Hvilke problemer løser nikotin?
Hvilke problemer løser nikotin?
I løbet af januar har Cyberhus, i samarbejde med Sundhedsstyrelsen, haft fokus på unges brug af nikotinprodukter. Gennem den seneste måned har vi udgivet 3 blogindlæg, og vi har haft 3 gruppechats om emnet. Vi har især fokuseret på, hvorfor unge bruger nikotin.
Blogindlæg om nikotin
Det første blogindlæg handler om at passe ind, og at flere unge starter med at bruge nikotinprodukter, fordi deres venner eller kollegaer gør det. Det bliver desuden beskrevet, hvordan nikotin er et giftstof, som påvirker balancen i hjernen, og gør, at den lykke eller veltilpashed, man tidligere selv kunne opnå, bliver afhængig af, at man indtager nikotin. Blogindlægget slutter med tre gode råd til, hvordan man kan øve sig i at mærke sine egne grænser, hvordan man kan sige fra samt at man kan snakke med nogen man stoler på om det. Læs det her: https://cyberhus.dk/blogs/cyberhus-gruppechat/nikotin-og-passe-ind
Det andet blogindlæg omhandler alternative måder, end nikotin, til at finde ro og gode pauser i hverdagen. Det kunne f.eks. være ved at beskæftige hænderne, bevæge kroppen, at lave mindfulnessøvelser eller at tage en pause fra skærmen. Læs det her: https://cyberhus.dk/blogs/cyberhus-gruppechat/hvordan-man-finder-ro-og-gode-pauser-i-hverdagen-uden-nikotin
Det tredje blogindlæg handler om, hvordan man finder fokus i hverdagen. Det gør det, fordi nogle unge oplever, at nikotin får det til at føles lettere at finde fokus. Da nikotin har en masse skadelige virkninger, både her og nu, men også på længere sigt, opridser indlægget andre måder, man kan finde fokus. Det kan man bl.a. ved at mindske distraktioner, lave en struktur for sine opgaver samt sørge for at få spist og sovet. Læs det her: https://cyberhus.dk/blogs/cyberhus-gruppechat/hvordan-finder-man-fokus-i-hverdagen
De unges egne tanker
De 3 gruppechats fulgte emnerne for blogindlæggene. Det vil sige, at de handlede om at passe ind, at finde ro og at finde fokus.
Der blev blandt andet snakket om, hvordan man kan finde ro og fokus uden brug af nikotin. Der blev også snakket om, hvorfor det kan være svært at fokusere, selvom man gerne vil.
I gruppechatten, om at finde fokus, skrev en bruger for eksempel:
“Jeg har det med at udskyde tingene, så bliver det bare endnu mere presset på et andet tidspunkt”
Derefter blev der delt forskellige strategier for, hvordan man stopper med at udskyde, og hvordan man fokuserer.
I gruppechatten om at finde ro delte en bruger blandt andet nogle metoder, som vedkommende brugte til at finde ro. Brugeren skrev, at for dem kunne det give ro at gå en tur, sove, snakke med nogen, se en serie eller at dyrke sport.
Hjælp til at blive nikotinfri
Vi forstår, at det kan være super svært med at stoppe med at bruge nikotinprodukter, når man først er blevet vant til det. Nikotin er afhængighedsskabende, hvilket gør det rigtig svært at stoppe. Derudover kan man opleve, at nikotin kan hjælpe med at løse forskellige udfordringer, man kan have. Her er det bare vigtigt at huske, at der er alvorlige bivirkninger ved brug af nikotin, også selvom det kan føles godt her og nu.
Hvis du har brug for hjælp til at stoppe, findes der flere forskellige tilbud, som kan hjælpe dig. Du kan f.eks. ringe til Stoplinien på 80 31 31 31 eller sende en SMS med BREAKUP til 1231. Så vil der sidde dygtige rådgivere klar til at hjælpe dig.
Tjek også den her hjemmeside ud, hvor du blandt andet kan beregne dit nikotinforbrug og høre andre unges historier om deres brug af nikotin: https://break-up.dk/
Deltag i gruppechatten og del dine tanker med andre unge
Hver tirsdag kl. 16-17 kan du deltage i en gruppechat, der handler om nikotin og hvordan man kan blive nikotinfri. Du kan tilmelde dig chatten og deltage via dette link: https://cyberhus.dk/cyberhus_chat?id=kPSarY9y7ilKIbqm6l66xzK05WAw3Our&m=1&r=YcE2JuhBdAbeJqnue1D6og==
Chatten faciliteres af Roskilde Kommune, og der sidder sundhedsfaglige professionelle med i chatten.
Bruger du nikotinprodukter? Har du mistanke om, at du er blevet afhængig af nikotin? Del dine erfaringer i kommentarfeltet!
Tak fordi du læste med!
Deltag i gruppechats på cyberhus.dk/gruppechat // Du er ikke alene
Tilføj kommentar