Må du dele dine samtaler med andre?

blogindlæg

Må du dele dine samtaler med andre?

Skrevet af
Netliv
Oprettet 1 år 7 måneder siden

"Må man godt tage screenshot af beskeder og snapchats og sende videre til fx ens veninde, hvor den man tager screenshots af ikke ved, at man sender dem videre?" 

Sådan spørger en ung i vores netlivsbrevkasse. For må man egentlig godt dele ens samtaler med andre til en veninde? 🤔 I den seneste tid har vi fået flere spørgsmål i vores brevkasse fra unge, der er i tvivl om reglerne for at videredele private samtaler. Så vi vil prøve at gøre jer klogere på, hvad man må og ikke må.

Privatlivets fred

Om du må dele private samtaler, du selv er en del af, afhænger af, hvad der står i beskederne. Det er nemlig sådan, at man ikke må videredele beskeder om en andens private forhold. Private forhold kan være alt fra information om en persons helbred, til ens forældres skilsmisse, til om man tror på Gud, til hvem personen har et hemmeligt crush på. Vi har alle ret til et privatliv, og det skal beskyttes. Derfor er der love, der handler om at værne om privatlivets fred, som det hedder. Så generelt er det sådan, at man ikke må dele noget om andre, der er privat, eller kan udstille dem eller krænke dem. Og det er alt fra beskeder, til optagelser, til billeder og videoer.

Når man videredeler samtaler, man har haft med andre, så ved man ikke, hvad der sker med  informationen fra samtalerne. Deler den, man sendt samtalen til, det videre med andre, som så deler det videre i forskellige snapgrupper fx? Pludselig kan der være delt privat information om en person til rigtig mange mennesker, selvom det måske blot startede med, at man ville vise ens veninde en del af en samtale. Det svarer til, at man tager en kopi af et fysisk brev og deler det med en person, som så hænger brevet op på samtlige lygtepæle i ens by. Det ville de fleste nok mene er utrolig dårlig stil at gøre (og faktisk også ulovligt), men når det sker online, så kan det være svært at se hvad man egentlig gør, når man ikke på samme måde ser, hvad der sker med den information, man har videredelt.

Samtykke

Vi skal alle have mulighed for at kunne styre, hvilke informationer, der bliver delt om os selv. Derfor skal man altid have tilladelse - altså samtykke - før man deler noget om andre. Mange ved godt, at man selvfølgelig ikke må videredele noget så privat som et nøgenbillede. Men hvad med en samtale med en klassekammerat, hvor man fx diskuterer, hvad man synes om en anden i klassen? Det er måske sværere at vide om det er privat information eller krænker privatlivets fred. Men hvis sådan en samtale bliver delt med andre, ville personen, der har skrevet sin holdning om en anden i klassen, så føle sig udstillet? Højst sandsynlig. Og man skal have mulighed for at kunne have nogle snakke privat med hinanden, som man forvente bliver mellem hinanden og ikke delt med andre. 

Så i princippet skal man altid spørge om lov før man deler samtaler, man selv er en del af. Men typisk vil man ikke dele beskeder med andre, hvor der ikke står noget interessant, for hvorfor skulle man så dele det? Så hvis man vil dele en samtale, man har med en med andre, så er det nok fordi, der står noget privat eller spændende, og så kan man godt regne med, at man ikke må videredele den. 

Hvordan vil du være overfor andre?

Uanset hvad loven siger om, hvad man må og ikke må, så er det altid godt at tænke over, hvad der er god og dårlig stil. Hvordan har man egentlig lyst til at være overfor andre? Og hvordan vil man selv behandles af andre? Det kan være nogle store spørgsmål at stille sig selv. Hvis det er svært at svare på, så kan man prøve at tænke på, at hvis man får børn, hvordan ønsker man så de er? Det kan gøre det nemmere at finde du af, hvilke værdier, man faktisk sætter pris på. Man siger, at handlinger siger mere end ord. Så det du gør, siger meget om hvem du er som person. Og du kan være med til at sætte et godt eksempel for andre. Også i forhold til det, du gør online. Sig fra i din vennegruppe, hvis du ser, at de sender informationer eller billeder, som man ikke må. Det er svært at sige fra, men det er sejt og modigt.

Selvom du har styr på, hvad der er god og dårlig stil, så betyder det dog ikke, at man ikke kan dumme sig en gang i mellem. Alting går utrolig hurtigt online, så det kan nogen gange være svært at nå at tænke konsekvenserne igennem inden man trykker send. Men start i dag og lad det vær en hovedregel, at du ikke deler noget om andre uden at have fået lov. Både fordi du ikke må, men også fordi det er god stil. 

Har du spørgsmål til, hvad du må dele eller ikke dele eller er der noget, der stadig ikke er helt klart? Så skriv endelig en kommentar 👇

Mange cyberkram fra Netlivsbloggen 🤗

Kommentarer

NEJ! Man må ikke dele andres billeder.

68

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program