26. Da helvede brød løs

Jeg havde fortalt min mor om hvordan juleaften var gået. Min mor var rasende på dem, men jeg havde aldrig forstillet mig at hun ville gøre det, som hun gjorde. Hun ringede til mig dagen efter, jeg havde fortalt hvad der var sket. Hun fortalte mig at hun havde ringet til far og Charlotte i går og havde givet dem et møgfald. Jeg blev først rigtig vred på min mor, for jeg stolede på hende og til at starte med, tog jeg opkaldet som et tillidsbrud. Jeg begyndte at ryste over det hele og fik et angst anfald. Jeg kunne igen ikke trække vejret og gråden hobede sig op i min hals. Jeg var panisk angst over at min far nu havde fundet ud af, at jeg havde brudt hans regel om, ikke at sige noget til nogen, om det der skete derude. Min kæreste kom hen og fik mig til at falde til ro igen. Jeg kunne på ingen måde overskue det. Jeg vidste at jeg aldrig ville komme til at se min far igen.

Ugerne gik og min far og jeg, havde ikke snakket sammen siden juleaften. Jeg havde så småt accepteret det og var blevet gode venner med min mor igen. Jeg vidste jo godt, at hun kun gjorde det, fordi hun ville passe på mig og mine søskende. Hvis jeg skal være helt ærlig, gjorde hun mig jo egentlig kun en tjeneste, for jeg havde nok aldrig selv kunne stoppe kontakten.

En onsdag aften, hvor jeg var hjemme og spise ved min mor, modtog jeg en besked fra min lillesøster, over Facebook. Beskeden bestod kun af en smiley, der græd. Jeg spurgte hvad der var galt, og hun svarede at det måtte hun ikke sige. Jeg forsøgte så at ringe til min lillebror, men nummeret virkede ikke. Jeg prøvede derefter at ringe til min lillesøster, men det nummer virkede heller ikke. Jeg blev bekymret og skrev til min lillebror hvad der var galt. Han svarede det samme som min lillesøster, at det måtte de ikke sige. Efter lang tids skriven frem og tilbage, tror jeg det gik op for min lillebror, at jeg ikke stoppede før jeg fik svar. Så til sidst skrev han, at Celine bare savnede far. Det svar godtog jeg, eftersom jeg ikke havde grund til andet. Jeg synes dog, stadig det var lidt underligt det hele.

Søndagen efter, ringede min fars ven til mig. Jeg tog den ikke, for jeg havde endelig fået lidt ro på og orkede ikke mere. Men jeg gik rastløs hele dagen og besluttede mig til sidst for at skrive til ham, hvad han ville. Han svarede tilbage, at han ikke havde kunne få fat på min far, men at det havde han nu. Jeg skrev at det bare var i orden. Han begyndte så at spørge ind til om jeg vidste hvordan det gik derude, jeg forklarede ham, at jeg ikke havde snakket med dem siden jul. Jeg kunne mærke der var noget han gerne ville fortælle mig. Det gjorde han så også til sidst. Han fortalte mig at min far, Charlotte og mine søskende var blevet smidt ud af huset. At foden og politiet var kommet, eftersom deres hus var på tvang for 4 gang. Han fortalte mig også at far var gået fra Charlotte pga. det. Jeg var rystet. Jeg skrev tilbage til ham, at jeg var glad for han sagde det til mig, så jeg ikke skulle hører det ude i byen.

Jeg skrev med det samme til mine søskende, for at finde ud af hvor de var. Det var længe siden jeg sidst havde haft et angstanfald, men nu kunne jeg mærke det komme igen. Mine søskende skrev tilbage, at de havde fået af vide, at de ikke måtte fortælle mig hvor de var. Jeg kom i tanke om, at det sikkert var pga. den indberetning mine kusiner havde lavet. Jeg blev desperat, jeg havde brug for at vide hvor de var. Så jeg ringede til min far, men hans nummer virkede heller ikke. Jeg sov stort set ikke den nat, jeg græd bare.

Næste morgen, tog jeg i skole. Jeg gik som en zombie hele dagen, min krop føltes så tung. Der jeg kom hjem satte jeg mig i min sofa og begyndte at finde ud hvad jeg dog skulle gøre. Jeg besluttede at få fars nummer, så jeg begyndte at skrive rundt, til alle jeg kunne forestille mig havde det. Det tog mig hele dagen, men til sidst fik jeg fat i det. Hele den uge, ringede jeg til min far og skrev til ham. Jeg var bekymret, både for ham og mine søskende. Han tog den ikke. Jeg var frustreret og magtes løs, jeg havde ikke længere kontrol over tingene. Jeg kunne ikke holde det ud og mit humør og min psyke blev endnu en gang dyster.

Min sidste samtale med min far

Det var først om søndagen, at jeg fik kontakt til min far. I starten var jeg lettet og taknemlig for at hører hans stemme. Men det ændrede sig hurtigt da samtalen begyndte. Min fars sidste ord til mig var: ’’ Jeg kan simpelhent ikke magte at have dig i mit liv lige nu. Jeg er så skuffet over dig. Hvordan kunne du gøre det imod mig? ’’. Først var jeg såret, så blev jeg vred og til sidst blev jeg afklaret. Det gik op for mig, at min far altid ville være egoistisk.

Det var den samtale, der fik mig til at indse, at jeg blev nød til at komme videre. Jeg blev nød til at tage mit liv tilbage og gøre det til mit eget igen. Det var hårdt, at bryde et mønster, jeg havde fulgt hele mit liv. Men det var nødvendigt at gøre. Det første jeg gjorde, var at blokerer og slette min fars og Birgits nummer. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tror jeg havde brug for at kunne slette dem ud af mit liv, hvilket man ikke kan, men jeg kunne i hvert fald slette dem, fra min mobil.  Det næste jeg gjorde, var at fjerne alle de billeder jeg havde i min lejlighed, af min far og Charlotte. Nogle vil måske mene, at jeg prøvede at fjerne problemet, men det var ikke det jeg prøvede på. Jeg vidste bare, at hvis jeg skulle komme videre, skulle jeg ikke blive mindet om min far hver eneste dag. Det sidste jeg gjorde, var at skrive et afskedsbrev til min far. Jeg har aldrig sendt det til ham, men jeg havde brug for at få ordnerne ned på et stykke papir.

Kære far. 
Jeg ved du er vred på mig og sjovt nok, kan jeg godt forstå dig. Det er aldrig rart, når nogle fortæller sandheden om ens fejl. Som du kan se, har jeg sendt et billede med. Det er mit yndlingsbillede af os to, men det er også en løgn. For ser du, jeg kan nemlig ikke engang huske det episode. Jeg vil ønske jeg kunne og jeg har nok holdt ved håbet om, at du kunne blive den far igen.

Jeg ved nu, at det kan du ikke. Jeg accepter det, men jeg tilgiver dig aldrig for det. Jeg havde brug for dig, jeg havde brug for at du var min far. Du har udsat mig for så meget smerte, været skyld i så mange tårer.

Jeg giver slip på dig nu far og de billetter du gav mig til Linda P, har jeg også sendt med, da jeg ikke længere har lyst til at tage af sted med dig. Jeg bliver nød til at passe på mig selv nu, så derfor slipper du også langt om længe for mig. Jeg kan ikke holde til det her mere. Jeg ønsker dig alt det bedste og jeg håber du vil være en mere stabil og bedre far for mine søskende. Så du ikke også mister dem en dag. 
Fra Lykke.