Skænderier
Skænderier
Hej Cyberhus Mit problem er at jeg ikke kan holde min mor ud. Hun hakker konstant på mig og vi skændes stort set hver dag. Jeg ved ikke hvorfor det er blevet sådan, for det har ikke altid været på den måde. Men måske det sidste års tid er alting bare begyndt at gå dårligt mellem os. Det er som om hun kun ser alt det dårlige ved mig , og hvis jeg skal være helt ærlig så gør jeg jo nok det samme ved hende. Har I nogen råd til hvordan det kan blive godt igen.
Hej!
Tak for dit spørgsmål. Det lyder som en rigtig svær situation, du står i, og jeg kan godt forstå, at det fylder meget for dig. Når man oplever så mange konflikter derhjemme, kan det være hårdt og frustrerende, især når det er med en, man holder af, men hvor tingene bare ikke fungerer lige nu.
Jeg vil lige understrege, at det er meget normalt, at man begynder at skændes mere med sine forældre i din alder, og det er noget, rigtig mange går igennem.
Du skriver, at det ikke altid har været sådan mellem dig og din mor, og det er en vigtig ting at lægge mærke til. Jeg synes også, det er super positivt, at du rækker ud for at finde en løsning. Det viser, hvor vigtigt det er for dig, og det er jeg sikker på, at det også er for din mor. Jeg har et par tanker omkring konfliktløsning, som jeg vil prøve at gennemgå.
Du kan starte med at prøve at forstå, hvad der ligger bag skænderierne. Ofte opstår konflikter, når begge parter føler sig misforstået eller overset. Du nævner selv, at det føles, som om hun kun ser alt det dårlige ved dig, og at du måske også gør det samme ved hende. Det kan være en god idé at tænke over, hvad der egentlig gør dig frustreret ved hende, og hvad der måske gør hende frustreret ved dig. Når vi bedre forstår hinanden, bliver det nemmere at finde løsninger.
Derudover kan du prøve at lægge mærke til, om der er mønstre i, hvornår I skændes. Er der specifikke situationer, hvor det sker oftere end andre? Måske tidspunkter på dagen? Hvis du kan finde nogle bestemte triggers, kan det være nemmere at prøve at undgå dem i fremtiden og måske endda nævne for din mor, at du har lagt mærke til dem.
Du kan også overveje at tage initiativ til en rolig snak med hende. Måske kan du finde et tidspunkt, hvor I begge er afslappede, og prøve at fortælle hende, hvordan du har det, uden at bebrejde hende. Du kan fx sige noget som:
"Jeg føler, at vi skændes meget for tiden, og det gør mig ked af det. Jeg vil gerne have, at vi har det godt sammen. Jeg vil gerne høre, hvordan du oplever det, og hvad vi kan gøre for at få det bedre."
Ved at starte med "jeg føler" og undgå at pege fingre skaber du en bedre mulighed for, at hun lytter uden at gå i forsvarsposition.
Det er også helt okay at tage en pause fra hinanden, mens I skændes, hvis I begge har brug for det. Hvis du fx har dit eget værelse, kan det være et godt sted at trække dig tilbage og få lidt ro, når tingene bliver for meget. Skænderier har det ofte med at eskalere, så det kan være rigtig godt at gøre. Så kan man sige noget som: "Jeg kan mærke, at jeg har svært ved at være i den her samtale lige nu, og at det ikke er konstruktivt. Jeg vil gerne snakke videre om det her, når jeg lige har samlet mine tanker lidt."
Husk at passe på dig selv. Når konflikter fylder meget, kan det være en god idé at tale med en anden om det. Måske en anden voksen, du stoler på, som kan hjælpe dig med at få luft for dine frustrationer og give dig nye perspektiver. Det kan også være en ven eller en lærer, hvis det føles lettere at tale med dem.
Husk, at det er helt normalt at opleve konflikter med sine forældre, især når man bliver ældre og begynder at se tingene på en anden måde. Men det betyder ikke, at det altid vil være sådan – forhold kan ændre sig, hvis man arbejder på dem.
Jeg håber, mit svar kan hjælpe dig lidt på vej, og jeg ønsker dig alt det bedste!
De bedste hilsner,
Juni fra Cyberhus