Er det klogt at fortælle mit crush

brevkassespørgsmål

Er det klogt at fortælle mit crush

brevkassespørgsmål af
Line
15 år
Oprettet 2 uger 17 timer siden

Hej cyberhus, jeg kan rigtigt godt lide denne her fyr som jeg er venner med, og har ofte tanker om ham men jeg ved han semi godt kan lide min veninde. Jeg er ret sikker på han ikke har nogen følelser over for mig, men jeg har lyst til at fortælle ham hvordan jeg har det, for det påvirker mig ret meget. Bedste tilfælde kunne jeg måske få ham til at kunne lide mig sådan, især fordi jeg ved han rigtigt gerne ville have en kæreste. Men jeg har virkeligt ikke lyst til at komme til at ødelægge vores venskab, eller gøre det akavet imellem os. Men jeg kan simpelthen ikke stoppe med at tænke på ham

Svar: 

Hej Line

Uha, jeg forstår virkelig godt at du har lyst til at fortælle ham det. Når man går rundt med følelser for nogen længe, kan det komme til at fylde helt vildt meget indeni.

Noget af det første jeg tænkte, da jeg læste dit brev, var faktisk det her med at du skriver, at du måske kunne få ham til at kunne lide dig. Og jeg tror det er vigtigt lige at skille to ting ad her.

Man kan ikke få nogen til at få følelser. Følelser er ikke sådan en kode man kan knække eller et “rigtigt move”, der pludselig får nogen til at blive forelskede. Lige meget hvor mange gode tricks og tips man kan prøve at læse sig til, så er følelser og forelskelse en af de store gåder i verden.

MEN… man kan godt få nogen til at opdage én på en ny måde.

Det er lidt ligesom når man hører en sang første gang og tænker “den er da fin nok”, og så hører man den igen nogle måneder senere en dag hvor man er helt vildt glad og pludselig rammer den helt anderledes. Sangen har jo ikke ændret sig, du har ikke ændret dig, men hvordan du oplever sangen har.

På sammen måde kan man nogle gange komme i en situation. Hvor man kan begynde at se en ven i et andet lys. Men det er ikke noget man kan styre eller garantere. Og det er vigtigt, fordi jeg ville være ked af hvis du gik ind i det med følelsen af, at det handler om at “overbevise” ham eller at du prøver at sikre at det helt rigtige øjeblik kommer, så det kan ske.

Jeg synes faktisk også det siger noget rigtig godt om dig, at du tænker over ikke at ødelægge venskabet eller gøre det akavet. For nogle gange kan venskaber godt blive slidte, hvis den ene person bliver ved med at presse på for noget romantisk, når følelserne ikke er gengældt. Man holder jo af sine venner og vil gerne have de er glade, så det gør ondt ikke at kunne gengælde følelserne.

Dog er der absolut intet forkert i at vise lidt interesse i de rigtige situationer. Flirte lidt. Opsøge ham lidt mere. Give plads til at han får muligheden for at se dig på en ny måde, uden at det behøver blive en kæmpe følelseseksplosion med det samme.

Og jeg ved godt at flirting for nogen kan fremstå som den her vildt mystiske og svære ting, så lad mig hjælpe dig lidt på vej. Det kommer meget nemmere, når man først har fået en forståelse for grund trinene i dansen.

Flirting er faktisk ofte meget mindre avanceret end hvordan det lige ser ud. Det handler sjældent om at sige de perfekte ting. Det handler meget mere om at skabe en følelse hos den anden person af “ej, jeg kan virkelig godt lide at være sammen med dig” samtidig med at de får det godt med dem selv mens de er sammen med dig.

Så i stedet for at tænke “hvordan får jeg ham til at blive forelsket?”, så prøv måske mere at tænke:
“Hvordan viser jeg ham, at jeg synes han er spændende og rar at være tæt på?”

Første gode ide kan være at opsøge ham mere i hverdagen. Måske sætter dig ved siden af ham, starter samtaler eller sender ham noget du tænker han ville synes var sjovt.

Derudover kan du give ham lidt mere opmærksomhed end du giver andre, uden du lægger skjul på det. Ikke på en kæmpe tydelig måde, men bare sådan små ting som at huske noget han fortalte dig, eller spørge ind til noget han glædede sig til. Det kan nemlig få ham til at føle sig vigtig, hvilket bare altid er en rar følelse.

Når i nu allerede er venner, kan det også være en fin idé at prøve at være lidt mere legende med ham. Drille ham lidt kærligt, holde øjenkontakten lidt længere, smile lidt mere når I snakker. Målet er bare at have det sjovt samme, og måske skabe nogle jokes som bare i to er sammen om.

Og til sidst så kan det også være bare at give ham komplimenter som faktisk handler om ham som person. Ikke kun “du ser godt ud”, men måske “jeg kan virkelig godt lide at du altid er så rolig at snakke med” eller “du er virkelig sjov at være sammen med”. Gør ham til noget unikt i de komplimenter, og smid dem ind i nogle øjeblikke hvor de giver mening.

Det lyder måske banalt, men det er tit sådan noget der gør den største forskel. Ikke store romantiske taler. Det smarte ved den slags flirting er også, at det ikke nødvendigvis ødelægger et venskab. Det giver bare plads til at mærke efter om der måske kunne være noget mere mellem jer.

Og så vil jeg gerne slutte af med at sige noget, som jeg håber du tager med dig. Du skriver at han gerne vil have en kæreste. Og jeg forstår godt hvorfor det lyder som en mulighed. Men det er også værd at huske, at det ikke nødvendigvis betyder at det kan være hvem som helst. Det kan sagtens være at han gerne vil have din veninde som kæreste specifikt, og ikke bare en kæreste generelt.

Og det skriver jeg slet ikke fordi du ikke skal prøve. Du må altid prøve, så længe du gør det på en måde der ikke gør ham utilpas. Med nogle af de flirte tips jeg gav tidligere, kan man også ret hurtigt se om der kommer en positiv eller negativ reaktion på interaktionen. Virker han til at gå med på legen og som om det gør ham glad? Fedt, bliv ved. Trækker han sig? Så har du formentligt et svar om, at det ikke kommer til at ske lige nu.

Og hvis det er svaret du får, så er det okay at have det skidt over det i et stykke tid. Det er normalt. Og hvis du i den periode har brug for lidt afstand fra ham for at komme videre, er det også helt okay.

Jeg ønsker dig al held og lykke, og håber på at du kan bruge mit svar til noget.

De bedste hilsner,
Juni fra Cyberhus

cyberhuskarolinebs billede
Juni, frivillig uddannet ungerådgiver hos Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program