Guide til hvis du har oplevet noget ubehageligt i det digitale

blogindlæg

Guide til hvis du har oplevet noget ubehageligt i det digitale

Skrevet af
Netliv
Oprettet 6 år 1 måned siden

(OBS: Indlægget er opdateret i forbindelse med skudhændelsen i Fields shoppingcenteret, den 3. juli 2022)

De digitale medier har skabt fantastiske muligheder for, at man kan være i kontakt med hinanden uden at være i samme rum. Man har altid adgang til viden. Man kan dele interesser med hinanden. Og så er der simpelthen så meget spændende underholdning. Men bagsiden af det hele er, at der også findes indhold som ikke er så rart. Noget kan man selv være med til at optage og sende videre til andre. Andre gange kan man komme til at støde på noget, uden at det var meningen. Måske fordi der er en som sender et upassende billede eller videoer eller måske er der en fremmed, der skriver til en. Det kan også være, at en TikTok video pludselig bliver ubehagelig eller uhyggelig. Uanset, så har de fleste børn og unge nok haft en oplevelse på de digitale medier, som ikke var så rar. 😟

Send aldrig ubehageligt indhold videre ⛔️

Der er en del historier om folk, som har været vidne til en forbrydelse eller en tragisk hændelse, hvor de optager det på deres telefon og smider det på TikTok, instagram eller Snapchat. Ofte er det fordi at de har fået tanken, at deres følgere lige skal se det vilde man står midt i. Der er også rigtig mange, som deler når de finder noget uhyggeligt eller ubehageligt på de sociale medier. Selvom det kan "klø" i SoMe fingrene for at sende sådan noget indhold videre, så skal man lade være! Først og fremmest fordi, at det ikke er lovligt at dele krænkende materiale - hvilke billeder og video af forbrydelser og tragiske hændelser ofte er, ifølge paragraf 264D i straffeloven. For det andet kan det skabe vild panik, angst og frygt hos alle dem der ser det, og det kan påvirke dem langt ud i fremtiden. I flere tilfælde kan personerne som ser med, også lave en masse forkerte tolkninger af hvad der foregår på billederne/videoerne, og så sprede alle mulige rygter i deres netværk. Pludselig kan en "forkert" fjer blive til fem "falske" høns 🐓 Det skal vi helst undgå. 😓

Der er også andre ubehagelige ting som man kan sende videre. Hvis du eksempelvis modtager en kædebesked, som er truende, altså hvor der fx står, at du skal sende beskeden videre til 10 personer, ellers sker der noget ubehageligt med dig, så lad vær med at send det videre. Vis den i stedet til dine forældre, eller bloker personen, der sendte den til dig.

Luk, bloker, anmeld, voksen ✋🏽

Afhængig af, hvad man støder på og om det er en, der har sendt eller skrevet noget til en, så har man altid forskellige muligheder. Det er nemlig vigtigt at sige fra, hvis nogen sender eller skriver noget ubehageligt eller upassende til en. Overordnet er der de her fire muligheder: Luk - Bloker - Anmeld - Voksen. 

Så snart man kan mærke, at man ikke har lyst til at se noget eller ikke vil være i kontakt med en person mere, så er det helt okay lukke ned for det. Man behøver ikke se en video færdig, hvis man synes den er uhyggelig. Det kan også være, hvis der er en, der bliver ved med at ringe til en, som man ikke ved hvem er. Så må man gerne lade være med at tage telefonen eller lægge på, hvis man ikke vil snakke med vedkommende. Generelt er det okay at klikke væk. Det kan selvfølgelig være svært i situationen, men mange børn "tvinger" sig selv til at se noget færdig, fordi vennerne gør det eller måske synes de, at de er gamle nok til at se noget bestemt, selvom de egentlig ikke synes det er rart. Husk at mærk efter hvordan du har det! ❤️

Man må også altid blokere personer. Det kan man gøre på de fleste sociale medier, fx SnapChat, Instagram, Tik Tok, Youtube, Facebook osv, men også på ens telefon, hvis der er nogen, der ringer til en. Man blokerer som regel en person ved at trykke på kontaktpersonens navn. Det er en god idé lige at undersøge det på de medier, man bruger, hvis man nu skulle få brug for det. Når man blokerer en person, kan de nemlig ikke kontakte en. Og det kan være en god måde at beskytte sig selv på. 

På de fleste sociale medier kan man også anmelde til det sociale medie. Fx hvis der er er en, der har sendt upassende billeder til en på Snapchat, kan man trykke på brugerens navn, og klikke på rapporter. På den måde får Snapchat oplysningerne. De sociale medier har nemlig et ansvar for, at passe på dem, der bruger mediet fx ved at være med til at stoppe, at der bliver delt eller skrevet upassende ting. Det kan også være at nogen begynder at skrive hadefulde og lede kommentarer på eksempelvis instagram eller TikTok. Husk på at der findes love for, hvad man må sende og skrive til hinanden. Man må fx ikke true nogen - det er ulovligt, og det er okay at anmelde det til mediet (eller også politiet). Man må fx heller ikke videredele intime billeder uden at have fået lov af personen på billedet. Ellers er det ulovligt og strafbart. Så hvis nogen gør det i en gruppe på fx Discord kan man også anmelde det. 

Tal om det  💬

Selvom man måske har blokeret, anmeldt eller lukket ned for noget indhold eller en person, så det godt være svært at glemme det man har set. Derfor er det så vigtigt ikke at gå med ens oplevelser alene. Tal altid med en voksen om det. Dine forældre, en lærer, moster, vens mor - hvem som helst. Så længe du ikke går med oplevelsen alene. Selvom det lyder åndssvagt, så hjælper det altid lidt at tale om det, der fylder. Det er svært at sige, hvorfor det hjælper at sige tankerne højt, men det hjælper! Så vær aldrig bange eller flov over at fortælle en voksen om en ubehagelig oplevelse. 👐🏼

Har I andre tips til, hvad man kan gøre, hvis man oplever noget ubehageligt eller upassende i det digitale? Giv endelig dine gode råd videre i kommentarsporet.

Kh Netlivsbloggen 🤎

Kommentarer

Så glad for at I altid kommer med gode råd til os, tak :)

94

Tak Trine - vi er glade for at I læser med! :)

78

Jeg var ikke selv der, men nogle af mine venner var der. De snakker meget om det. De var lige gået ud af centeret da der blev skudt, men det var helt tilfældigt at de var gået ud. Den ene manglede strøm på sin mobil. Hun er vildt ramt af det fordi hun synes at det lige så godt kunne have været hende som var blevet skudt. Det er vildt hårdt for hende. Men vi taler om det sammen. Jeg tænker på alle dem som blev ramt. Det er hårdt og vildt at det er sket lige her hvor vi bor.

77

Tak for din kommentar og din fortælling om dine venners oplevelser. Godt de ikke kom noget til. Det kan føles fuldstændig uvirkeligt, at sådan noget kan ske i lille Danmark - hvor er det godt at I taler om det og passer på hinanden ❤️

76

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program