Hej!

Først og fremmest tak for dit spørgsmål! - det er et rigtig godt spørgsmål og et stort dilemma, som jeg tror mange andre unge går rundt med også. Når man er ung og teenager, så betyder det rigtig meget hvem man er sammen med, og at man føler sig som en del af en gruppe eller et fællesskab - om det så kun er et par stykker eller en større gruppe. Derfor kan det også have stor betydning, hvis man ikke er en del af et fællesskab, og måske føler sig uden for, men også hvis man, som du beskriver, er en del af et fællesskab eller en gruppe, men måske ikke føler, man hører til der alligevel. Jeg kan godt forstå, du synes det kan være svært at bryde ud af gruppen, for som du fortæller, så mødte du jo dem og blev en del af deres fællesskab på et tidspunkt, hvor du selv var ensom og derfor havde brug for nogen at høre til. Det første skridt har du allerede taget - du har skrevet herind og på den måde sagt højt, at du gerne vil have et godt råd.

Du fortæller, at du ikke synes, du kan komme væk, og ikke tør gå din vej. Jeg tænker, at det både kan handle om, at det er svært at give slip på det fællesskab og de relationer, man har fået, selv om man godt kan se og mærke, at det ikke er det rigtige selskab. Man ved hvad man har, men man ved ikke hvad man får, hvis man forlader det. Det kan også handle om, at der i gruppen er en kultur om, at enten er man med eller også er man imod, og det gør det rigtig svært for den enkelte at forlade. Du bruger ord som "hvordan kommer jeg fri", og det kunne tolkes som om, at det at hænge ud eller ikke at hænge med gruppen ikke er en beslutning, du selv kan tage, og som du måske skal have hjælp til at komme videre med. Som du også skriver, så kan det være ekstra svært at sige fra, når man som du bor i samme område, fordi man ikke kan tage hjem eller væk derfra. Jeg tænker, at det at bryde ud af et negativt fællesskab kræver mod, og det kan være en svær situation at stå i alene. Mit råd er, at det måske vil være godt at have nogen at snakke med om det ude i "den virkelige verden", en, der kan hjælpe med enten at få sagt fra eller finde et andet fællesskab, der er bedre for dig. Det kunne være en jævnalrende, men det kunne også være en voksen, som du stoler på og har tillid til, og som måske både kender dig og de andre i gruppen.

Det kunne også være, at der er andre i gruppen, som har det på samme måde som dig, og som måske heller ikke tør sige fra og gå. For at ændre en negativ og usund kultur i en gruppe og i et fællesskab, hvor der en gang imellem endda bliver begået kriminalitet, så kræver det, at nogen tør sige fra og gå en anden vej - det kræver som sagt mod, og det kan være svært, når man rigtig gerne vil høre til. Men det lyder også lidt som om, du har mærket efter, og at du ikke har det godt med, at der bliver stjålet og det skal du stå fast ved! Jeg kan også godt forstå, du er nervøs for, at politiet skal blive indblandet, for det vil gøre det hele mere indviklet. Derfor synes jeg det er rigtig godt, at du har taget mod til dig og sagt højt, at du ikke synes om det - også selvom det "kun" er til en brevkasse!

Håber du kan bruge det til noget, og håber du finder modet til at snakke med andre om det og måske derigennem finder modet til at sige fra.