Forelsket og forvirret

brevkassespørgsmål

Forelsket og forvirret

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 5 år 7 måneder siden

Hej! Jeg er i den super heldige situation, at jeg er begyndt at skrive rigtigt meget med den her skide skønne fyr! Jeg ved udemærket godt hvem han er, vi går dog ikke på samme skole, men bor i samme by. Igår var jeg sammen med ham sådan rigtigt for aller første gang. Han har nu spurgt mig om vi skal se en film sammen en dag. Så ehh ja, jeg er sådan helt sten sikker på han godt kan li mig. Meeeen problemet opstår så nu. I løbet af 7. Klasse (som jeg lige har afsluttet her op til sommerferien) har jeg været med i en pigegruppe, bestående af 3 piger (altså hvor jeg var den ene). Den ene af de piger, er sådan ret tempremantsfuld, så det har ikke just været et nemt år. Men nu er det så gået så vidt at gun har valgt at skifte skole. Her i løbet af sommerferien er der så sket to ret store konflikter. Og det er resulteret ud i at hun er mega sur på os andre to. Det er bare skide træls, for jeg nåede at fortælle hende om den fyr jeg har noget med. Og det er så resulteret i at de to skriver rigtigt meget sammen. Det pisser mig virkeligt af for jeg føler kun min “veninde” gør der for at irritere mig. Jeg fanger tit mig selv i at blive oprevet når jeg ser at fyren og min “veninde” er aktiv samtidigt på facebook. Jeg bliver så mega jaloux og mistroisk, fordi jeg tænker de snakker sammen. Hvilket de har gjordt op til flere gange. Jeg synes bare det er dårlig stil af hende der skulle forestille at være min veninde. For jeg har fortalt hende op til flere gange, at jeg ikke bryder mig om at de skriver sammen. Men hun lytter ikke. Så det hele er sådan et slags trekantsdrama. Og ærligt talt så orker jeg det ikke. Jeg overvejer virkelig bare at droppe det jeg har med fyren, og lade min veninde tage ham, men så let er det ikke. For han begynder at betyde mere og mere for mig. Og det er vel lidt latterligt, eftersom jeg nærmest ikke kender ham. Men på den anden side så har han og jeg altså bare noget, som jeg aldrig har haft med en dreng før. Jeg føler virkelig det kan udvikle sig til noget seriøst. Jeg burde sikkert bare sige det til ham, men jeg vil ikke virke mega klostrene og jaloux. For vi har jo ingen titel, så han er vel fri til at skrive med de piger han vil. Det gør mig bare så indebrændt og ked af det. Jeg undskylder for et MEGA langt brev, og håber virkelig på hjælp!!’

Svar: 

Kære Anonym

Først og fremmest...ja, det er skønt at du har mødt en dejlig fyr, som du er ved at udvikle et forhold til. Det er selvfølgelig et skår i glæden, når du føler at din veninde også prøver at få noget kørende med ham. 

Jeg tænker, at det er vigtigt at holde tingene godt og grundigt adskilt. Med det mener jeg. Det du tror og det du ved. 

Det er helt naturligt at du føler din gamle veninde, gør som hun gør...kun for at genere dig. Når du så tænker at hun prøver at få noget kørende med den her fyr, er det også helt naturligt at du bliver jaloux. Men husk lige at det "kun" er noget du tror. Du ved det ikke. 
Måske skriver de sammen, fordi din veninde synes at han er sød, eller en god ven. Og måske er der slet ikke de samme følelser mellem dem, som der er mellem jer?

Du bliver nødt til kun at forholde dig til det du ved. Og her mener jeg det du sådan helt faktuelt ved. 

Du ved, at du synes han er dejlig. Du ved, at han har følelser for dig. Du ved, at han har inviteret dig til at se film. Jeg tænker at det er de ting du ved, der giver mest mening at handle på. Du kan selvfølgelig sagtens vælge at droppe ham helt, inden du får for mange følelser for ham. Det ville måske være det "sikre" valg. 

Omvendt ville det samtidig forhindre dig i en relation, som måske kunne blive til noget helt særligt. Så kunne der selvfølgelig komme en anden dejlig fyr, og det gør der sikkert også. Måske vil der så være andre problemer omkring den næste fyr, der også gør et forhold med ham problematisk?

Jalousi er noget svært noget. Det er følelser indeni, der fortæller én det værste om andre og én selv. Man kommer let til at stirre sig blind på de ting der KAN være dårlige. De ting der KAN betyde fare. Derfor er det også naturligt at du bliver jalous, når han skriver med din gamle veninde. 

Jeg tror du bliver nødt til at prøve at fokusere på dig og ham, og skubbe tanken om hende lidt væk. Måske har hun helt andre motiver end du tror, når hun skriver med ham. Måske er det præcis som du tror? Men det betyder jo egentlig ikke rigtig noget, hvis det er dig han har følelser for. 

Igen...du ved at han kan lide dig. Du ved han vil dig. Du ved du føler noget for ham. Hvis du kun forholder dig til det...hvad vil du så vælge? 
I kærlighed er der 100vis af hvis´er. Det gør kærlighed skide svær, men måske er det også lige præcis det der gør den så helt vanvittig vidunderlig når den lykkes. Man bliver nødt til at turde tage en chance, hvis det skal lykkes. 

Jeg håber du finder ud af hvad der er bedst for dig.

Venligst Thea

 

Theas billede
Thea fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program