Skal vi have sex?

brevkassespørgsmål

Skal vi have sex?

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 7 år 10 måneder siden

Hej cyberlink. Jeg har mødt en super sød pige og vi har været kærester et par gange. Første gang vi var kærester var hun mig utro og de andre gange føltes det bare som om at vi ikke helt var klar, og så skrev vi ikke så meget mere. Men efter vi er begyndt at skrive sammen igen føltes det som om at vi bare passer sammen og at vi kan alt sammen. Nu har vi skrevet i noget tid og vi skrive nogle gange frækt til hindanen. Efter hånden som vi er begyndt at skrive mere frækt sammen skrive vi sådan noget som at pille ved hindanen og sådan noget. Her for 3 uger siden spurgte hun mig så om jeg ville være sammen en dag og måske pille lidt og have sex. Jeg svaret hende med et "Altså jeg vil gerne men jeg har ingen kondomer og jeg er bange for at jeg er dårlig til det og at du ikke vil kunne lide det". Og så her i går spurgte hun igen om det samme og jeg har virkelig lyst men ved ikke om det er en god eller dårlig idé. Jeg vil lige påpege at vi har været kærester i 15 måneder

Svar: 

Hej med dig :-)
Det lyder til, at du har mødt en rigtig sød pige, som du er glad for. Det er rigtig dejligt :-)

Du skriver, at din kæreste og dig har skrevet frækt nogle gange, og at din kæreste et par gange har spurgt dig, om du har lyst til at have sex med hende, men at du er lidt i tvivl om hvorvidt det er en god eller dårlig idé. Først og fremmest synes jeg det er vigtigt, at du mærker efter om du har lyst og er klar til at have sex med hende, eller du inderst inde ikke har lyst. Det er altid vigtigst at lytte til sig selv. Den gennemsnitlige teenager er 16 år, når han/hun har sex første gang, men der er også mange som venter til de er en 18-20 år før de har sex første gang. Intet er rigtigt eller forkert, det er bare vigtigt at man har lyst og føler sig klar, så man får så god en oplevelse omkring det som muligt :-)

Hvis du føler, at du er klar til at have sex med din kæreste, så synes jeg du skal gøre det. Du skriver, at du er nervøs for om du er dårlig og at hun ikk vil kunne lide det. Det er helt normalt at være usikker første gang man skal have sex, ligesom man kan være den første gang man skal alle mulige andre ting. Jeg synes det er rigtig godt at du er åben overfor hende og fortæller hende, at du er nervøs. Inden I har sex, kan du jo lave en aftale med hende, at hun fx flytter din hånd, hvis der er et sted hun bedre kan lide at blive rørt.

Du kan også søge på sexstillinger på nettet, hvis du mangler idéer til hvilke stillinger man kan lave. Men husk at den første gang (og den anden, tredje, osv.) ikke behøver være helt perfekt. Det handler om at lære hinandens kroppe at kende. Ikke om at skifte stillinger 10 gange og holde i 30 minutter. En meget populær stilling første gang kan være missionæren, hvor pigen ligger på ryggen og du ligger ovenpå hende.

Kondomer kan du købe på apoteket, på en tankstation eller i et almindeligt supermarked, hvor de typisk hænger oppe ved kassen. Kondomer er en rigtig god idé at vælge i starten når man har sex, fordi de både beskytter mod kønssygdomme og graviditet, modsat alle andre præventionsformer, som kun beskytter mod graviditet. Sommetider kan det kræve lidt øvelse at få et kondom på, så du kan altid øve dig lidt inden, hvis den tanke også gør dig nervøs.

Hvis du derimod ikke føler, at du er klar til at have sex med din kæreste, så synes jeg du skal skrive (eller sige) til hende, at du gerne vil vente lidt, fordi du ikke føler dig helt klar, men at du nok skal sige til når du er klar, fordi du gerne vil gøre det med hende. Så føler hun ikke at du afviser at have sex med hende, men at du ikke er klar til det.

 

Mange hilsner

Christina.

Christinas billede
Christina fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program