25. Juleaften

Julen nærmede sig og jeg havde fået det bedre. Der var stadig lang vej endnu og jeg skulle først starte på antidepressiv til marts. Jeg var glad for mine samtaler med Heidi, de hjalp mig med at håndterer mine følelser. Jeg havde især brug for det nu, da jeg havde lovet mine søskende at holde juleaften ude ved min far. Ingen i min familie, syntes det var en god idé, men jeg blev nød til det. Jeg vidste at det kunne forsage et tilbagefald for mig, men jeg kunne ikke bare lade mine søskende i stikken. Jeg var meget nervøs, for jeg vidste hvor skråbelig jeg var.

Juledag, kørte min kæreste og jeg ud til min kusine og hendes mand, med en julekurv, som tak for deres store hjælp. Min kusine tilbød mig, at jeg bare kunne ringe hvis det blev for meget og så ville hun komme og hente mig. Jeg sagde tak for tilbuddet, men jeg var opsat på at give mine søskende en god jul. Derefter hentede min kæreste og jeg min mor, som skulle holde jul ved min onkel. Vi havde lovet, at kører hende derned. I bilen snakkede min mor og jeg, om at jeg ikke måtte sætte mine forventninger for høje. Jeg forklarede endnu en gang, at jeg ingen forventninger havde, men blot ville sørge for mine søskende fik en god jul.

Da vi ankom ved min onkel i Vejle, gik min kæreste og jeg med ind, for at sige god jul. Ca. en halv time efter, ringer min mobil. Jeg kan se at det er min far der ringer, så jeg gik uden for og tog den. Han snøvlede ind i mobilen og spurgte om jeg ikke snart kom. Jeg forklare ham, at jeg var ude ved min onkel for at sige god jul. Han beder mig om at få fingeren ud og ligger så på. Jeg kigger på mobilen og tænker for mig selv, at han er fuld. Jeg går ind til min kæreste og siger at vi bliver nød til at kører derud nu. Jeg fortæller ikke om opkaldet, for der var ingen grund til at gøre mor bekymret.

Da jeg ankommer ude ved min far, kan jeg se at hverken min far eller Charlotte har været i bad. Jeg kommer med en kæk kommentar om, at det var da godt de fik mig til at skynde mig sådan, når de ikke en gang selv var klar. Til min overraskelse, kommer min lillebror ned. Han sætter sig ved bordet og vi snakker. Jeg fortæller ham, hvor meget jeg har savnet ham og han kigger på mig med et blik, jeg aldrig havde set før og siger: ’Jeg har virkelig også savnet dig, Lykke!’. Hans blik viste at, han virkelig mente det.

Jeg lagde hurtig mærke til den fjendtlige stemning mellem min far og lillebror. Min lillebror var vred over, at de allerede var fulde. Jeg kunne godt forstå ham, men prøvede at glatte ud, så vi fik en god aften. Midt i pakkelegen, kommer min far og lillebror op at toppes. Min lillebror kommer med spydige kommentar om at min far og Charlotte allerede er fulde. Min far beder ham om at skride hvis han ikke kan klare mosten, jeg beder min far om at slappe af og min lillebror løber uden for. Jeg kiggede strengt på min far og spurgte ham om det nu os var nødvendigt. Han svarede med det mest barnlige udtryk: ’Det da ikke kun mig!’. Jeg rejste mig og gik ud til min lillebror.

Det var mørkt uden for, så jeg kunne ikke se ham nogle steder. Jeg satte mig på havestolen og tændte en smøg. Et minut efter, kom min lillebror frem fra mørket. Jeg kunne se han var frustreret. Han satte sig over for mig og jeg spurgte ham om han var okay. Tårende begyndte at trille ned af hans kinder, det var meget længe siden, jeg havde set sådan en følsom side af ham. Jeg satte mig over til ham og holdte om ham. Han knugede sig ind til mig, imens han hulkede helt nede fra maven. Jeg kunne mærke at det var noget han havde haft brug for længe. Vi sad sådan i noget tid og da hans gråd fortog sig, begyndte han at fortælle. Han fortalte om, hvordan de var fulde hver eneste dag og at de skændtes konstant. Han beskrev hvor ubehagelig de var at være sammen med og at de aldrig lavede noget sammen mere. Jeg lyttede, imens han kom ud med alt det, han havde gået og gemt på i så lang tid. Da han var færdig med at fortælle, sagde jeg til ham, at mine kusiner havde lavet en indberetning på far og Charlotte, jeg holdte om ham igen og fortalte ham, at jeg ikke gav op på at de fik noget hjælp. Min lillebror græd endnu en gang. Jeg var nu ikke længere i tvivl om at indberetningen, var det rigtige at gøre.

Min lillebror gik ind for at tørrer øjnene og jeg gik tilbage til ’’festlighederne’’. Maden var nu serveret, hvilket jeg var imponeret over at Birgit havde været i stand til, med den tilstand hun var i. Jeg satte mig til bords og da min lillebror vente tilbage fra toilet, begyndte vi at spise. Min lillebror og jeg, sagde ikke meget under måltidet. Samtalerne var snøvlet og ubetydelige og det ønskede vi ikke at deltage i. Efter maden, skulle vi så danse om juletræ. Min far var ved at vælte op til flere gange og min lillebror kommenterede på det. Jeg kiggede på min lillebror og hviskede til ham, at han blev nød til at ignorerer det, for det ville ikke hjælpe noget alligevel.

Da vi var færdige med at danse om juletræ, satte vi os til bords igen, for at pakke gaver op. Eftersom jeg var på SU, havde jeg ikke så mange penge at købe gaver for, så jeg havde købt min fars, Charlottes og mine søskendes gaver, i H&M. Det fik min far også kommenteret vældig på, hvilket jeg synes var uretfærdig, eftersom min fødselsdagsgave var et øl-kort. Men jeg havde besluttet at det skulle være en god aften, så jeg sagde ikke noget. Efter gaverne, var min far og Charlotte godt fulde. Især min far, begyndte at blive grov over for mig. Han kaldte mig en luder, op til flere gange. Jeg kunne mærke hvordan vrede kom op i mig og jeg måtte kæmpe hårdt for ikke at gå amok. Til sidst begyndte han også at kommenterer på min kæreste. Han sagde, at hvis jeg giftede mig med Peder, ville han ikke møde op. Der gik han over grænsen og jeg kunne ikke længere holde min vrede tilbage. Jeg kan ikke præcis huske hvad jeg sagde, men jeg forklarede ham i hvert fald, at jeg ikke nogensinde igen, ville hører ham snakke sådan om Peder. Jeg tog min mobil frem og bad min kusine om at komme og hente mig. Jeg gik op til min lillebror for at sige farvel og undskyldte at jeg ikke længere kunne holde ud at være der. Min lillebror kiggede på mig og sagde at han var bare imponeret over at jeg holdte det ud, så længe som jeg gjorde. Jeg gav ham et kram og gik ud for at vente på min kusine.

Min kusine hjalp mig med at få mine gaver ind i bilen. Jeg sætte mig ind og vi kørte hjem ad. Der vi var noget væk fra huset, begyndte jeg at græde. Jeg fortalte min kusine om hele aftens forløb og at det eneste jeg ville var at give mine søskende en god juleaften. Min kusine sagde, at jeg havde gjort mere end rigeligt, for at aften skulle blive god og at det var min far der var problemet og ikke mig. Da vi nåede til min lejlighed, krammede jeg min kusine og takkede hende endnu en gang, for at have hentet mig. Jeg gik op i min lejlighed. Den virkede lige pludselig stor og tom. Tom ligesom mig. Peder var ikke kommet hjem ude fra hans forældre endnu. Jeg satte mine gaver på gulvet, fandt min dagbog og satte mig ind i sofaen. Jeg sad et øjeblik og tænkte over aften. Jeg tænkte på min lillebrors og min snak, på alle de onde ord min far havde sagt og på den snøvlede snak over bordet. Jeg følte mig pludselig kold og lille. Jeg kiggede på min dagbog og begyndte at skrive. 

Lykke 20 år.

Dagbog 2015

Jeg er lige kommet hjem efter at have holdt jul, ved min far. Endnu en gang svigtede han. Han kunne ikke en gang give mine søskende en god jul, det var det eneste jeg ønskede fra ham. Han var allerede fuld der jeg ankom klokken 14:00, ja, og det var Charlotte også. Det eneste gode der kom ud af den aften, var min snak med min lillebror. Jeg er nu helt afklaret med at mine kusiner laver en indberetning. Det er det rigtige at gøre, det ved jeg nu. Jeg har en mærkelig følelse i kroppen. Når jeg ser mig selv i spejlet, ser jeg ikke en 20 årig. Jeg ser en lille pige, som ser hele verden for første gang, og som først nu, skal lærer hvordan verden er. Jeg føler mig som en lille pige, der bare gerne vil passes på, i stedet for at passe på andre.

Jeg vil bare gerne holdes om, elskes og føle mig tryg. Jeg er træt i mit hoved og i min krop. Jeg ville ønske at mine eneste bekymringer var hvad tøj, jeg skulle have på i skole og om jeg nu havde husket at købe mælk. Jeg vil føle glæde og jeg vil grine. Jeg vil ikke have det sådan her mere. Det er gået op for mig nu, at det ikke gavner mig at have kontakt til min far. Han knækker mig hver gang og jeg kan ikke holde til det mere. Men hvorfor er det så svært for mig at give slip? Efter alt hvad han har budt mig, hvorfor bliver jeg så ved med at udsætte mig selv, for hans fuldskab? Han bliver jo aldrig den far jeg ønsker han skal være. Han evner det simpelhent ikke. Jeg ved bare ikke længere hvad der er det rigtige at gøre…