Afklaring på det her.
Afklaring på det her.
Hej Cyberhus Jeg har brug for noget afklaring da jeg har en del angst og nervøsitet angående noget jeg har set for nyligt. Det angår den danske lovgivning ift. hentai og tegnserie porno. Har nemligt set noget modbydeligt, og er bange for at jeg har gjordt noget forkert da jeg var yngre. Jeg har for noget tid siden set lidt hentai efter en længere periode hvor jeg havde holdt mig fra porno generelt og jeg lagde mærke til at på siden jeg så det på var der nogle af videoerne hvor der var noget der lidt lignede tegnede børn. Jeg forlod siden da det gik op for mig hvad det lignede. Jeg fandt det temmelig modbydeligt så jeg søgte lidt rundt omkring på nettet og fandt frem til at det vist er en hel genrer i sig selv, hvilket jeg for at sige det mildt finder væmmeligt. Jeg har prøvet at finde ud af om sådan noget er ulovligt i danmark, og om det burde rapporteres. Jeg har næsten intet fundet. Jeg synes jeg læser mig frem til at det vist kun er ulovligt hvis det er ægte børn fra den virkelige verden der er afbilledet eller hvis billederne er fotorealistiske/realistiske, hvilket disse ikke var. (jeg finder dog en del info om at det er ulovligt i andre nordiske lande, men finder næsten intet om danmark) Jeg understreger igen at jeg ikke trykkede på disse videoer eller opsøgte dem. Men jeg har stadigt været på den der hjemmeside og det skræmmer mig gevaldigt. Jeg gik væk fra den da de gik op for mig. (hjemmesiden er vist meget kendt ift. hentai hjemmesider) Dette har sendt mig i en spiral hvor jeg har prøvet at finde info omkring det, samt prøvet at finde ud af om noget jeg havde set eller læst da jeg var yngre kunnet have været noget i den stil. Jeg fandt desværre frem til at en pornografisk tegneserie jeg læste for nogle år siden vist var sådan en fan lavet en til en decideret fiktiv anime. Dette gav mig en dårlig fornemmelse i maven så jeg læste op på den anime og fandt frem til at karakterende ikke var voksne, men teenagere. Så jeg sidder lidt her og kan ikke falde i søvn grundet angst for at jeg har opsøgt noget der i mine øjne er børneporno, eller seksuelt overgrebs materiale med mindreårige som det vist nok hedder nu. Ud fra hvad jeg husker var det tegnet i hvad jeg bedst kan beskrive som klassisk mangastil, og karakterende var ikke tegnet på en sådan måde at det lignede børn. I selve anime serien, som jeg har fundet ud af var meget populær, var karaktererne også meget seksualiseret. (hvilket jeg mistænker er grunden til at det der "fan" halløj er blevet lavet) Karakterende fra serien var fiktive, og ud fra den begrænsede info jeg har fundet så er det kun når det er ægte personer der er involveret eller når det ligner et fotografi at det er ulovligt i Danmark. Ikke at det hjælper på den følelse af væmmelse jeg føler over at have opsøgt og læst det lort dengang, om jeg vidste det eller ej. Dette er en af de få ting jeg har fundet om det på nettet (side 8-11 og side 13): https://redbarnet.dk/wp-content/uploads/2024/02/Notat_Forslag-til-skaerp... Alt i alt vil jeg høre om jeg har gjort noget ulovligt dengang jeg læste den der tegneserie for ca. 2-3 år siden, og om jeg kan komme i problemer for det. Samt det der jeg har oplevet for nyligt med den der hjemmeside. Sådan nogle ting ser jeg selv som moralsk forkerte og jeg har det ikke godt med mig selv. Jeg har forsøgt at undersøge det, men det info jeg finder er generelt mange år gammelt, hvilket gør at jeg har svært ved at stole på det, og jeg kan bare ikke sidde med det her selv mere. Jeg håber ikke det er for meget at bede om et detaljeret svar, da min angst konstant stiller spørgsmål til alt info jeg finder.
Kære H.
Det er godt at du skriver til os med dine bekymringer og angst for, om du har gjort noget forkert, og om du kan få problemer for det. Det er helt okay at blive bekymret over det, du har set. Det viser, at du har nogle stærke moralske værdier, og at du tænker over det, du ser og oplever. Det er rigtig godt, selvom det ikke altid er særlig rart at have de tanker. Jeg vil prøve at give dig et så detaljeret svar på dine spørgsmål som muligt:
Juridisk aspekt i Danmark:
I Danmark er lovgivningen på området lidt kompliceret. Ifølge straffelovens § 235 er det ulovligt at være i besiddelse af, dele eller fremstille billeder eller videoer, der viser seksuelt krænkende materiale med ægte børn – det gælder også realistiske computergenererede eller manipulerede billeder, hvor det kan være svært at se forskel på, om det er ægte eller ej.
Når det gælder tegnede figurer (som i hentai eller manga), er loven mindre klar. Materiale, der åbenlyst ligner realistiske børn, kan potentielt falde ind under loven, men det vurderes individuelt. Hvis figurerne er stiliserede og tydeligt fiktive (som klassisk mangastil), har det indtil nu generelt ikke været ulovligt i Danmark.Det betyder, at den slags fan-tegnede serier eller hentai, du nævner, sandsynligvis ikke er ulovligt – selvom det kan være ubehageligt at opdage, at det eksisterer.
Ud fra det, du beskriver, så er der intet der tyder på, at du har gjort noget ulovligt, som du senere vil kunne blive straffet for. At have læst en fan-tegneserie med fiktive karakterer eller været på en hjemmeside uden at klikke på det ulovlige indhold er ikke en kriminel handling. At du selv har opsøgt information om, hvad lovgivningen siger og hvad der er rigtigt og forkert, viser det tydeligt, at du ikke har haft nogen intention om at gøre noget ulovligt eller forkert.
Moralsk
Det er helt naturligt at føle angst eller få det skidt, når man opdager noget, som man faktisk synes er forkert (men ikke nødvendigvis ulovligt). Man kan komme til at bebrejde sig selv og synes, at man burde have handlet anderledes. Men det er ofte svært at vide, når man pludselig befinder sig i en situation, som man kan mærke er grænseoverskridende. Ved at reflektere over det, og i dit tilfælde undersøge, hvad det er for en side, du har været i kontakt med, gør, at du er klogere på, hvordan du kan handle, hvis det skulle ske igen i fremtiden.
Du har ikke aktivt opsøgt noget forkert eller ulovligt. Det lyder til, at du er stødt på det ved et tilfælde, og ud fra det, du skriver, har du handlet ansvarligt efterfølgende.
At du får følelser af angst over din oplevelse kan også handle om, at det er et meget følsomt emne, og at der netop ikke er en klar rettesnor for, hvad der er lovligt og ulovligt, og dermed hvad vi som samfund har besluttet er moralsk rigtigt og forkert. Det kan gøre det endnu sværere at forholde sig til. I aften afholder Cyberhus en gruppechat med Red Barnet om netop dette emne, hvor man kan stille spørgsmål til Red Barnets eksperter på området og få viden om, hvad seksuelt overgrebsmateriale er, og hvad man kan gøre, hvis man støder på det. Det finder du her her . Det vil jeg anbefale dig at deltage i, hvis du har brug for at få uddybning på dine spørgsmål, eller en snak om, hvordan man kan håndtere sådan en oplevelse, du har haft. Du er også altid velkommen til at skrive til os i vores sms chat, hvis du har brug for at tale mere om det. Det kan ofte hjælpe at dele sine tanker og bekymringer med andre, og særligt med emner som dette, som er meget tabubelagte, og som kan være svære at snakke højt om.
Hvis du støder på lignende materiale eller sider igen, kan du altid rapportere det til Red Barnets anmeldelsesside, anmelddet.dk. Du behøver ikke at vide, om materialet er ulovligt, men det vurderer deres eksperter. Det er bedre at anmelde det for at være på den sikre side, hvis du har mod på det.
Jeg håber, at mit svar har givet dig noget afklaring, og så håber jeg, at du vil overveje at deltage i gruppechatten i dag. Husk på, at det er okay at føle sig utilpas, selvom det ikke er rart. Det viser, at du har empati og moral. Hvis du har flere spørgsmål eller stadig føler dig usikker, så skriv endelig igen.
Mange hilsner
Pernille