Filmet under samleje
Filmet under samleje
Hej, for lidt over halvandet år siden var jeg kærester med min ex. Vi kiggede på et tidspunkt igennem hans billeder (mig og ham) og jeg så at han havde filmet mig bagfra imens vi have sex. Jeg spurgte ham hvorfor han havde gjort det uden mit samtykke hvor han svarede at han vidste jeg alligevel ville sige nej. Jeg var ikke så gammel og håndterede ikke situationen særlig godt, jeg sagde ikke engang at han skulle slette den. Er det noget jeg kan dømme ham for i dag hvis jeg opretter en sag ved politiet? Tak på forhånd
Kære du
Det, du har oplevet og beskriver er alvorligt og på ingen måde okay - hverken moralsk eller ift. loven. Jeg kan godt forstå, hvis du føler dig krænket og vred over, at din ekskæreste har gjort, som han gjorde, og samtidig i tvivl om, hvad du bedst kan gøre nu. Det er godt, at du rækker ud efter råd!
I følge lovgivningen, så er det ulovligt at optage andre i seksuelle situationer uden at have fået lov (straffelovens paragraf 226), og derudover kan man også argumentere for, at det er en blufærdighedskrænkelse, som vil være en anden paragraf i straffeloven (264), og da du er under 18 år kan der være ekstra skærpede omstændigheder, som det hedder, da du i følge loven stadig betragtes som et barn. Så det han har gjort er forkert og ulovligt. At han bevidst siger til dig, at han filmede dig uden at spørge om lov, fordi han vidste, at du ikke ville sige ja, fortæller også, at han udemærket godt var klar over, at det var forkert at gøre, men gjorde det alligevel.
Selvom det skete for halvandet år siden, så kan du stadig anmelde det. Hvis du tænker, at det er vejen at gå, så kan det måske være en god idé først at kontakte ham og fortælle, at du gerne vil have, at han sletter den video, han optog af jer, hvis han ikke allerede har gjort det. Og hvis han nægter, så kan du vælge at fortælle ham, at det er ulovligt at han både optog uden din samtykke, men også stadig opbevarer den. På den måde kan du forhåbentlig få viden om, hvad der er sket med videoen, som er en viden, der vil være relevant i forbindelse med en evt. anmeldelse. Hvis du ikke har lyst til at kontakte ham, så kan du også vælge at anmelde det, og så lade det være op til politiet derfra at finde ud af, om videoen stadig findes.
Hvis du vælger at anmelde det, så er det svært at sige, om han ville kunne blive dømt. Men det, der er helt sikkert er, at det han har gjort er ulovligt!
Du skriver også, at du ikke håndterede situationen særlig godt. Nu ved jeg ikke, hvad der skete mellem jer, men uanset, så er det helt forståelig, at man bliver chokeret, lammet og i tvivl og usikker på, hvad der er det rigtige at gøre i sådan en situation. Og uanset hvordan du reagerede dengang, så betyder det ikke, at du ikke har ret til at sige fra overfor en så uretfærdig og forkert handling efterfølgende.
Jeg håber, at du har nogle tæt på dig, som du taler med det her om, eller som vil kunne hjælpe og støtte dig, hvis du vælger at anmelde det, og ellers kan det være en idé at række ud til Red Barnets Sletdet rådgivning, som også har viden om, hvordan sådan en proces vil foregå.
Mange hilsner
Pernille