Hey jeg er en dreng på 14 og jeg har det af helvedes til. Jeg har selvskadet siden jeg var omkring syv otte år gammel og jeg begyndte så at gøre det mindre da jeg var 11 fordi jeg fandt en anden måde jeg spiste jeg ved godt det lyder mærkeligt men jeg spiste usundt ting og det hjælper på følelserne og det der var og er svært. Men jeg bliver vel nødt til at komme med en forklaring. Altså Jeg blev udsat for seksuelle overgreb da jeg var mindre. Jeg begyndte at kunne huske dem igen for lidt siden kunne jeg slet ikke huske det og jeg prøver også at lade være med at huske dem men jeg kan ikke og alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke hvad nu hvis det ikke skete selvom jeg er begyndt at kunne huske det igen. Nu kan jeg ikke engang finde ud af at køre forbi skolen jeg går ikke længere i den skole uden at føle mig vildt ubehagelig og ingen ved det og jeg heller ikke lyst til at sige det til nogen. Jeg vil ikke såre min mor eller far eller nogle andre. Og så kan jeg heller ikke og så kan jeg ikke få mig selv til det. Og det gjorde det ikke ligefrem bedre da jeg begyndte puberteten altså jeg er trans så jeg født pige så jeg kom selvfølgelig i pigepubertet og jeg hader det men jeg vil selvfølgelig ikke sige noget til min mor jeg har ikke sagt noget til min mor min mor er Kristen og tror på at det er Gud der bestemmer en køn og gud bestemte at jeg skulle være en pige. Og desuden siger hun at alle transkønnede fortryder næsten alle i hvert fald. Så nu går jeg nærmest bare og venter på at jeg fylder 18 så jeg kan springe ud og flyt hjemmefra. Men samtidig føler jeg også lidt at jeg både har mistet min ungdom og min barndom. jeg vil bare have de problemer andre unge har som forelskelser hjertesår fester muligvis prøve at smage alkohol og være sammen med vennerne bare sådan helt normale problemer og sådan noget som skole og lektier selvom jeg altid har hadet sådan noget fordi jeg er ordblind. Jeg vil bare være normal på den måde jeg gider ikke at ligne alle andre jeg vil være anderledes men ikke så anderledes at min familie ikke kan acceptere mig jeg vil bare være en ung person. Og samtidig da jeg var omkring de der 11 12 år nej jeg tror jeg var 12 begyndte jeg at få angstanfald og dem har jeg stadig og det bliver bare værre og værre jeg får dem næsten hver dag nu. Og det var så lige forklaringen på mine problemer altså og så har jeg også begyndt at skrive dagbog i stedet for at selvskade jeg prøver også at skifte det ud med at spise men det er ret nyt og det er ikke altid det virker. og nu vil jeg nærmest ved at blive afhængig af at skrive dagbog selvom jeg synes at det er en ret piget ting at gøre og jeg ved godt at jeg måske ikke burde tænke sådan men det gør jeg altså så jeg skammer mig også ret meget over det og jeg kan heller ikke lade være med at tænke hvad nu hvis nogen får fingre i min dagbog altså der står en hel masse ting i den som ingen ved om mig. Og jeg aner virkelig ikke hvad jeg skal gøre for jeg er bange for at være på et eller andet tidspunkt bryder sammen jeg tror jeg har brug for hjælp jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre og nogen gange længes jeg efter at løbe hjemmefra men jeg aner ikke hvor jeg skal tage hen jeg har ingen venner der kender min hemmelighed kun en og hende har jeg næsten lige fået som ven og aner ikke engang hvor hun bor og hvorfor skulle jeg tage hjem til hende og ulejlige hende så jeg ved ikke hvor jeg skal tage hen men jeg har et fri sted det er det i hvert fald nogen gange det er jeg hos min far jeg er tre dage hver anden uge og min farmor som kører mig derhen hvor jeg sidder i bilen men jeg ved ikke hvor længe jeg kan holde det ud og angsten den kender min mor til men hun ved ikke hvor tit jeg får det og jeg tror virkelig brændende at hun ikke vil have jeg udvikle angst hun siger det er fordi jeg er teenager og der foregår sådan nogle ting inde i min hjerne og hormoner det eneste hun ville gøre er at bede til gud men det er bare ikke mig for jeg tror ikke på gud og det har jeg egentlig ikke gjort længe jeg tror jeg holdt op den dag jeg opdagede at han aldrig hjalp i det ændrer sig ikke der var ikke noget der blev godt igen. Og undskyld det blev lidt langt men vil du ikke nok hjælpe mig jeg har virkelig brug for hjælp.