Catfishet af bror

brevkassespørgsmål

Catfishet af bror

brevkassespørgsmål af
Line
21 år
Oprettet 4 år 8 måneder siden

Hej brevkasse 
Jeg er kommet i en fuldstændig syg situation som jeg har meget svært ved at finde ud af hvordan jeg skal håndtere. Derfor skriver jeg her, ikke sikker på hvorfor, men nok fordi jeg ikke føler jeg kan fortælle andre om hvad der sker, og kunne godt bruge et syn udefra på det hele. 
Det hele starter for en uge siden hvor jeg pludselig får en besked på snap om at en fyr har accepteret min anmodning - jeg har vel og mærke aldrig selv anmodet ham, så undrer mig meget. Han begynder at skrive og jeg er meget forvirret, men af en eller anden grund svarer jeg, kan være det lyder dumt men det er faktisk på grund af at jeg keder mig sådan her i coronatiden, så tænkte det var fin tidsfordriv. Jeg synes ret hurtigt at han er lidt creepy,  han vil meget gerne tale selsuelt hele tiden og det har jeg i den grad ikke lyst til over snap, især ikke med en fremmed. Jeg skriver til min veninde at en random er begyndt skrive til mig, og hun har også fået en anmodning fra ham! Vi aftaler at vi vil lave lidt sjov med ham fordi vi begge synes han er lidt creepy. Min veninde sletter ham dog hurtigt fordi hun kom til at tage screenshot hvilket hun synes var pinligt haha. Regnede ret hurtigt ud at han var en catfish så troede ikke en skid på hvad han sagde, dog spillede jeg lidt med på det hele fordi jeg synes ham fortjente at blive lidt pinlig over at blive afsløret, så kunne det jo være han ville stoppe med at prøve at snyde andre piger. Jeg hoppede vel og mærke ikke med på at skrive seksuelt, nærmere det modsatte og var rimelig iskold overfor ham, Fortæller faktisk også flere gange og jeg kraftigt mistænker ham for at være en catfish, så det undrer mig faktisk at han ikke sletter mig. Efter nogle dage får jeg en mistanke om at det kunne være min bror der skriver! Er ikke sikker på hvordan det gik op for mig, men ville prøve at se om jeg kunne se når han skrev osv, så fortsatte lidt. jeg opdager at en anden snap profil med næsten samme navn pkudselig er på min venteliste og det går op for mig, at min bror har haft min mobil nogle dage inden, og der har tilføjet disse profiler fra min profil af. Over en dags tid lægger jeg mærke til at beskederne bliver åbnet hver gang han tager sin mobil frem, og kun bliver besvaret når vi er i hvert vores rum, eller jeg ikke kigger på ham med sin mobil. I de timer hvor vi er sammen og laver noget med min familie får jeg ingen beskeder, men gør det fx ligeså snart han går i seng, eller jeg går på toilettet osv. Vi bor i øvrigt begge stadig hjemme, jeg er 21 han er 24. Jeg bliver selvsagt rasende da jeg finder ud af at det er ham, men bliver samtidig selv lidt skamfuld, selvom jeg er klar over jeg ikke har gjort en skid forkert! 
Jeg beslutter mig for at skrive til ham over snappen, hvad jeg tænker. Afslører ikke at jeg ved hvem han er, men at jeg hele tiden har vidst det var en catfish og at jeg synes han er pisse klam og syg i hovedet, og at han ikke skal så meget som tænke sine perverse tanker i nærheden af andre, han lader som om han ikke forstår noget og jeg blokerer ham så. Dagen efter får jeg en anmodning på Messenger fra en profil med samme navn, pisse dumt for han har vist ikke tænkt over at man ikke kan finde mig eller mit navn ud fra min snap. Jeg blokere bare profilen men ser, at der er nogle få venner på profilen, alle sammen unge piger og profilen er oprettet sidste oktober, hvilket får mig til at tænke at han måske catfisher andre, hvilket jeg ho self ikke synes han skal. 
Jeg har nu brug for at høre hvad andre tænker jeg skal gøre i denme situation. Jeg har egentlig lyst til at fortælle ham det hele og ydmyge jam totalt, for synes ærlig talt han er suh i hovedet, men kan af en eller anden grund allugevel ikke får mig slev til det, ved jo at det vil ændre alt og det vil for altid blive vildt underligt mellem os, og ved heller ikke om jeg skulle fortælle mine forældre om det. 
Nogle vigtige informationer er, at han bl.a han spurgt om jeg har tænkt på at have sex med mine søskende (er slet ikke i tvivl om nu, at det er en af hans syge fantasier med mig, brækker mig), har spurgt ind til mange seksuelle ting som jeg ikke har svaret på, fortalte når han onanerede og prøvede at få mig til ar sige at jeg have lyst til det samme, og han sendte to billeder af sin pik! ? Det er så fucking sygt, at jeg slet ikke har ord for hvor rasende jeg er og hvor meget jeg væmmes. Det er en så sygt pinlig situation og så for mig, at jeg ikke kan få mig selv til at tale om det, heller ikke til ham, men vin samtdig gerne have han ved at jeg har regner ham ud, han skal ikke have tilfredsstillelsen i at han tror han har snydt mig. Samtidig tænker at alt ville være bedst hvis jeg fortsætter med at lade som ingenting. Det er dog ret svært, kan næsten ikke se på ham og har lyst til at gå amok på ham hele tiden. Jeg er dog nervøs for at det her er en ting han gør med andre også, og det er derfor han har falske profiler. Føler han har et eller andet dobbelt liv hvor han inderst inde er et pisse perverst svin. 
nå, det var så lidt af en roman, men dog en vildere historie en man selv havde kunne opfinde hva... Er seriøst i chok og ville sådan ønske han ikke havde sat mig i sådan en uretfærdig sindssyg situation. De mange seksuelle kommentarer var i forvejen meget krænkende fra en fremmed, men det blev lige ganget med 1000 når man fonder ud af, det er fra ens bror. På en måde forstår jeg at man kan have en "hemmelig" fantasi eller fetisch, men det er fandme for meget at gøre så meget her ud af det, jeg føler jo der grænser til at han er psykopat - men han skjuler det sgu godt. 
Har i nogen som helst tanker eller ideer der kan hjælpe? 

Svar: 

Hej Line,

Hold da op, det er godt nok noget af en omgang. Det er meget forståeligt, at der er et virvar af følelser og tanker indeni dig.

Det din bror udsætter dig for er virkelig vildt. Jeg kan godt forstå at du bliver chokeret og rasende, og at du væmmes ved ham og hans adfærd. Som du selv skriver er adfærden grænseoverskridende og krænkende, når fremmede gør det, men det bliver 1000 gange værre, når det er ens bror, som man ovenikøbet bor under samme tag med. Jeg forstår dillemmaet i på den ene side at være vred og have lyst til at råbe og skrige og kalde ham ud på det, og på den anden side være pinlig omkring at gøre det, da det er nogle meget intime og grænseoverskridende billeder og beskeder han har sendt til dig.

Her er det vigtigt at huske på, som du også selv skriver, at du er offeret. Du har ingen skyld i det her. Det var ham, der begyndte at skrive til dig, og det var ham, der forsøgte at catfishe dig. Hans adfærd er dybt forkastelig og det bør ikke gå ud over hverken dig eller andre. Jeg er helt med på, at det kan blive en rodet og ubehagelig situation, hvis du konfronterer ham, nu hvor I er i familie. Men ikke desto mindre synes jeg absolut, at det er noget du bør gøre. Dels for din egen skyld, for det er tydeligt, og ikke mindst forståeligt og helt fair, at det påvirker dig meget. Men du skriver også, at du kan se han har oprettet falske profiler, hvor han kun er venner med unge piger, og derfor tænker jeg, at du også bør gøre det for deres skyld, så han forhåbentlig ikke catfisher flere. Din bror har opført sig dybt grænseoverskridende over for dig, og det er vigtigt at du siger fra - både for din egen og for andres skyld. 

Du skriver, at du er splittet mellem på den ene side gerne at ville vise ham, at du har regnet ham ud og at han ikke skal have tilfredsstillelsen i at tro han har snydt dig, og på den anden side at du tænker det er bedst at lade som ingenting. Til det sidste kan jeg ikke lade være med at tænke "bedst for hvem?". For mig at se er det i hvert fald ikke bedst for dig, for det er tydeligt, at det nager dig, og at du føler dig krænket af det. Og med god grund! Bedst for din familie? Tja, på overfladen, måske, for så bevarer du husfreden. Men umiddelbart vil jeg tro, at din familie hellere vil kende sandheden end at bo sammen med én, der har en side af sin personlighed, som de slet ikke kender. Bedst for din bror? Jep. Bingo. For han slipper af sted med det, og kan fortsætte som han plejer.

For mig at se er det et spørgsmål om at turde at give dig selv lov til at sætte dine egne behov først. For den måde din bror opfører sig på er ikke i orden. Og det må du gerne reagere på. Men jeg kan godt forstå det kan være svært, for her er tale om en person, som du er følelsesmæssigt og personligt investeret i, som har krænket dig, og som har overskredet dine grænser på det groveste. Et ord, der bliver ved med at rumstere inde i mit hoved er "ydmygelse". Altså at du føler dig ydmyget af ham. Det ville jeg i hvert fald gøre, hvis jeg var i dine sko. Og når man føler sig ydmyget kan man godt få et behov for at straffe sin krænker, og udstille ham, så alle i verden kan se hvilken person han er. Du er selv inde på det, når du skriver at du gerne vil ydmyge ham. Det er helt naturligt og helt forståeligt at det behov opstår. Men som du mærker, så er det ikke så ligetil at finde ud af hvordan man skal reagere på det, når det er ens bror, der er krænkeren. Slet ikke, når du samtidig føler dig skamfuld og pinlig omkring situationen, som du skriver at du gør. Også selvom du godt ved, at du ikke har gjort noget forkert. Du skal vide, at langt de fleste ofre for seksuelt grænseoverskridende adfærd føler skam. Det er en helt naturlig reaktion på den ydmygelse du har oplevet.

En måde du kan konfrontere ham på uden at råbe højt om det, og uden at behøve at kigge ham i øjnene imens, er ved at skrive et brev til ham, hvor du forklarer hvad du har fundet ud af, hvordan du har det med det. og hvad det har gjort ved dig, at han har opført sig som han har. På den måde kan du få sagt alt det du gerne vil sige uden at blive afbrudt, og uden at din eventuelle følelsesmæssige reaktion tager fokus fra dine pointer.

Du skriver, at I primært har haft kontakt over snap, men du nævner også messenger og facebook. I det omfang det overhovedet er muligt vil jeg råde dig til at tage screenshots af jeres samtaler, af billeder, af den/de falske profiler han har oprettet, af vennelister, osv. Jeg er med på, at det kan du ikke gøre på snap uden han kan se det, men det kan du på fb og messenger. Screenshots er rigtig godt "bevismateriale" hvis han nægter dine anklager, og hvis du/I ender med at inddrage jeres forældre i det. På den måde sikrer du dig, at han ikke bare kan benægte og på den måde gå fri.

Når/hvis du vælger at konfrontere ham tænker jeg, at det kan være en god idé at have et "sikkerhedsnet" tilgængeligt i form af din mor eller en god veninde du kan ringe til. For det er umuligt at sige, hvordan din bror vil reagere, og så er det godt at have et sted at kunne søge støtte.

Det er en virkelig modbydelig og tarvelig situation din bror har sat dig i, og det vil kræve stort mod at konfrontere ham. Ud fra dit brev får jeg fornemmelsen af, at du er en stærk og modig person, og derfor tror jeg på, at du godt kan. Jeg vil derfor anbefale dig at konfrontere ham. På den ene eller anden måde.

Rigtig meget held og lykke!

Mange hilsner,

Siv

Sivs billede
Siv fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program