælpe og spørge hvordan de selv havde det i den alder.

6. Din kæreste

 Du skriver også du er bekymret dig for, om din kæreste vil slå op, fordi du ikke har så meget tid til hende. Det er en helt naturlig frygt, især når man føler sig presset.

 - Prøv at forklare din kæreste, at du ikke har glemt hende, men at du lige nu står i en rigtig svær periode, hvor du bliver presset fra alle sider.

 - Hvis hun ved, hvad der sker i dit liv, er der større chance for, at hun forstår og støtter dig, i stedet for at hun tror, du ikke gider se hende. Kommunikation er vigtigt her, og det er bedre du er ærlig og siger tingene som de er i stedet for at ignorere hende.

 - Aftal måske små stunder, I kan være sammen, selv hvis det er korte. En kort gåtur, et videoopkald, hvor I lige tjekker ind med hinanden, kan gøre en stor forskel.

Til slut:

Jeg kan ikke nævne nok hvor vigtigt det er at du får snakket med nogen andre om hvordan du har det – om det er en ven, en lærer, din kæreste eller en anden voksen i familien. Ingen kan læse dine tanker, og folk kan nemt misse andre har det skidt, så fortæl hvor hårdt presset du er! Husk du har ret til at sige fra, selv over for dine forældre selvom det kan være svært.

Du har ret til at få hjælp og forståelse. Det er ikke meningen, at du skal knække nakken over alt det her.   

Jeg håber derfor inderligt, at nogle af disse råd kan give dig lidt ro og overblik, og at du kan få fortalt dine forældre (eller en anden voksen), at du har brug for, at de samarbejder med dig, samt lytter til dig, i stedet for at presse dig endnu mere. Det er vigtigt, at de også forstår, at du er ved at nå en grænse.

Pas på dig selv og husk, at du fortjener at have det godt.

Håber du føler dig lidt mere hørt nu, og husk, at der er altid folk, der vil hjælpe dig, du har al ret til at blive hørt og lyttet på af dine omgivelser.

Med venlig hilsen Kylie.