Min far drikker meget!

brevkassespørgsmål

Min far drikker meget!

brevkassespørgsmål af
mig
16 år
Oprettet 1 år 3 uger siden

Jeg er en pige på 16 år, og min far har alt den tid jeg kan huske det drukket for meget. Det er det sidste år blevet alt for meget og han er tit fuld. Jeg har fundet flasker som tyder på at han drikker mindst et par flasker vodka om dagen.

Hans misbrug ødelægger mit liv. Min mor bliver sur på mig når jeg vil tale om det. Nu ser jeg ingen anden vej end at komme væk hjemmefra. Det hele er blevet for svært og hårdt. 

Hvad kan jeg gøre, hvem kan jeg tale med og kan jeg overhovdet få hjælp til at komme væk? Det virker meget uoverskuelgt lige nu. Tror det vil hjælpe at komme på afstand af det hele. 

Mange hilsner fra mig der gerne vil væk

Svar: 

 

 

Kære Mig 

Jeg vil starte med at sige, at det er rigtig godt, at du har skrevet. Det er tydeligt, at du er i en vanskelig situation, og det er altid hårdt at være pårørende til en alkoholiker.  

Du skriver, at din mor bliver sur på dig når du vil tale om det. Min første tanke er, at du har brug for nogen andre at tale med, som ved hvordan det er at være dig. Måske kan du tale med din lærer eller dine bedsteforældre eller en helt tredje. Det hjælper at få det sagt højt til nogen, der er klar til at lytte, og som kan hjælpe dig videre.

Jeg kan anbefale dig at du henvender dig til Projekt Ballast. Det er en forening for børn og unge i alderen 5-25 år, som har forældre der er i et misbrug. Du er anonym i Ballast, og du bestemmer selv om andre skal vide noget. Det koster ikke noget, og Ballast har mulighed for at hente og bringe dig hvis du skal til en samtale hos dem. Der er mulighed for at mødes og tale med en voksen, eller du kan blive tilknyttet en mindre gruppe der laver aktiviteter eller mødes og snakker.

 

https://projektballast.dk/

 

 

 

Her i Tønder Kommune kan du kontakte Annette Fugleberg Wind på mail afw@kfumsoc.dk eller telefon 40128627. Hun er klar til at hjælpe dig.

 Hvis du får brug for mere råd eller vejledning er du altid velkommen til at skrive igen.

 

tøndermeretes billede
Merete - Ungerådgiver fra Tønder kommune har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program