I sommerferien 2007 skulle mine forældre skilles. Der var både op og nedture, men nu har det ført mig til en masse nedture.

Min storesøster og jeg flyttede så med min mor... Det var tæt på at vi skulle flytte skole dengang, fordi vi ikke kunne finde nogle huse omkring min skole.

Nu er min mor så fyret fra arbejdet, så nu har hun tænkt sig at flytte til storbyen, hvor man kan studere.

Jeg vil ikke bo hos min far, da han bor i et "vammelt, skummelt" hus... Han siger han ikke vil flytte, da han har boet der og hans familie i DK bor i USA. Det er kun mig og min søster der bor i Danmark.

Men hvis jeg flytter med min mor, skal jeg skifte skole. Det gider jeg ikke, da mine klassekammerater betyder alt, og de var dem der støttede mig i skilsmissen. Jeg vil ikke flytte ind til provinsen, da det ender med man bare bliver mobbet fordi man har de forkerte bukser på...

Det er ikke et problem for min storesøster, da hun skal på efterskole her efter ferien...

Min mor regner åbenbart med, at flytte i ferien.

Jeg synes kun hun tænker på sig selv - og hun aner virkelig ikke, hvor meget både skilsmissen, flytningen osv. har påvirket mig. Hvis jeg skal skifte skole til ind i byen, kan jeg heller ikke følge med, da vi nok er mange forskellige steder... Der er jo også meget mere mobning derinde.

Min mor vil heller aldrig lytte til mig, har det aldrig sjovt med hende mere... og hun er så kritisk "Jeg skal squ ikke arbejde i en Netto" - Ja man, så tag dog hvad der er.

Føler mig ensom, og vil ikke miste mine venner. Desuden giver min mor mig skæld ud alligevel...

Aner ikke hvad jeg skal gøre /: nogengange tænker jeg bare på, at komme væk fra denne rædsomme verden...