Sammenbruddet
blogindlæg
Sammenbruddet
16. Ødelagt
Da jeg fyldte 19 år, var jeg for alvor på randen til et sammenbrud. Min fars og Charlottes forbrug blev værre og værre. Det var kommet til det punkt, at uanset hvilket tidspunkt på dagen jeg tog derud, så var de fulde. Mine søskende ringede mere og mere, hvor jeg måtte hente dem, fordi de var så fulde og skændtes voldsomt. Jeg kunne se hvordan mine søskende blev påvirket af det og det tog hårdt på mig at trøste dem om aften og så var nød til at kører dem hjem igen næste morgen.
Samtidig med det, var det også begyndt at gå dårligt på arbejde. Min chef havde fået en anden butik, så souschefen og jeg, stod tilbage med ansvaret alene indtil der kom en ny chef. Det var meget hårdt og vi var begge udkørte. Men 3 måneder efter, kom der så en ny chef. Min souschef og jeg, var lettet og tænkte at nu blev det hele meget bedre. Det var dog ikke tilfældet. Min nye chef, kunne meget godt lide at have fri og lave så lidt som muligt. Min souschef og min nye chef fungerede slet ikke sammen. Så få uger efter, sagde min souschef op. Så endnu en gang, måtte jeg træde ind og hjælpe med ansvaret. Men denne gang var det endnu hårdere, for jeg stod stort set med ansvaret helt selv. Min chef var god til at manipulerer med mig, fortælle mig hvor dygtig jeg var og hvor godt jeg gjorde det. Jeg faldt i hver gang og før jeg så mig om, arbejdede jeg mere og mere. Nogle gange kunne jeg arbejde to uger i træk, uden nogen fridage. Til sidst tænkte jeg at jo ligeså godt kunne søge stillingen som souschef, eftersom jeg i forvejen lavede at det en souschef gør. Så jeg sendte en ansøgning ind og dagen efter kom min chef og sagde at jeg var super dygtig, men jeg egnede mig ikke som souschef. Det var et nederlag for mig.
En måned efter, blev der ansat en ny souschef og lige pludselig mistede jeg mine timer i butikken. Jeg blev sat ned til 4 timer i ugen, hvor jeg førhen havde 40 timer. Det tog virkelig hårdt på mig, at stå i sådan en økonomisk situation, oven i alt det andet. Jeg var nu nødsaget til at tage alt det arbejde jeg kunne få fra andre butikker, så jeg kunne betale mine regninger. Jeg var skiftevis i Ringkøbing, Søndervig, Hammerum og i tre andre butikker i Herning. Jeg kunne mærke jeg var ved at blive stresset og at jeg fik det værre. Men igen ignorerede jeg det, og slog det hen med at det var en del af at være voksen. Da min chef så fandt ud af at jeg nu var ved at søge andet arbejde, blev jeg sat op i timer igen. Problemet var bare at jeg nu havde så mange timer, at jeg igen ikke lavede andet end at arbejde. Jeg truer bare ikke at brokke mig, da jeg var bange for at gå ned i tid. Jeg begyndte nu, at få det rigtig slemt.
Jeg kunne ikke længere sove om natten og min appetit forsvandt. Jeg orkede ikke at være sammen med andre mennesker mere. Min familie har senere hen fortalt mig, at jeg havde et fuldstændigt dødt udtryk i ansigtet. Når vi var til familie sammenkomster, orkede jeg ikke at snakke med nogen eller deltage i samtalerne. Bare det at møde op, var hårdt for mig. Jeg fik små sammenbrud, hvor jeg kunne græde fuldstændig umotiveret i flere timer, hvor min kusine blev nød til at komme og få mig til at falde ned igen. Min kæreste blev også mere frustreret over at se mig have det så skidt, han følte sig magtesløs over at se mig sådan. Jeg kunne ikke holde ud at være i mig selv, jeg var så ked af det konstant. Jeg kunne ikke overskue hvis der skete noget uventet, jeg kunne gå fuldstændig ned over det. Jeg var vred, ked af det og tom, på en gang. Jeg havde så mange følelser inden i mig, at jeg ikke kunne finde rundt i dem mere. Jeg havde bare lyst til at sove hele tiden og ikke skulle tage stilling til noget.
Min mor og jeg, tog til sidst til lægen. De henviste mig til en psykolog, som jeg startede til kort tid efter. Det hjalp mig langt fra, jeg fik kun ribbet op i endnu flere ting, som jeg nu også gik og sloges med. Så jeg stoppede til psykolog nogle måneder efter. Igen gik jeg nu selv med tingene, jeg vidste ikke længere hvor jeg skulle søge hjælp, når selv en professionel ikke kunne hjælpe mig. Jeg begyndte at tænke, at jeg nok skulle have det sådan her resten af mit liv. Det var en tanke jeg på ingen måde kunne holde ud.
Lykke 18 år
Dagbog 2014
Kære dagbog.
Jeg har ikke skrevet i lang tid, men har haft nok at se til. Der er sket så meget på det sidste. Min lillebror er blevet politi anmeldt, for at sælge ulovligt fyrværkeri, altså MIN LILLE BROR!!!! Jeg troede jeg havde gjort et bedre arbejde med at opdrage ham. Åbenbart ikke.. Jeg føler mig magtesløs, såret og føler det er min skyld! Jeg har ikke været der nok for dem!! Jeg elsker mine søskende, som var de mine egne børn. Så jeg har det ikke skide godt fortiden!! Min far er begyndt at drikke mere og deres hus er på tvangsaktion. Det væreste er jeg ikke har ondt af ham! Hvis han havde valgt mor og jeg den gang, ville hans liv være anderledes. Men ham valgte Charlotte! Tror ikke engang at han rigtig elsker mig, jeg har i hverfald aldrig hørt ham sige det og han har jo heller aldrig været der for mig!! Hver gang jeg har prøvet at åbne mig overfor ham, har han bare lukket af.. Jeg har hele mit liv prøvet at gøre ham stolt, men jeg har nu indset at det ikke er muligt! Og når jeg kigger på min far nu, ser jeg kun hvor ynkelig han er! Han har haft et barn der ønskede at dø! Og han lukkede bare øjnene, han lod som ingenting.. Han elsker mig ikke som hans datter og han har aldrig gjort det!! Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden min mor! Den dag jeg mister mig mor, mister jeg mine forældre! For hun er den eneste jeg har! Jeg er bare så ked af det fortiden! Det gør så ondt inden i! Jeg er ødelagt og det har min såkaldte far været med til!! Alle de tåre han har været skyld i, alle de gange jeg har ventet på ham og givet ham chancer. Han er og bliver aldrig en far for mig!!
Jeg vidste ikke længere hvem jeg var, eller hvem jeg skulle være. Alle tingene faldt bare ned over mig og jeg kunne ikke længere skelne imellem dem i mit hovede. De blev alle sammen uoverskuelige. Jeg begyndte at få selvmords tanker og fik et had til min far, som jeg aldrig havde haft før. Det skræmte mig, at jeg havde denne form for vrede i mig. Jeg kunne ikke længere holde på mine venskaber, for jeg lod min vrede gå ud over alle andre end min far. Så jeg endte med at blive ret ensom. Jeg ved ikke engang hvordan jeg præcis skal beskrive, det helvede jeg var i, for det var så voldsomt på så mange måder. Jeg smilte ikke mere, jeg grinte ikke mere og jeg lukkede mig nærmest inde i min egen lille verden.
Lykke 19 år
Dagbog 2015
Jeg forstår ikke hvorfor min far fik mig! Alle de gange jeg har grædt mig selv i søvn, fordi han aflyste endnu en gang! Han har været med til at ødelægge mig!! Jeg har overlevet alle de ting han har udsat mig for, men at han ødelægger mine søskende, er mere end hvad jeg kan klare!! JEG VED IKKE HVAD JEG SKAL GØRE MERE?!?!?!
Kommentarer
Hej.
Jeg gik i gang med at læse din blok, i dag, og må sige; jeg synes du skriver så flot og dybt. Jeg kan på én måde rigtig godt lide at læse din blok, men alligevel så skær det i mit hjerte at høre din historie. Det tydeligt at du har haft alt for meget at kæmpe med, fra en alt for ung alder, og slet ikke skulle have haft behøvet at tage de ansvar du har taget. Jeg glæder mig til at læse flere af dine ting.
Jeg står selv lidt i nogle af de situationer du har stået i og står i(bare slet ikke lige så slemt, mit er et lille sandkorn for dig)
Ved ikke om du har lyst/overskud til at læse min kommentar, men har fået lyst at skrive lidt om mit liv, nu hvor du har delt din historie...
Min mor og far var gået fra hinanden da jeg blev født. Jeg har siden jeg var 3 år, grædt og bedt min mor om ikke at komme ud til ham. Han har en aggressiv adfærd som skræmte mig, og han virker også ligeglad med hvad jeg siger. Min mor har været i 2 dårlige forhold, hvor hun forsøgte selvmord, og der var også RUGTIG meget alkohol indblandet i de forhold.
Vi blev smidt ud, der hvor vi boede,pga min mor ikke kunne betale regningerne. Hun har ikke haft et job siden jeg var 5 (er 16 nu) pga hun fik stress og derefter røg ned med depression.
Jeg er selv blevet mobbet fysisk og psykisk i 6 år, forsøgte selvmord første gang i 2 klasse og derefter to gange mere. Jeg har ADHD (ligesom dig selv)i en voldsom grad og har altid for det højeste dosis jeg måtte(en gang lidt over faktisk) uden at det altid hjalp. Jeg har så også fundet ud af at jeg har autisme, OCD, depression og angst. Jeg er ved at få et hash misbrug og har ikke den mindste snert af livsglæde tilbage.
Og så vil jeg spørge dig til råds om noget(du behøver ikke svare hvis du ikke har lyst,overskud eller tid til det). Du får lige lidt baggrundsviden, så du måske kan forholde dig bedre til det hele; jeg har en kæreste, (23 år) som har haft kokain misbrug, røget hash siden han var 11, og kommer fra et miljø ingen børn skulle komme fra. Hans forældre er medlem af en rockerbande(HA) og han er vokset om med at de sad og var skæve.. hans far er i fængsel nu, og hans mor har han ikke set i 10 år. Han har været ude i meget kriminalitet og havde allerede en dom da jeg mødte ham (det viste jeg godt) Han har også selv været med i nogle bander, som han skylder 10.000 kr.
Lige nu føler jeg mig ekstremt splittet,han er lige røget i fængsel, har intet fået afvide af ham, og heller ikke af hans venner, kun at han var røget ind. Jeg kan skrive et brev til ham, og det har jeg tænkt mig,jeg ved bare ikke om jeg skal skrive; at jeg ikke kan sidde standby indtil han kommer ud (ved ikke hvor langt tid der går) Men at han selføgelig kan kontakte mig,når han er ude.. Eller om jeg skal skrive at jeg elsker ham, men med det liv han laver og de ting han har gjort, så kan jeg det ikke?
Har du måske et råd, til om jeg skal skrive enten det første eller det andet, eller noget helt tredje?
Mange hilsner og fra en stadig anonym pige.
PS. håber at du kommer til at få et super liv fremover, det har du så meget fortjent, du et virkelig godt menneske,lyder det nemlig som, med den omsorg du har får dine søskende:)
Kære anonym. Tusind tak for din besked. Jeg beklager at jeg først skriver nu, men håber du ser min kommentar.
Først og fremmest vil jeg sige tak for de rosende ord, det varmer mig at min historie kan hjælpe. Din historie berør mig meget! Jeg kan hører at du slåsser med mange ting og at du har oplevet ubehagelige ting. Du skal vide, at jeg synes det er flot og modigt af dig at fortælle din historie til mig! Det første skridt til at få det bedre, er at bryde tavsheden, så vær stolt at dig selv!
Med hensyn til dit spørgsmål, omkring din kæreste, virker det på mig som om at du bliver nød til at tænke på dig selv, fordi det er vigtigt at huske at vi ikke kan hjælpe andre, før vi har hjulpet os selv. Hvis jeg var dig, ville jeg skrive til din kæreste, at du har brug en pause, til at pleje dig selv. Det er selvfølgelig op til dig, at finde ud af hvad der føles rigtig. Jeg kan kun sige, at det der hjalp mig, var den dag at jeg stoppede kontakten til min far. Det gik op for mig, at min far ikke var god for mig, og at jeg ikke kunne redde en, der ikke vil reddes. Det er noget af det hårdeste jeg har gjort, men det var nødvendigt, for det er vigtigt at forstå, at vi ikke kan stå til ansvar for andres valg. Problemet med misbrugere er, at de er så afhængige, at det vigtigste for dem altid vil være alkohol, stoffer eller hvad de nu er afhængige af og sådan vil det være, medmindre de vælger at stoppe.
Det bekymre mig, at de er ved at få et hash misbrug. Det er en ond cirkel og vi som er børn af misbrugere, er i højere risiko for selv at udvikle et misbrug. Kig i spejlet og fortæl dig selv, at du fortjener hjælp! Det der hjalp mig, var at jeg tog kontakt til misbrugscenteret og fik den rette vejledning! De er super dygtige derinde og er uddannet indenfor faget. - jeg håber mine ord har hjulpet dig. Du er altid velkommen til at skrive til mig, jeg svare ligeså snart jeg ser det! Jeg ønsker dig alt det bedste!
- de varmeste hilsner Lykke.
Hej Lykke. Jeg er meget glad for dit svar, og at du havde lyst til at læse min kommentar til ende, og komme med et svar.
Jeg har valgt at give mig selv, tid til at, blive mig igen. Så jeg lyttede til dit svar, og sagde til min kæreste at jeg blev nødt til at holde en pause for alt det der skete i hans liv, men at når han var ude igen og har styr på sit liv, at han kunne kontakte mig. Han var ked af at høre jeg havde det dårligt, og sagde at det kunne han godt forstå.
Jeg ved at det er dumt med hashen, men lige nu, er det den eneste løsning jeg kan finde. Men har også aftalt med min veninde, hvis jeg kan mærke hashen begynder at overtage, siger jeg til hende, og så hjælper hun mig.
Hilsen den samme anonym.
Tak for dit svar, dine råd har jeg taget til mig
Tilføj kommentar