Kære du

Jeg kan godt forstå, at du havde brug for at fortælle nogen, hvordan du har det, og at du faktisk er bekymret for, om du har en depression. Derfor synes jeg også, at det er rigtig godt, at du er kommet forbi her i brevkassen. Du skriver, at jeg nok ikke kan hjælpe dig, og jeg tænker, at du har ret i, at der nok ikke er noget, jeg kan sige, som bare vil løse det hele og gøre, at du har det helt godt igen, men derfor håber jeg stadig på, at jeg kan komme med nogle tanker og nogle råd, som kan være en hjælp for dig. Jeg vil i hvert fald gøre mit allerbedste. 

Du spørger, om du har en depression eller om det blot er dovenskab, og selvom jeg godt forstår, at det ville være en hjælp, hvis jeg kunne fortælle dig det nu og her, så er det desværre ikke muligt på den måde at diagnosticere folk. Det kræver langt mere information, end hvad man kan give i et brevkassesvar, og det vil derfor kræve, at man møder dig i virkeligheden. Jeg kan dog fortælle dig, at flere af de ting, som du nævner, kan være en del af de symptomer, man ser ved en depression, men om du decideret er deprimeret er vanskeligt for mig at sige. Derfor tror jeg, at det vil være en rigtig god idé for dig at tale med nogen om, hvordan du har det. Det kan f.eks. være en læge eller en psykolog, som ved rigtig meget og derfor vil kunne hjælpe dig med at forstå det, som du oplever. En læge eller psykolog vil også enten kunne hjælpe dig eller hjælp dig videre til nogen, som kan hjælpe dig, hvis du faktisk er i de begyndende stadier af en depression. For selvom det godt kan lyde skræmmende, så kan man arbejde rigtig meget med depression, og rigtig rigtig mange får det helt godt igen. Nogle gange kræver det bare lidt hjælp fra nogen, som ved meget om det. 

Du skriver, at du tænker, at det ikke bør blive kørt så meget op, fordi det måske bare er dig, der overreagerer, og jeg kan godt forstå, at den tanke melder sig. Det kan den både gøre, fordi man er bange for at være til besvær, eller fordi man faktisk er bange for, hvad det vil sige, hvis man har en depression, men som jeg ser det, så er det ikke at overreagere at få en snak med f.eks. din læge om det. Det er læger og psykologers arbejde, og ligesom med fysisk sygdom så tror jeg, at det er bedre at tænke, at man hellere skal få tingene tjekket en gang for meget end en gang for lidt. For det er ikke at overreagere, når det handler om, at du har lagt mærke til nogle ændringer i dit humør og din energi, som gør det svært at leve det liv, du ellers vil leve. Det er bare at reagere, ligesom at man reagerer ved at tage til lægen, hvis man har ondt eller har slået sin krop. Så du er ikke dramatisk eller til besvær, hvis du vælger at tale med nogen om det. Du er bare ansvarlig og passer på dig selv, og ærlig talt er der mange - både unge og voksne - som kunne have godt af at blive opmærksom på de her ting, ligesom du er.

Du nævner til sidst, at du måske tænker, at du burde gå til psykolog, men at du ikke orker det, og de forstår jeg godt. Hvis man i forvejen oplever, at man ingen energi har, så giver det rigtig god mening, at det føles helt uoverskueligt at skulle finde en psykolog og afsted til samtaler og så videre, men jeg tror, at du vil opleve, at det er energien værd, fordi det forhåbentlig vil gøre dig mindre trist og mindre træt, hvis du kan få arbejdet lidt med de tanker, du har. Men det er svært at overskue, og derfor er det også helt okay at bede om hjælp fra dine nærmeste. Jeg tror og håber på, at hvis du fortæller din familie omkring det, du oplever, så vil de hjælpe dig med at få det hele stablet på benene, så du kan bruge din energi på at få det bedre. 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar. Jeg håber, at du vil tale med nogen, om hvordan du har det, for du fortjener ikke at gå og have det så skidt. Og det er hjælp at hente, så jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig med at finde lysten og energien til at række ud efter den. Jeg tror på dig, og jeg ønsker dig alt det bedste. 

Mange varme tanker,

Amanda