Har fået store bryster

brevkassespørgsmål

Har fået store bryster

brevkassespørgsmål af
M
13 år
Oprettet 1 år 4 måneder siden

Mine bryster er vokset sygt meget de sidste par måneder og de strutter helt vildt. I den sidste del af sidste skoleår var jeg fritaget for idræt (altså jeg skulle bare være der og hjælpe som tidtager og sådan) fordi jeg have dårligt knæ og jeg skulle jo så ikke bade. Dvs. det er længe siden jeg har været nøgen overfor de andre piger. Nu tænker jeg meget over første idrætstime efter ferien for nu er mit knæ i orden igen og så skal jeg være med til idræt og bade og være nøgen igen. Jeg har måske de største bryster i klassen nu så jeg er jo både sygt spændt på hvad de andre piger vil sige men også supernervøs for hvordan de vil reagere når de ser dem. Normalt er de sygt nysgerrige. Men vil de kigge helt vildt og måske "komme til" og røre og vil de kommentere? Vil de hviske om mig eller vil de være sjalux og snakke nedsættene? Eller vil de være søde og sige jeg er sexy og lækker eller noget? Jeg tænker på det hele tiden. Hvad skal jeg gøre?

Svar: 

Kære M 

Det er helt normalt at føle bekymring og nervøsitet i sådan en situation. Når puberteten sætter ind, og kroppen begynder at udvikle sig, kan man meget let blive usikker på sig selv, fordi man pludselig kan føle sig anderledes end de andre, hvis man nu eksempelvis er en af de første der oplever store forandringer. 

Folk reagerer forskelligt, så det er selvfølgelig svært at sige hvordan de andre vil reagere. Jeg er sikker på at de vil kigge, for det er helt naturligt at være nysgerrig på alt det nye der sker. Hvor I indtil nu, nok har set meget ens ud, vil puberteten betyde at jeres kroppe udvikler sig i forskellige retninger, så derfor kan det være svært at lade være med at kigge. Jeg tænker det er vigtigt at huske på at de ikke kigger fordi du er forkert, men alene fordi det er virkelig spændende at du pludselig har fået bryster. 

Jeg ved godt det ikke nødvendigvis gør det nemmere at blive kigget på, men noget der måske kan gøre det lidt nemmere, er at du sandsynligvis ikke bliver den eneste. For ligesom at du har udviklet dig, så tænker jeg også, at andre fra din klasse kan have gennemgået den samme udvikling. En sommerferie er lang tid, og hvis de andre piger også er omkring 13 år, så begynder det at gå stærkt for de fleste af jer. Så du vil nok opleve at du slet ikke er alene, om pludselig at have en "ny krop" med flere former. Og indenfor de næste måneder så tænker jeg at stort set alle pigerne fra klassen er godt igang med forandringer. 

Er der mon nogen af pigerne som du er særligt tætte med? Måske kunne du prøve at tage en snak med en eller flere om de her tanker. Om at du synes det er lidt svært, at alt det her sker, og at du bekymringer dig lidt om hvad andre vil tænke om dig. Du tænker nok at det er vildt grænseoverskridende at skulle dele sådan nogle tanker. Det kan jeg også godt forstå, men samtidig tror jeg virkelig det kunne være brugbart, for jeg kan garantere dig, at de andre går med mange af de samme tanker. Det er ikke noget jeg tror...det ved jeg. For puberteten er den tid, hvor alle unge bliver usikre på sig selv, og særligt bliver bekymrede for hvad andre tænker, om alt det der sker med kroppen. Så selvom det måske kan være svært at starte sådan en snak, så tænker jeg faktisk det bliver meget nemmere for jer alle sammen, hvis I tør dele tankerne om alt det der sker med dem du er tætte med. 

Du kunne også overveje at snakke med dine forældre eller hvis du har ældre søskende. For de har også selv oplevet at skulle have den første idrætstime efter at der pludselig var sket noget nyt med kroppen. De kender også usikkerheden og bekymringerne, for det er noget alle mennesker oplever, i puberteten, så det er helt sikkert ikke bekymringer du behøver at gå alene med...for du er ikke alene. 

Mange hilsner Pedro 

Pedros billede
Pedro fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program