hejsa alle sammen.

Jeg ved godt det her ret langt, men trænger bare til at komme ud med det, og håber da stadig at der er nogen der vil kommentere det hvis de har lyst..

Er der nogle af jer der har set New Moon (2'eren af filmen Twilight)..

Hvis i har så ved I især hvad jeg snakker om når jeg prøver at forklare det her, der er sikkert nogen herinde der der kender den følelse Bella får efter at Edward (hendes vampyr kæreste) er gået fra hende og hun er helt selv, hun føler sig virkeligt fortab, som om at hun har et stort sort hul der ikke kan udfyldes, hvilket gør at hun gør en masse dumme ting så som at køre på motorcykel, springe ud fra klipper osv. (det gør jeg dog ikke, men gør så meget andet) men sådan en følelse har jeg næsten hver dag, jeg føler mig virkeligt fortabt men bare uden egentligt at kunne sætte ord på hvorfor længere, ( i mit tilfælde har det intet med ulykkelig kærlighed at gøre)

Men så når hun er sammen med hendes ven Jacob, er det som om at sårene er er helet en lille smule, og hun kan egentligt godt smile sådan virkeligt oprigtigt, måske bliver hun en smule afhængig af den følelse Jacob giver hende, men stadig ved hun at det kun forbliver et venskab og hun har egentligt heller ikke lyst til at det bliver mere.

Sådan har jeg det til dels med en af mine venner, vi har mødt hinanden et par gange og sådan også snakket en lille smule, men det har kun været entent når vi har set noget sport (han bor godt 100 km fra hvor jeg bor ikke fordi det er noget problem for en af mine bedste veninder bor i samme by som ham)

jeg VED at det Aldrig bliver mere end til venskab i mellem os, og det synes jeg egentligt er ret fedt, (han er homoseksuel derfor kan jeg sige det med så stor en sikkerhed.)

Men vi snakker bare rigtigt godt sammen, og især den sidste uge har vi skrevet sammen hver dag (eller faktisk ikke dag men nat, fra kl. 22 ca. til halv 3- halv 4 tiden..) det har bare været helt vildt hyggeligt,og han har bare kunnet formå at få mig til at blive helt euforisk glad, han har altid sluttet med sætningen "vi snakkes nok ved i morgen sov godt og drøm sødt knuuuus" og jeg tænker bare "ja, det gør vi i hvert fald for det har jeg brug for for at fuldende min dag.".

Jeg er bare bange for at jeg er begyndt at have brug for ham - altså brug for at skrive med ham, så jeg endeligt kan få en virkelig følelse af glæde, en glæde som jeg ikke kan huske hvornår jeg sidst har følt, en hel dag kan jeg bare gå rundt og se frem til at det endeligt bliver aften så jeg kan tænde computeren og så skrive med ham, (jo altså jeg har hans nummer, men vil bare heller ikke hænge for meget på ham han har jo også ret til at have tid til andre end mig)

Men jeg er også bare helt vildt bange for at det på et tidspunkt vender, at han rent faktisk ikke rigtigt gider at bruge sin tid på mig længere, men kun gør det for ikke at gøre mig ked af det..

arj jeg ved bare slet ikke hvad jeg skal tænke, føle, sige, eller gøre, jeg er helt vildt glad for at jeg endeligt har fået en rigtig god ven, men også bare enormt bange, for jeg ved ikke om jeg kan tage at blive såret igen..