Barbering dernede

brevkassespørgsmål

Barbering dernede

brevkassespørgsmål af
Sarah
16 år
Oprettet 1 år 4 måneder siden

Hejsa Jeg er en pige på 16 år og jeg skal starte på efterskole lige om lidt. På min efterskole har vi fælles bade og jeg havde derfor tænkt mig at barbere mig dernede. Jeg føler i forvejen jeg er meget sent på den, da alle mine veninder har barberet sig dernede i lang tid. Og jeg har ville også gøre det i lang tid, men altså bare ikke turdet. Men en dag tog jeg mig så sammen og gjorde det. Jeg havde googlet mig en masse frem til hvordan man gjorde, og har altså fulgt alle de forskellige råd der er. Men efter jeg barberet mig stak hårene dernede helt vildt meget, altså jeg kunne næsten ikke bevæge mine ben uden det stak. Og jeg er bare så mega forvirret over hvorfor det er sket når alle mine veninder godt kan finde ud af at barbere sig dernede og har gjort det i lang tid, hvorfor fungere det så ikke for mig? Hilsen en frustreret og forvirret pige, der meget gerne vil have hjælp!

Svar: 

Hej du

Det er helt normalt, at hårene stikker, når de er ved at gro ud igen. Det er ligesom på benene, hvor hårene også kan være stikkende, hvis man ikke har barberet dem for nyligt. Grunden til den stikkende fornemmelse er, at håret er tykkest ved roden og tyndest i spidsen. Når hårene skæres over ved roden, når du barberer dem, vil håret så være tykkere og mere stift dér, og det kan give en stikkende fornemmelse, når hårene begynder at gro ud. For nogle piger kommer den stikkende fornemmelse først efter nogle dage, mens den for andre piger kommer allerede dagen efter barbering. Det kommer helt an på, hvor hurtigt dine hår vokser. Måske kan det hjælpe, hvis du barberer dig oftere, så hårene ikke når at gro for meget ud mellem barberingerne. Men det kan også være, at den stikkende fornemmelse måske er et vilkår ved barbering for dig.

En anden grund til, at det føles som om, hårene stikker, kan være hvis hårene "sidder fast" i dine trusser. Det kan fx være, hvis du har blondetrusser på, hvor hårene kan sidde fast i maskerne i blondestoffet. Her kan det være en mulighed at skifte til bomuldstrusser i stedet, hvor maskerne er finere, så hårene ikke lige så nemt kan fanges i.

Hvis du bliver ved med at opleve problemer med barbering, kan det være, at det er noget, du kan snakke med dine veninder om? Det er helt normalt, at barbering nogle gange kan føre til den stikkende fornemmelse eller endda kløe eller røde knopper, hvis man ikke har fået gjort det ordentligt. Det er noget de fleste piger oplever i løbet af deres liv, og særligt når man skal til at begynde med barbering. Du skriver, at dine veninder har barberet sig længe, så måske har de nogle gode tricks til at undgå de her ting, og som de kan dele med dig.

Jeg krydser fingre for dig.

De bedste hilsner
Marie

Nikitass billede
Marie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program