Det værst tænkelige

brevkassespørgsmål

Det værst tænkelige

brevkassespørgsmål af
K.S.
20 år
Oprettet 8 år 3 måneder siden

Hej. 

Jeg har haft en meget grim oplevelse på nettet. Jeg var inde på en hjemmeside, der hedder Omegle. Omegle er en slags chat-roulette med både webcam-funktion eller almindelig chat, hvor man kommer i samtale med tilfældige mennesker fra enten Danmark eller resten af verden, alt efter hvad man har indstillet siden til. Man er helt anonym og skal ikke oprette en bruger eller profil, for at bruge siden. Man går under navnet "Stranger" eller "Fremmed" og man aner derfor i princippet ikke hvem man er i kontakt med. Dén dag, brugte jeg webcam-versionen, og ledte bare efter en at snakke med, fordi jeg kedede mig. Der er nogle gange nogle, som i stedet for at vise sig selv, bare har en video kørende, som ikke rigtigt viser dem selv, men det er ikke altid til at skønne, om dét man ser er rigtigt live eller bare en fake video, som kører. Nogle gange kommer man ud for, at møde en person som onanerer på cam, og dem hopper jeg selvfølgelig bare videre fra, hvilket er meget let, bare ved at klikke på en knap og så er man videre til næste tilældige fremmede person. Jeg kom pludseligt i chat med én, som havde en meget klam video kørende (jeg kan dog ikke være 100% sikker på om det var live). Videoen viste det værste, jeg nogensinde har set. Børneporno. Det var en mand (sandsynligvis fra et andet land end Danmark, da jeg brugte den internationale version), som sad nøgen på en sofa, med et nøgent barn i kun 4-6 års alderen. Han misbrugte barnet seksuelt. Jeg gik i chok, og da det gik op for mig, trykkede jeg bare hurtigt på "videre"-knappen, altså gik ud af chatten. Jeg slukkede også hele hjemmesiden, og har ikke brugt den siden. Jeg anede/aner ikke hvad jeg skulle gøre, for man er jo helt anonym og man ville nok ikke på nogen måde finde frem til hvem der sad bag chatten (hvis det altså ikke var en "robot") men nogen har jo oprettet videoen og fået den til at køre på siden. Det er noget tid siden nu, men jeg kan ikke glemme det, og aner ikke om jeg kunne/skulle have meldt det, fordi politiet nok ikke engang ville kunne finde frem til den anonyme person som stod bag. Jeg har det så dårligt med at have set noget så forfærdeligt, og kan slet ikke holde tanken om det ud. :( Mit hjerte er helt knust. 

Kunne jeg have gjort noget anderledes? 

Mvh. K.S.

Svar: 

Hej K.S.

 

Tak fordi du skriver herind.

Det du har oplevet er forståeligt nok meget voldsomt, og jeg kan sagtens forstå, at du er meget berørt af det. 

Rent teknisk har jeg svært ved at se at du kunne have gjort meget anderledes. Som du selv skriver, så går man i chok, når man støder på den slags, og man vil instinktivt væk derfra hurtigst muligt. Det er ikke din skyld, at du er stødt på det.

 

Omegle skriver selv:

"At the beginning of every chat, a record is made of the fact that a chat occurred between you and your chat partner. This record includes a timestamp, as well as IP address, ID cookie, and similar information for you and your chat partner. These records may be used for the purpose of tracking spammers, hackers, and others who pose harm to the site; and may also be used for law enforcement purposes. These records are typically stored for approximately 120 days."

 

Det betyder at du en anden gang kan anmelde chatten til Omegle og til Politiet, som I så fald har en ip adresse at gå ud fra. (jeg ved ikke hvor lang tid, der er gået, siden du stødte på det)

Husk også at Red Barnet har en hotline hvor man kan anmelde børnepornografi. Den kan du læse mere om her: http://sikkertinternet.dk/indhold/hotline-red-barnet

Du kan overveje at kontakte Red Barnet og gøre opmærksom på din oplevelse. Derved kan der måske rettes mere fokus mod en side som Omegle.

 

Jeg vil sige til dig, at du bør snakke med nogen om din oplevelse. Jeg synes du skal bruge vores chatrådgivning som en start. Det er en traumatisk oplevelse at have set et overgreb, som det du så. Man kan sagtens have brug for hjælp til at komme videre.

 

Igen tak for at du skriver - det er både modigt og rigtigt at du søger hjælp.

 

Med venlig hilsen

Jonas

jonass billede
Jonas fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program