Bør du slette TikTok?

blogindlæg

Bør du slette TikTok?

Skrevet af
Netliv
Oprettet 1 år 6 måneder siden

I de sidste par uger har der været meget snak om TikTok og om det er sikkert at bruge TikTok og have den installeret. Måske har I også fulgt med, og synes det er svært at vide, hvad der er op og ned 🧐 Bliver alle der har TikTok overvåget? Er det farligt at have den? Skal den slettes? Eller har det slet ikke noget med den almindelig TikTok bruger at gøre? Hvis du også er forvirret, så læs med her. I indlægget prøver vi at forklare sagen, og komme med bud på, om du skal slette appen eller ej 

TikTok frarådes af statslige medarbejdere

Lad os tage den fra starten: Hvorfor snakker så mange om at slette TikTok lige pludselig? Jo, grunden til, at der overhovedet er snak om det, er fordi organisationen, Center for Cybersikkerhed, som til daglig hjælper myndigheder og virksomheder med at ruste sig mod mulige digitale trusler, har været ude og anbefale, at statslige ansatte frarådes at have TikTok på deres arbejdstelefoner ⚠️  Statslige ansatte er fx politikere, og dem der arbejder i ministerierne, som Udenrigsministeriet. Og grunden til, at de fraråder at have TikTok installeret, handler om, at de har lavet en sikkerhedsvurdering og ud fra den vurderet, at det kan udgøre en sikkerhedsrisiko at have apps som TikTok, og faktisk også Snapchat og Dropbox installeret på ens arbejdstelefon.

Hvorfor er TikTok en sikkerhedsrisiko?

Center for Cybersikkerhed mener, at hvis man som statslig ansat har TikTok og en række andre apps installeret, så kan der være risiko for spionage - altså at der er nogen, der kan bruge TikTok til at overvåge en 🕵️ Og det lyder jo ikke super rart.. Center for Cybersikkerhed er ikke kommet med nogle konkrete beviser på, at der sker overvågning gennem appen. Men bekymringen går på, om TikTok kan tænde for ens kamera og mikrofon, uden brugeren ved det. Eller om de kan overvåge ens lokation, så de kan se, hvor brugeren befinder sig og bevæger sig hen. Eller om de kan overvåge, hvilke andre apps, brugeren har installeret, eller læse beskeder eller noter på telefon. Og hvis man fx er politiker, og holder møder, hvor der bliver delt sensitiv og hemmelig information, så kan det pludselig være ret farligt, hvis den slags information kommer ud til de forkerte mennesker. Det kunne også være, at man ville kunne bruge det til at afpresse, hvis nogen fik fat i information, man ikke vil have andre ved 👀

MEN! Vi ved faktisk ikke, om det er muligt for TikTok at lave den slags overvågning, eller om de gør det 🤷‍♀️ Selv siger de nej, og at de selvføgelig overholder alle de regler, der findes for privatliv. Så hvis du lige nåede at få pulsen op og gik i gang med at slette TikTok, så vent en gang 😮‍💨

Meget af den her frygt for overvågning stammer fra en politisk situation. Og nu skal vi prøve at gøre det kort, for det er ret kompliceret. Det er nemlig sådan, at TikTok er ejet af et kinesisk firma, der hedder ByteDance. Og i Kina skal virksomheder - ved lov - give deres data til det kinesiske styre, hvis de beder om det. Kina er et land med meget censur og overvågning af befolkningen, og de bruger nogle metoder til at forsøge at styre og kontrollere deres folk, som vi i Danmark og Vesten ikke bakker op om. Så frygten går på, om det kinesiske styre faktisk har adgang til den almindelige TikTok brugers data, og kan misbruge det 😬 Det er fx kommet frem, at medarbejdere i TikTok har forsøgt at overvåge en amerikansk journalist ved at forsøge at spore hendes præcise lokation, for at se, om de kunne finde frem til hendes kilder, der lækkede fortrolig viden fra TikTok. Så en eller anden form for adgang virker det til, at TikTok kan have. 

Hvad betyder det for dig som bruger TikTok?

Men hvad har det af betydning for dig, om den kinesiske regering får adgang til data om TikTok brugere? Det kan faktisk godt have stor betydning for lige præcis dig 🫵 TikTok har over en milliard brugere verden over, så de har enormt meget magt ift. at bestemme, hvad verden skal præsenteres for, da de har så mange menneskers opmærksomhed hver eneste dag. I Danmark fx bruger børn fra 9-14 år 1 time og 18 minutter dagligt, og ser ca 225 videoer om dagen. Og det er jo TikTok, der udvælger indholdet til dig. Lad os sige, at den kinesiske regering har en særlig interesse i, at det er nogle bestemte videoer og indhold, TikTok brugerne får vist, så kan det faktisk godt påvirke eller præge lige præcis dig. Fx censureres alt der handler om homoseksualitet i Kina. Så der kan være en interesse fra kinesisk side i, at positivt indhold om homoseksuelle fjernes, og at vi måske i stedet får pushet indhold, som er kritisk overfor homoseksuelle. Vi ved at der tidligere har været ret strenge krav for, hvilke typer af videoer, der måtte vises i For You feedet, og hvilke, der måtte gå viralt. Det kan du læse mere om i vores blogindlæg her. Derudover får mange børn og unge, der bruger TikTok deres nyheder derigennem. Men hvad nu hvis de nyheder er faktuelt forkerte, men os brugere tror på dem? 🫣 En amerkansk undersøgelse fra 2022 viste, at ca 20 % af det indhold, der bliver vist i TikToks søgefunktion, er faktuelt forkert eller konspiratorisk. Det er ret meget. Igen er det vigtigt at understrege, at vi faktisk ikke ved, om den kinesiske regering følger med og påvirker indholdet. Men det er bekymringen fra flere steder. 

Når man bruger TikTok, så afgiver man data fx ift. hvilke videoer, man ser, liker, kommenterer osv. Over en længere periode får TikTok (eller TikToks algoritme) så opbygget en form for psykologisk profil om dig, hvor de kender til dine holdninger og hvad du tænker og synes. Det er det, der gør, at du får præsenteret indhold i dit For You feed, som er relevant for dig, og som gør, at man bliver ved med at bruge mediet. Og det er jo faktisk meget positivt! For det er jo også irriterende at få vist alt muligt indhold, der ikke er relevant for en. Fx hvis man ikke går op i fodbold, så kan være irriterende at få vist indhold med det. Men udfordringen er, at ved at få pushet bestemt indhold i vores retning, kan vores holdninger over en længere periode måske blive præget i en særlig retning uden vi tænker over det.

Heldigvis har vi alle en kritisk sans, vi kan bruge. Og det skal vi gøre! Vær opmærksom på, at din aktivitet på TikTok og generelt på sociale medier, fodrer en algoritme, så du får mere af det, du ser og klikker på. Det er godt at være bevidst om det. Det behøver ikke at have den store betydning, for det kommer også helt an på, hvad du bruger dine sociale medier til. Men hvis politisk og holdningsbaseret indhold fylder meget i dine feeds, så kan det være godt at være kritisk og tænke over, om du egentlig bliver udfordret på dine holdninger, eller om alle andre konstant er enige med dig? 🤔

Skal du slette TikTok?

Det er helt op til dig selv at vurdere. (Og faktisk dine forældre, hvis du er under 18 år). Om TikTok overvåger den enkelte bruger, ved vi ikke. Vi ved til gengæld, at TikTok indsamler en vis mængde data om dig, og hvad du bruger appen til. Det gør alle sociale medier. Sociale medier er ikke gratis, for vi betaler med vores data 💰 Men der er noget, der tyder på, at TikTok indsamler mere data end de egentlig har brug for. Det kan fx være hvad du søger på online, hvilke andre apps, du har installeret, browserhistorik osv.. Og hvad de reelt set bruger den data til, og hvem de giver det til, det er uklart. Men det er ikke godt, hvis den data ulovligt bliver delt med den kinesiske regering.

Så du må lave din egen risikovurdering. Hvad har du det bedst med? Måske videregives data om dig til Kina og måske ikke. Generelt anbefaler vi, at man altid tænker over, hvilke informationer man deler om sig selv. Det er fx ift. hvilke kommentarer man skriver, liker og hvilket indhold man deler. Og her kan du særligt tænke, om der er noget der er særligt personfølsomt for dig. Det kan fx være din religion eller seksualitet. Derudover kan du gøre følgende:

  • Hvis du har en Iphone, så bed appen om ikke at spore din aktivitet på tværs af dine apps. (Det spørgsmål dukker op, så snart du har installeret en app)
  • Tjek dine privatindstillinger i TikTok. Hvad har du givet tilladelser til?
  • Tjek dine privatindstillinger løbende på din mobil, og se hvilke apps, der har adgang til kameraet, mikrofonen osv. 
  • Del ikke dine kontakter på din telefon med sociale medier
  • Log ikke på Wifi, du ikke kender. Fx i lufthavne osv.
  • Lad vær med at åbne links direkte i appen, men i stedet i en browser. Og slet cookies en gang i mellem, hvis du ikke bruger en krypteret browser.

Det kan også være, at dine forældre har en holdning til, om du skal slette TikTok. Så må I sammen tage snakken om fordele og ulemper. Det er ikke altid det fedeste, når ens forældre bestemmer noget, man ikke er enig i. Men de har ansvaret for ens sikkerhed, så de har egentlig også noget at skulle sige..

Lad os endelig høre, hvad I tænker om det hele - vil I slette TikTok, eller beholde den? Og har I nogle særlige bekymringer eller spørgsmål, vi mangler at svare på? Så skriv dem endelig i kommentarsporet 👇

Mange cyberkram fra Netlivsbloggen 🤗

Kommentarer

Ja det er best for dig

68

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program