Forventer andre også, at du er tilgængelig på mobilen hele tiden?

blogindlæg

Forventer andre også, at du er tilgængelig på mobilen hele tiden?

Skrevet af
Netliv
Oprettet 5 år 3 måneder siden

Der foregår rigtig meget på vores telefoner. Snaps der skal tjekkes og sendes, messengerbeskeder der skal svares på, billeder på Instagram, der skal likes osv.. Man kan få rigtig meget tid til at gå på mobilen, men det kan være meget forskelligt, hvor meget af den tid, der er valgt "frivilligt" - altså hvor vi aktivt beslutter, at nu vil vi lige svare på de beskeder, vi har fået, eller hvor meget af tiden er "tvungen" - altså hvor vi er på, fordi der er nogen, der forventer, at vi er til at få fat på. 

Andres forventninger

Måske du også har prøvet at lade være med at åbne en messengerbesked, fordi det vil kræve, at man svarer med det samme, da det bliver markeret, at man har læst den, og hvis man ikke svarer med det samme, så skal man lige overveje, hvilket signal man så sender til den person, der har skrevet til en. Når vi i Cyberhus tager ud på skoler og snakker med elever, så er der rigtig mange, der fortæller, at de bliver presset af, at de føler, at de skal svare, så snart de får en besked, fordi det er god stil at gøre. Alle ved, at der er stor chance for, at man alligevel har sin mobil i nærheden, og hvis man går ind og læser en besked og ikke svarer, så er det faktisk en måde at ignorere personen på - siger mange elever i hvert fald. Men mange laver rigtig meget andet end kun at sidde med deres mobil, og hvis man får en besked, så skal man "afbryde" det, man er i gang med. Det kan bfx betyde, at man bliver fraværende over for dem, man  er sammen med, eller man bliver måske forstyrret midt i lektierne, og det gør det svært at koncentrere sig om det man skal lave. Det kan også være, at man har brug for at tænke over et svar, eller det kan også være, at man er sammen med ens forældre, der har bestemt, at der ikke må være nogle mobiler på det tidspunkt, så man faktisk ikke kan svare (i hvert fald ikke uden at skabe nogle sure forældre). Og det kan simpelthen også bare være, at man ikke lige gider at skrive med nogen lige på det tidspunkt.

Der kan være mange grunde til, at man ikke svarer på en besked med det samme, men uanset hvad så ved vi, at der er mange, der føler sig presset til at svare med det samme, og bruger rigtig meget energi på at tænke over, hvilket signal de sender, hvis de ikke svarer med det samme. Kort sagt så virker det til, at der er mange der oplever, at andre har forventninger til deres mobilforbrug og hvor tilgængelige de skal være. Og det kan presse rigtig mange til altid at have mobilen på sig, fordi de ikke vil sende de forkerte signaler til deres venner, og er derfor altid klar på at svare på de beskeder eller snaps, der kommer. 

Du bestemmer 

Problemet er bare, at det burde ikke være andre, der bestemmer, hvor tilgængelig man skal være. Det burde kun være en selv (og så måske lige ens forældre, hvis de har nogle regler for ens mobilforbrug), der bestemmer. For hvis man lader andre bestemme over ens handlinger, så kan man i længden godt få det skidt. Det er nemlig vigtigt at føle og opleve, at man selv bestemmer over ens handlinger. Samtidig kan det også få konsekvenser for det man laver. Det kan fx give rigtig dårlig samvittighed, hvis man føler, at man skal svare på beskeder, mens man sidder med andre. For det er med til at sende et uheldigt signal - nemlig at der er noget andet, der er vigtigere end den eller dem, man er sammen med. Og så kan man godt ende med en god portion dårlig samvittighed overfor de personer. Det kan også gå udover ens koncentrationsevne og evne til at fordybe sig i noget, fordi ens fokus altid er et andet sted, nemlig på mobilen. Det er utrolig vigtigt at give sig selv ro og tid til at gøre lige det, man vil, og til at lade batterierne op. Om det er at se en film uden at blive forstyrret, eller læse en god bog, eller prøve en masse af sit tøj, så er det vigtigt at man har plads og ro til sig selv, og kun sig selv. Det kan altså have en del konsekvenser for en at lade sig blive presset til altid at være tilgængelig på moblen.

Det ironiske i den her problemstilling er, at når så mange er presset af andres forventninger om, at de skal være online eller på mobilen, findes de forventninger så? Eller er det nogle, vi alle sammen selv skaber af frygt for, hvad andre tænker, og så gør vi det, vi tror, at andre gerne vil have, at vi skal gøre? Det er nok svært at finde ud af. Men det vigtigste er, at hvis du føler dig presset af andres forventninger, at du ved, at du selv bestemmer. Andre skal ikke bestemme, hvornår du svarer eller hvornår du er online til at tjekke billeder og videoer. 

Hvad kan man gøre, hvis man er presset af andres forventninger? 

Det kan ske, at man bliver så påvirket af hvor tilgængelig man føler, at man skal være, fordi man måske har nogle venner, der har sagt, at de forventer et hurtigt svar, at man har svært ved ikke altid at være tilgængelig. Eller måske er man bange for at gå glip af noget, eller virkende afvisende. Her er det vigtigt at lytte til sig selv og sige fra over dem, der føler, at de kan bestemme over, hvad man skal gøre. Og det er selvfølgelig lettere sagt end gjort. Men prøv alligevel at sig til dem, der forventer et hurtigt svar, at det kan de altså ikke altid regne med, og det betyder ikke, at du er ligeglad med dem, men bare at du laver noget andet. Så simpelt er det. Hvis det er for svært at sige, så kan du altid give skylden på dine forældre og stikke dem en hvid løgn om, at dine forældre nu har lavet meget strenge mobilregler, så nu vil du altså ikke altid kunne garantere, at du svarer med det samme. Så undgår man lidt diskussionen med ens venner, hvis de ikke forstår, hvorfor man ikke vil svare med det samme (for dem findes der, desværre). Du kan også prøve at tale med dine forældre om, hvordan du kan sige fra, hvis du oplever, at det er et stort problem, og at det faktisk går udover hvordan du har det. 

Hvis du er i tvivl om, hvordan dine venner egentlig har det med svartid, så prøv at snak med dem om det. Det kunne måske være meget sjovt at høre, hvad deres holdning er. Måske er I alle helt enige?

Hvis det måske ikke handler om dine venner, men at du fx bliver presset af alle notifikationerne på din mobil, kan du måske prøve at slå nogle af dem fra i en periode for at se, om det gør en forskel. Fx så beskederne ikke dukker op på forsiden af din mobil, eller at du skal gå ind i appen for at se, om der er noget nyt. 

Så alt i alt.. Husk at lytte til dig selv og hvad dit eget behov er. Og sig fra! 

Har du nogle råd til hvad man ellers kan gøre for at undgå at føle sig presset til at altid at være tilgængelig på mobilen? Eller har du selv oplevet, at nogen eller måske dig selv har forventninger til, hvor hurtigt man skal svare? Så kommenter endelig i kommentarsporet. 

Masser af cyberkram fra Netlivsbloggen 

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program