17. Sæt mig fri

Mine tanker blev mørkere og mørkere. Jeg hadede mit liv og jeg kunne ikke længere se noget godt. Jo mere min fars alkoholdforbrug steg, jo mere deprimeret blev jeg. Jeg var fyldt med skyldfølelse og skam, over at mine søskende skulle leve i det helvede. Jeg kunne kun forstille mig, hvordan de havde det, når jeg som kun kom i weekenden, ikke kunne magte det længere. 

Lykke 19 år.
Dagbog 2015

Jeg kan på ingen måde kende mig selv mere. Min far har formået at knække mig helt.. Han har knækket mig total og nu har fået nok! Jeg har ikke brug for ham mere! Aldrig mere!! Jeg hader ham for ikke at være der for mine søskende! Jeg hader at han er min far og at han styre mit liv!! Han elsker mig ikke og har aldrig gjort det!! Jeg vil ikke have noget med ham at gøre mere! Det er slut!! Han såre mig gang på gang, viser mig kun hvor ligeglad han er med mig!! Jeg vil og kan ikke være den voksne i det her mere!! Nogen gange, som nu, tænker jeg at det ville være bedre hvis jeg ikke var her mere.. Jeg ved at min kæreste, min kusine og min mor elsker og kæmper for mig.. Det er det eneste der holder mig tilbage... Jeg føler mig så alene, så sårbar.. Jeg vil allerhelst bare forsvinde helt! Jeg hader mig selv, gid jeg var væk.. 

Det var selvfølgelig ikke slut. For det første, følte jeg stadig stor ansvar for mine søskende og for det andet, elskede jeg jo stadig min far. Det var så forvirrende, fordi jeg hadede at jeg elskede ham! Jeg kunne ikke forstår hvordan jeg kunne hade og elske ham på samme tid. 

Lykke 19 år.
Dagbog 2015

Jeg ville ønske min kæreste og jeg bare kunne hente mine søskende og at de kunne bo her hos os!! Jeg hader at jeg ikke kan beskytte dem! Jeg hader mig selv! Jeg er grim, fed og ækel!! Ville ønske jeg var en anden!! Jeg har virkelig fejlet som menneske! Jeg skulle have fuldt mere med i skolen, jeg skulle have taget alt mere seriøst! Hvis jeg havde gjort det, havde jeg kunne forsørge mine søskende og de ville have haft et bedre liv. Men det gjorde jeg ikke.. Jeg ville ønske at min far var den jeg ønsker! Ville ønske han elskede mig! Men det kommer han aldrig til.. Jeg er bare en klods om benet på ham.. Alt er bare lort lige nu! Jeg kan virkelig ikke se noget lyspunkt mere.. 

Jeg kunne bare ikke mere. Jeg var så træt. Så jeg tog en beslutning, jeg ville sætte en stopper for den smerte jeg følte. Jeg begyndte at planlægge mit selvmord og det var som om, at det lettede mig. Jeg kunne langt om længe, se en afslutning på min smerte. Så i en måned lagde jeg én ADD pille til side hver dag. Jeg havde besluttet at jeg ville gøre det, efter jeg havde været med min familie på pinse tur. På den måde kunne jeg have en sidste weekend med hele min familie. Ugen efter hældte jeg mine ADD piller ud i min hånd og begyndte en efter en at sluge hver pille. 

Men det kom heldigvis ikke til at gå som jeg havde håbet, for jeg faldt ned af stolen i køkkenet og min kæreste kom ud og så hvad jeg havde gang i. Jeg tikkede og bad ham om at lade mig ligge, jeg blev ved med at sige til ham at jeg ikke kunne mere. Jeg ville bare have fred og ro. Han lyttede ikke til mig, løftede mig bare op i hans arme og løb ud til bilen med mig, han kørte over for rødt ved hvert lyskryds på vej hen til sygehuset. Jeg husker ikke så meget efter det. 

Det næste jeg husker er at vågne op på sygehuset, hvor min kæreste ligger ved siden af. Til at starte med var jeg forvirret, men der jeg kom til mig selv, huskede jeg det hele klart. Jeg kiggede på klokken, den var 04:00. Jeg kiggede op i loftet og begyndte at tælle firkanterne i loftet, jeg ved ikke hvorfor, men jeg gjorde det i flere timer. Talte og talte. Der klokken blev 09:00 vågnede min kæreste. Han kiggede på mig og så at, jeg udtryksløst kiggede op i loftet. Han sagde forsigtigt godmorgen til mig, og jeg svarede ham: ''Du skulle have ladet mig ligge''. Helt koldt og køligt. Og da, rejste han sig, og gik ud af værelset. 

Vi har tit snakket om episoden efterfølgende. Han har fortalt mig, at han gik ud af lokalet og græd, fordi han for første gang kunne se i mine øjne, at jeg havde givet op. Han sagde at det var det værste udtryk, han havde set i hans liv og at han ville gøre alt for aldrig at skulle se det igen. Jeg kommer aldrig til at tilgive mig selv for, hvad jeg udsatte min kæreste og min familie for, den dag jeg forsøgte at tage mit eget liv. Jeg var bare så langt ude, at jeg ikke et eneste øjeblik, tænkte på hvor skrækkeligt det var for dem. Jeg ville bare have ro. 

Min kæreste begyndte at fortælle om de ting jeg ikke kunne huske. Han fortalte mig om hvordan jeg var blevet ved med at sige ''I skulle have ladet mig ligge, i skulle have ladet mig ligge, jeg kan ikke mere!!'', alt imens lægerne løb rundt om mig. Min mor og min kusine, var kommet ind på sygehuset til mig og jeg var blevet ved med at græde hysterisk. Da lægerne havde givet mig kul, for at få pillerne op igen, var der en sygeplejesk der havde spurgt mig: '' Hvordan kan det være en pige som dig, der har hele livet foran sig, ikke har lyst til at leve?'', og min kæreste fortalte, at jeg for første gang, fortalte alt hvad der var sket. Jeg havde fortalt og fortalt, og det var som om jeg ikke kunne stoppe igen, indtil jeg til sidst faldt i søvn. 

I løbet af dagen, kom min familie og besøgte mig inde på sygehuset. Min mor havde også ringet til min far og fortalt situationen. Alle græd og sagde at det måtte jeg aldrig gøre igen. Jeg ønskede mere og mere, at min kæreste ikke havde fundet mig aften før, for nu blev jeg ramt af en voldsom skyldfølelse overfor mine nærmeste. Jeg ville allerhelst at de alle bare lod mig være, for jeg kunne ikke overskue deres gråd og tårer. 

En mand kom ind og fik dem alle til at gå og jeg var lettet i et kort øjeblik, end til det gik op for mig, at vi skulle snakke om hvad der skulle ske med mig nu. Igen blev jeg ufattelig træt og irriteret over at nu hvor jeg ikke ønskede at leve mere, stod de i kø for at hjælpe mig. Jeg var bitter over at der skulle SÅ meget til for de tog mig seriøst. Jeg følte at hjælpen var kommet for sent, for jeg orkede ikke at kæmpe mere, som jeg gjorde før. Det hele så håbløst ud. Manden foreslog at jeg skulle indlægges på psykiatrisk afdeling og jeg var meget imod det til at starte med, fordi jeg havde været indlagt før i tiden og det havde jo tydeligvis ikke hjulpet. Min kæreste spurgte om vi kunne få lidt til alene til at snakke om det og manden gik ud. Min kæreste kiggede på mig med tåre i øjnene og sagde: ''Skat, vil du ikke nok lade dig indlægge i noget tid? For jeg kan ikke klare det selv mere. Du har brug for noget professionel hjælp''. Hans ansigt udtrykte en magtesløshed, jeg aldrig havde set for og det fik mig til at gå med til en indlæggelse. 

Min veninde Liv og min kæreste kørte hjem efter mine ting og manden førte mig over til det værelse de havde gjort klart til mig. Det var et lille værelse, med badeværelse til. Der var en seng, et bord og to stole. Jeg satte mig på sengen og tænkte, at indrette sådan et deprimerende værelse til folk der havde det psykisk dårligt, var da for åndsvag. Mine tanker blev afbrudt af Liv og min kæreste, der kom ind med mine ting. En dame, skulle så gennemrode tingene for at tjekke om der var noget jeg kunne skade mig selv med. Jeg sad bare og kiggede ud af vinduet, på den endnu mere deprimerende parkeringsplads, som nu skulle være min nye udsigt i den næste uge. Jeg følte mig endnu en gang træt og ensom med min smerte.