Hej, først og fremmest så synes jeg, det er rigtig godt du skriver ind til brevkassen, for det er slet ikke noget du skal gå med alene, og du har helt ret i, at det skal stoppe nu! For det andet så er det også vigtigt, at du fortæller det til en anden voksen, f.eks. din lærer, som du selv skriver, for det lyder som om du skal have en voksen til at hjælpe dig – det er ikke fordi jeg tænker du ikke er stærk nok eller klog nok – men fordi du slet slet ikke skal stå med det alene. Faktisk så er det at bede om hjælp, som du har gjort her, et meget modent skridt at tage og første lille skridt på vejen mod en forandring. Hvis du har tillid til din lærer og er tryg ved ham eller hende, så er det rigtig fint, hvis du kan tage mod til at fortælle det. Det kan også være en ven eller venindes forældre, et andet familiemedlem eller en nabo, du er tryg ved. Det vigtigste er, at du får sagt det til en anden voksen.

Du skriver, at din far gør noget ved dig, som du ved er forkert, og som du ikke kan lide, og at han har sagt du ikke må sige noget for ellers bliver jeres familie ødelagt. Du skriver ikke præcist, hvad det er han gør ved dig, som du ikke vil have, men jeg får en klar fornemmelse af, at det, han gør, er meget grænseoverskridende og ubehageligt for dig, og det lyder også som om, det er ulovligt.

I Danmark er det ulovligt at slå sine børn og det er også ulovligt at have et seksuelt forhold til dem. Man må gerne kysse og kramme sine børn og vise dem, at man elsker dem, men voksne må ikke tvinge børn til for et eksempel at røre ved sig eller gå i seng med dem.

Du skriver, at din far har sagt du ikke må sige noget om det, han gør ved dig, og det tyder på, at han godt ved det er forkert det han gør. Som jeg skrev i starten, så skal du ikke gå med det alene. Jeg kan godt forstå, du er bange for og usikker på, hvad der sker, hvis andre får at vide, hvad der sker hjemme hos jer. Angsten for, at jeres familie bliver ødelagt kan fylde så meget for dig, at det måske kan føles umuligt at turde tage skridtet og fortælle, hvad der sker. Det kan også være, du faktisk er bange for at miste din far – man kan godt holde af et menneske selv om de gør noget, man ikke kan lide, men hvis din far gør noget ved dig, som er ulovligt, så skal det stoppes – også selv om han er din far.

Lad os sige, at jeg var din lærer, og du kom og fortalte mig, at din far slår dig eller gør noget ved dig seksuelt. Som lærer har man det, der hedder skærpet underretningspligt og det betyder, at hvis man får at vide, at et barn eller en ung ikke har det godt, så skal man fortælle det til socialforvaltningen, det vil sige kommunen, og så skal kommunen sørge for, at barnet får den nødvendige hjælp. Hvis jeg var din lærer, så vil jeg starte med at lytte til dig, og så ville jeg ringe til kommunen og fortælle dem, hvad du har fortalt mig. Derefter vil en medarbejder fra kommunen højst sandsynligt ringe til politiet, hvis der er tale om, at der sker noget ulovligt hjemme i jeres familie og det gør de, fordi det er politiets opgave at efterforske ting, der er ulovlige. Kommunen og politiet kan godt undersøge det, der sker hjemme hos dig uden at involvere din far og/eller din mor i starten. Mens politiet efterforsker, om der sker noget ulovligt, så skal kommunen sørge for at hjælpe dig og sørge for du får det godt igen. Det kan for et eksempel være at undersøge, om du kan være et andet sted i et stykke tid. Det kan være svært at svare helt præcist på, hvordan kommunen vil hjælpe dig, da du ikke skriver helt præcist, hvad det er der sker derhjemme. Men under alle omstændigheder, så skal kommunen hjælpe dig med at få det godt igen.

Men det vigtigste er, at du får noget hjælp og du har taget et rigtig stort og flot skridt ved at skrive herind til brevkassen!

Jeg håber du kan bruge det jeg skriver til noget, og jeg håber du får taget mod til dig, til at snakke med din lærer. Som sagt, så skal du ikke gå med alt det her alene!

Med venlig hilsen
Emma