27. Celines fødselsdag

Jeg var nu endelig kommet på antidepressiv medicin og det begyndte at se lyst ud for mig igen. Jeg fik det bedre og kunne bedre håndtere tingene. Mine sammenbrud stoppede og jeg fik medicin til at sove på. For første gang følte jeg mig udhvilet og frisk. Jeg havde stadig ikke haft kontakt med min far siden det vores sidste samtale. Jeg kæmpede stadig med, at tage mit liv tilbage. Men jeg var overbevist om at det nok skulle lykkedes, for jeg så mig ikke længere som svag, men stærk.

Til min store overraskelse inviterede min lillesøster, min mor og jeg, til hendes fødselsdag på Bones. Min mor og jeg sagde ja, for vi havde en klar aftale om at dette ikke skulle gå ud over børnene på nogen måde. Vi var dog begge spændte på det, eftersom min mor ikke havde snakket med Charlotte siden opkaldet og jeg havde ikke siden juleaften. Men vi blev ved med at sige til os selv, at det var ikke os der havde skabt det her, det var dem. Min mor og jeg, havde aftalt at mødes en halv time før, vi skulle være på Bones. Hele dagen havde jeg kunne mærke, hvordan angsten kom op i mig igen. Jeg rystede over det hele. Min mor sagde hun også var lidt spændt på det, men hun var overbevist om, at Charlotte ville reagere som om hun altid gjorde i konflikter. Lade som om ingenting er sket. Min mor havde ret. Da vi ankom, gav Charlotte både min mor og jeg, et kram. Jeg havde virkelig svært ved at tage imod det. Min lillebror var også med, han havde sin arm i gips. Jeg spurgte hvad der var sket og han fortalte at han havde slået ind i en væg, da han var fuld. Jeg var noget chokeret, for min lillebror var ikke typen, der slog. Vi satte os til bords og næsten med det samme, begyndte Charlotte at slikke røv på min mor. De havde købt en gave til min mor i et fint mærke og min mor havde det virkelig underligt med det. Mig var hun dog ikke så imponeret over, det kunne jeg hurtig mærke. Hun kom med spydige kommentar til mig og afbrød mig hver gang jeg sagde noget. Jeg så nærmest situationen komisk, da jeg ikke kunne se hvad hun ville opnå fra min mor.

Da min mor og Charlotte var ude at ryge, havde min lillebror og jeg, mulighed for at snakke. Han forklarede mig, at han var meget vred fortiden og ikke vidste hvad han skulle gøre af den. Jeg sagde til ham, at han også havde meget at være vred over, men han blev nød til at kontakte mig, hvis det begyndte at blive for voldsomt. Det lovede han mig. Middagen føltes lang, virkelig lang. Da den endelig kom til en ende, var min mor og jeg i hvert fald enig om en ting, og det var at Charlotte virkelig var falsk. Vi vidste også begge at vi havde gjort det rette, vi havde mødt op. Jeg tog ikke fødselsdagen så tungt, jeg var mere irriteret over den måde alle konflikter, skulle gemmes under gulvtæppet. Det var trættende, at skulle lade som om ingenting var sket, eftersom vi havde en rimelig stor konflikt. Det var første gang min beslutning om ikke at have kontakt til dem, faktisk føltes rart.

Min lillesøster havde dog svært ved at accepterer at min far og jeg ikke snakkede sammen mere. Hun skrev til mig mindst to gange i ugen, om far og jeg var blevet gode venner og hver gang måtte jeg sige nej. Det var her jeg besluttede mig for, at fortælle mine søskende sandheden. Jeg skrev til dem, at jeg ikke længere ville komme ud til far mere, men at de altid var velkommen her, hvis de savnede mig. Jeg skrev også at intet havde med dem at gøre, men jeg kunne ikke være så stor en del af deres liv, som jeg havde været førhen. Det var hårdt for mig, men jeg havde altid lovet jeg ikke ville lyve for dem. Dagen efter, skrev Charlotte til mig: ’ Hej Lykke. Håber at alt er vel hos jer. Vil hører om i har lyst til at komme og spise mandag eller tirsdag? Knus Charlotte ’. Jeg svarede hende ikke.

Mit liv i dag, min ret

Dette billede er mit yndlingsbillede, af mig selv. Jeg ser så ubekymret og uskyldig ud. Jeg har ingen anelse om hvad livet vil udsætte mig for. Jeg har altid elsket det billede og jeg ville ønske jeg kunne huske de første 5 år af mit liv, hvor jeg ikke havde én eneste bekymring i denne verden. I stedet, kan jeg huske de 15 år af mit liv, som jeg har fortalt dig om i denne bog. Jeg kan huske bekymringer og utryghed. Jeg kan ikke ændre min fortid, men jeg kan vælge hvordan jeg vil bruge den i fremtiden. 

Jeg ved, at jeg stadig har langt vej endnu og der er ingen garanti for at jeg ikke falder ned igen. Jeg kan ikke flygte fra hvem jeg kommer fra eller hvad jeg har oplevet. Jeg kan dog selv vælge hvordan jeg vil bruge de to ting. Jeg kan vælge at lade det blive ved med at ødelægge mig, eller jeg kan vælge at accepterer og anerkende at det er sket og bruge det til at hjælpe andre, samt gøre mig selv stærkere.

Jeg ønsker, at jeg en dag, kan hjælpe andre unge i samme situation. Jeg håber på, at jeg en dag kan komme til at fortælle min historie, at andre kan forstå vigtigheden af at netop dette, får opmærksomhed. Hvis jeg var blevet hjulpet noget før, havde min historie måske set anderledelse ud. Men som sagt, det står ikke til at ændre nu. Jeg har accepteret, at min far aldrig bliver den far, jeg ønsker han skal være.

Jeg tror også, at det mere var selve forstillingen om at have en far, som jeg jagtede. Jeg har altid været misundelig, når jeg har set andre med deres fædre og jeg har aldrig kunne forstå, hvorfor jeg ikke havde det. Jeg har virkelig kæmpet for at få et forhold til min egen far. Jeg prøvede at ændre mig selv, i håb om at han så ville elske mig. Jeg ved nu, at det ikke har noget med mig at gøre eller hvem jeg er, men at min far bare ikke evner at være den far, jeg ønsker han skal være. Jeg har i lang tid været bange for at indse det, fordi jeg vidste at når jeg gjorde det, så ville den drøm jeg havde, om at have en far der elskede mig og ønskede at være en del af mit liv, briste. Drømmen er bristet nu, og jeg føler jeg er fri fra det kaos, som jeg levede i, alt for længe. Jeg fokusere nu på min fremtid og hvem JEG vil være.

Jeg vil vokse op og starte min egen familie. Jeg har altid været bange for, at jeg måske ville blive en dårlig mor, pga. det jeg har oplevet. Det tror jeg ikke længere. Som sagt har jeg valgt at bruge min fortid, til det bedre. Jeg ved hvordan fravær fra ens forældre, kan påvirke et barn. Derfor vil jeg også elske mine børn overalt i denne verden og jeg vil aldrig lade dem glemme det.

Hvorfor min far drikker, som er titlen på en bog, som jeg skrev under mit forløb på misbrugscenteret, og som denne blog er skrevet ud fra. Der jeg startede med at skrive bogen, havde jeg håbet at, jeg kunne finde svaret på det. Jeg har ikke fundet ud af hvorfor min far drikker, men jeg har fundet ud af, at jeg har ret til ikke at være en del af det mere. Min far har styret 15 år af mit liv og jeg vil gerne selv styrer resten. Det bliver en kamp, at bryde det mønster, jeg har levet efter hele mit liv, men det skal nok lykkedes.

Jeg har ikke fået fjernet mine dæmoner, men det tror jeg heller ikke man kan. Den største hjælp for mig, var at mine dæmoner blev set og hørt, og ikke mindst bekræftet. Jeg havde gået i 15 år og troet at jeg var ansvarlig for min fars problemer, at jeg skulle redde ham og mine søskende. Jeg skulle have haft lov til at være barn. Jeg kan stadig savne min barndom, jeg kan stadig savne ikke have ansvar. Men jeg er voksen nu og bliver nød til at tage ansvar. Jeg bliver nød til at komme videre og det vil jeg give mig selv lov til nu. Min mor gjorde mig en tjeneste den dag hun ringede til min far og han valgte ikke at kunne magte at have mig i hans liv. Det viste hans sande jeg, og det havde jeg brug for at se. Jeg kan ikke sige, at jeg aldrig vil se ham igen. Det er heller ikke noget jeg vil tænke over nu, for lige nu handler det for mig om, at få det bedre.

Jeg er den stærkeste person jeg kender, og det har taget mig lang tid at kunne sige det om mig selv. Jeg har fundet min mormor død, jeg har levet op i druk og løgne og jeg blev voksen inden mine mælketænder var røget ud. Jeg har overlevet alle de ting, samt startet i skole og får flotte karakter. Jeg har været længere nede, end jeg nogensinde har været før og jeg er kommet op igen. Jeg er min fars datter, men jeg er ikke min far. Jeg er ikke mine søskendes mor, jeg er deres storesøster og det er to vidt forskellige ting. Jeg vil altid være der for mine søskende, men jeg vil være der for dem som deres søster. Jeg skal selv kunne ånde i det, for hvis jeg lader mig ødelægge, så er de først alene.

Jeg bliver nød til at omgive mig med folk, som er gode for mig. Min far er ikke god for mig. Det har jeg indset nu. Jeg har en stor familie, en skøn kæreste og nogle gode veninder. Det er de mennesker, som jeg skal have omkring mig. Jeg har altid haft min egen ide om hvordan verden var, men kun fordi jeg ikke vidste bedre. Jeg har aldrig haft nogle, som har kunne forklare mig, hvorfor jeg havde det som jeg havde, eller hvad der var rigtigt og forkert, med henblik på min far. Ikke før jeg begyndte på misbrugscenteret. Der fik jeg afklaring med min fortid og mine følelser. Jeg ved ikke hvordan jeg skal takke dem. For det de har gjort for mig, har været med til at redde mig, fra mig selv.

Jeg vælger at tror på, at jeg må have en skytsengel et sted. Fordi der jeg havde givet mest op, blev jeg sendt hen til det sted hvor den rette hjælp var. Det er jeg evigt taknemlig for. Jeg har fået en ny chance her i livet og jeg har tænkt mig at bruge den. Jeg har tænkt mig, at bruge denne chance, til at lærer verden at kende. Det bliver en lang proces og en hård kamp, men det en kamp jeg har tænkt mig at tage op. Jeg ser lidt mig selv som en meget lille pige, med et meget rodet værelse. Den lille pige, har aldrig før lært at rydde op, men det skal hun til nu. Det virker uoverskueligt og svært. Men hun tager en ting af gangen og sætter det på sin plads. Nogle gange, falder tingene ned og hun må igen prøve at sætte det på plads igen. Nogle af tingene går måske i stykker og det bliver den lille pige ked af, men hun kommer over det og fortsætter med at sætte den næste ting på plads. Det kan nogle gange virke som om, at værelset aldrig bliver ryddet op og den lille pige kan blive frustreret. Hun vil bare have det til at lykkedes, så hun bliver ved. Om det nogensinde lykkedes den lille pige at få ryddet op, det ved jeg ikke. Men jeg tror på jeg kan klare det.

Jeg har ikke snakket med min far siden det opkald. Jeg har dog haft et lille tilbagefald, da jeg fik 12 i min mundtlige eksamen. Der skrev jeg nemlig det til ham, og han svarede at jeg skulle holde mig væk. Mine søskende ser jeg, ikke så meget til fortiden. Jeg kan bare mærke, at jeg har brug for lidt tid, til at komme ovenpå igen. Jeg kan godt få dårlig samvittighed over det, men jeg er nød til det. De ved hvor jeg er, og de er altid velkommen hos mig. Jeg har langt om længe, givet afkald på mine drømme om at min far vil fører mig op ad kirke gulvet, være med når jeg består min uddannelse, være en del af mine børns liv og det er okay.

Mine planer for fremtiden

Mine planer for fremtiden er, at jeg gør min uddannelse færdig. Når jeg kommer helt ovenpå igen, vil jeg gerne hjælpe andre. Jeg har en lille drøm om, at jeg en dag, får mulighed for at holde foredrag om mine oplevelser. Mest af alt, for at få brudt det tabu, der er forbundet med at vokse op i alkoholiserede hjem. Men også for at vise, at uanset for lang man kommer ud, så kan man bryde mønsteret og tage sit liv tilbage og gøre det til sit eget.

Jeg er godt klar over, at mit liv ikke bare bliver rosenrødt nu hvor jeg ikke har kontakt til min far, jeg har stadig lang vej endnu. Jeg har stadig dage, hvor det er svært at komme ud af sengen, men jeg har ikke lige så mange som førhen. Jeg har også planer om, at flytte i hus med min kæreste og få en lille hund. Derefter vil jeg gerne giftes og have børn. Jeg vil starte min egen familie og et nyt kapitel i min slægt. Det kan godt være mine børn ikke får en bedste far, men de får en mormor, en farfar og en farmor, som vil elske dem overalt på denne jord.

Hvis det bare lykkedes mig, at få halvdelen af disse drømme opfyldt, så bliver jeg det lykkeligste menneske.