Hvordan

brevkassespørgsmål

Hvordan

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 1 måned 3 uger siden

Hvordan forgår en aborte ?

hvad koster det ? 

hvordan bestiller man tid ?

hvor ligger det tætte abortecenter på ?Århus 

 

Svar: 

Kære 14-årig pige

At blive gravid kan være en meget svær situation pludselig at stå i. Særligt hvis graviditeten er uventet og uønsket. Hvis ikke du allerede har været ved egen læge, er det en god idé at tage dertil og få bekræftet, at du er gravid.

Dansk lovgivning giver alle piger/kvinder ret til at få foretaget en abort inden der er gået 12 uger fra den første dag i din menstruation. Når du er under 18 år gammel og ønsker en abort, kræver det dog, at du får dine forældres samtykke. Samtykket er et stykke papir, der skal underskrives hos ens læge.

Du kan godt få en abort uden dine forældre ved det, men kun hvis der er væsentlige grunde til, at de ikke må vide det. Det kan fx være hvis dine forældre vil reagere på en måde, hvor der er risiko for, at du vil lide psykisk eller fysisk overlast (det er ikke grund nok, at de bliver vrede/skælder ud). Hvis du er i sådan en situation, skal du søge tilladelse ved noget der hedder abortsamrådet i den region du bor i. Man søger samrådet om abort igennem sin egen læge (eller anden læge efter eget valg). For at få tilladelse uden forældrenes samtykke, skal du have en samtale med en socialrådgiver eller en psykiater. Du kan læse mere om det her: www.sexogsamfund.dk/viden/abort/underatten

Uanset din situation ift. dine forældre skal du altså i første omgang besøge egen læge, som også kan svare på dine spørgsmål om, hvor og hvordan en abort foregår. Det er gratis at få en abort. Du kan også finde mere nyttig information her: www.sexlinien.dk/emneside-graviditet-og-abort/abort-under-18-aar


Hvordan involverer jeg mine forældre?

Hvis ikke du er i en situation, hvor du skal søge om abort uden dine forældres viden og samtykke, så skal dine forældre som sagt vide det. Udover at de skal underskrive et samtykke ved lægen, så kan du også få brug for følelsesmæssig og praktisk støtte, fordi det kan være hårdt at få foretaget en abort.

Det kan selvfølgelig være rigtig svært at fortælle til sine forældre. Måske ved dine forældre ikke, at du er begyndt at have sex, og måske er du bange for, hvordan de reagerer, og om de bliver vrede.
Der er flere måder at tage den svære samtale på, hvis du er nervøs omkring det.Du kan fx starte med at sige, at du har vigtigt at fortælle, og at du er nervøs. Hvis du har en anden voksen i dit liv, som du føler sig tryg ved, kan du spørge vedkommende, om han eller hun kan hjælpe med at fortælle dine forældre det. Du er også velkommen til at kontakte Ungekontakten i Aarhus
www.ungekontakten.aarhus.dk Her sidder der rådgivere, der kan tale med dig om den situation du står i og som kan hjælpe med at inddrage dine forældre. Selvom mange forældre måske bliver chokerede eller vrede til en start, vil de fleste falde til ro igen og støtte én i fx beslutningen om abort.

Jeg håber, du er blevet klogere på, hvordan forløbet er ift. at få en abort, samt hvordan du kan forsøge at inddrage dine forældre. Du er altid velkommen til at skrive igen. Jeg ønsker dig alt godt fremover med det hele. 

aarhuslouises billede
Iben fra Aarhus kommune har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program