Lyst
Lyst
Jeg er i pupertet og i perioder kan jeg have rigtig meget lyst. Det kommer virklig i bølger, ved ikke om det har noget med min mens at gøre, den er megauregelmæssig så jeg kan ikke rigtig se nogen linje i det. Der kan sagtens gå flere dage hvor jeg overhodet ikke mærker lyst og helt glemmer jeg har noget mellem benene. Men så kan der også være dage hvor jeg er våd hele tiden og tit må i enrum for at hjælpe på det. Selv i skolen kan det være nødvendigt at jeg lige gnubber mig af når jeg alligevel er på toilet for at tisse eller lave pølser. Nogen gange får jeg dårlig samvittighed hvis jeg har onaneret flere gange samme dag og lover at jeg ikke vil gøre det mere men kort efter kan jeg alligevel være nød til at gå for mig selv og få bukserne ned. Er det bare en periode? Er det for meget? Hvis det er hvordan kan jeg så komme væk fra det? Tør desværre ikke snakke med mine veninder om de også har den her lyst der kommer og går men gad godt jeg turde. Ville måske give mig ro i sindet hvis de også gnubber tit.
Hej!
Tak for dit spørgsmål. Hvor er det godt, at du skriver og tør sætte ord på noget, som helt sikkert fylder for mange, men som sjældent bliver talt om. Det kræver mod at åbne op om sin seksualitet, især når den føles svingende, forvirrende eller måske lidt overvældende.
Det, du beskriver, lyder faktisk helt normalt. Når man er i puberteten, sker der enormt mange hormonelle forandringer i kroppen. Det kan betyde, at lysten til onani og sex kommer og går i bølger. For mange med menstruationscyklus svinger lysten også i takt med hormonerne, og nogle oplever fx at blive mere liderlige omkring ægløsning, også selvom man ikke helt har styr på sin cyklus. Nogle gange kan det også bare komme, uden der er en grund. Kroppe kan være lidt sjove på den måde.
Nogle dage kan man føle, man nærmest glemmer, man har en krop. Og andre dage kan man mærke alt hele tiden. Det kan være intenst og nogle gange også lidt frustrerende. Og ja, nogle oplever, at det føles så stærkt, at man næsten ikke kan tænke på andet. Det betyder ikke, at der er noget galt med dig, eller at du er "for meget". Det betyder bare, at din krop er i gang med at finde sin rytme, og det gør den i sit helt eget tempo.
Du spørger, om det er ”for meget”, når du onanerer flere gange om dagen. Og her er det vigtigste faktisk ikke antallet i sig selv, men hvordan det føles for dig. Hvis du har det godt med det, ikke skader dig selv og ikke føler, det går ud over din hverdag, så er det som udgangspunkt ikke et problem. Hvis du mærker, at det begynder at blive noget, du ikke helt kan styre, eller som du bruger som en måde at flygte fra ubehagelige følelser, så kan det være godt at stoppe op og se på, hvad du egentlig har brug for i de øjeblikke. Men bare dét, at du tænker over det og mærker efter, er allerede et godt tegn på, at du tager dig selv og dine behov alvorligt.
Du nævner også, at du nogle gange får dårlig samvittighed. Det er også noget, mange oplever. Især fordi der stadig er mange tabuer omkring pigers lyst og onani. Men der er ikke noget forkert i at være nysgerrig på sin egen krop og finde ud af, hvad der føles rart. Det er faktisk en sund og naturlig del af at lære sig selv at kende.
Måske er det en periode og måske vil din lyst ændre sig igen. Det gør den ofte med alderen og med tiden. Men du behøver ikke “komme væk” fra den, medmindre du selv føler, det går ud over din hverdag. Hvis det hjælper dig at få lidt mere ro, kan du prøve at give dig selv lov til lysten i bestemte rammer, som fx hjemme om aftenen, og se, om det kan hjælpe med ikke at føle, at det overtager alt.
Til sidst vil jeg sige: Du er bestemt ikke alene. Der er rigtig mange, som oplever de samme ting, også selvom det ikke altid bliver sagt højt blandt veninder. Og måske, når du er klar, tør du dele lidt med en veninde, bare forsigtigt, og se hvad der sker. Ofte bliver vi overraskede over, hvor ens vi i virkeligheden er. Og måske bliver de endda lettede over, at du nævner det først.
Hvis du har brug for at tale mere om det, er du også altid velkommen i vores chat her på Cyberhus. Der kan du være helt anonym og stille præcis de spørgsmål, du vil, uden at føle dig forkert.
De bedste hilsner,
Juni fra Cyberhus