Hej Sarah

Først vil jeg lige sige tak, fordi du deler din historie. Den rørte mig dybt, da jeg læste den. Ikke blot for de ting, du har været ude for, men for den måde, du skriver om det og dine følelser. Det er tydeligt, at du har været igennem meget, og det, at du har kæmpet dig frem til et sted, hvor du har opbygget selvtillid og overvundet din angst, er en kæmpe præstation i sig selv. Du fortjener at anerkende, hvor langt du er kommet, selvom det kan være svært, når verden igen føles tung og udfordrende.

Du nævner, at du føler dig svag, og at du mangler selvrespekt, men det, jeg læser, er en person, der kæmper – for sig selv, for sin værdighed og for at finde en vej frem. At kæmpe betyder ikke, at du aldrig føler dig sårbar; det betyder, at du bliver ved, selv når det føles svært. Det er nemt at holde hovedet højt, hvis man aldrig har været udsat for noget svært. Styrke er at kunne fortsætte, selv når man føler, det er svært.

Det er vigtigt, at du giver dig selv lov til at slippe for skylden, især for det, der skete med ham, du var gode venner med. Det, han gjorde, er 100 % hans ansvar. Det er ikke din fejl, at han valgte at begå et overgreb. At du tænker: “Jeg kunne have stoppet det,” viser, at du tager mere ansvar for situationen, end nogen nogensinde burde. Når vi oplever traumer, prøver hjernen ofte at finde en forklaring – nogle gange ved at vende skylden mod os selv – men det betyder ikke, at det er rigtigt. Jeg forstår, at det kan være svært. Når man giver sig selv ansvaret, er det også en måde, man kan lade sig selv føle kontrol. Hvis du kunne have stoppet ham, så er du mindre et offer. Men det, der skete, var ikke din skyld. Det er en skræmmende tanke, men det er en, jeg tror, du bliver nødt til at lade dig selv mærke.

Når du giver slip på den skyld, du har taget på dig, kan du begynde at give plads til selvomsorg og medfølelse med dig selv. Det, du har været udsat for, er dybt uretfærdigt, men det definerer ikke dig som person. Din styrke ligger i, hvordan du vælger at rejse dig og tage kontrol over dit liv igen, og den styrke har du allerede vist, at du har.

Det er helt naturligt, at du gerne vil lære at beskytte dig selv bedre. En vigtig del af det er at øve dig i at sætte grænser og lytte til dine egne behov – og det begynder ofte i de små ting.

Til at starte med, så øv dig i at sige nej og mærke grænser. Det kan være overfor små ting i hverdagen, hvor du føler dig presset, indtil du er blevet mere komfortabel med det. Bliver der foreslået noget mad, du ikke har lyst til? Så prøv at øve dig i at sige, at det har du ikke lyst til at spise. På den måde kan du måske starte din rejse med at øve dig i at mærke dine grænser.

Det er smukt, at du lever efter princippet om at behandle andre, som du selv vil behandles. Men som du selv skriver, er det ikke alle, der fortjener den respekt. Når nogen ikke respekterer dig, er det helt okay at trække grænsen og vælge at værne om dig selv i stedet. Respekt er noget, man skal gøre sig fortjent til – det er ikke en ret, man bare får. Desværre gælder det også med selvrespekt. At genopbygge selvrespekt og styrke tager tid, og der vil være op- og nedture. Det er vigtigt, at du er blid mod dig selv i processen. Det er ikke en lineær rejse, men hvert skridt, du tager, bringer dig tættere på den styrke og ro, du søger.

Til sidst vil jeg opfordre dig til at snakke om det med nogen, du stoler på. Måske en ven eller forældre? Jeg får fornemmelsen af, at du godt ved, at du fortjener omsorg og støtte i det her, men at du ikke tør bede om det. Jeg håber, du kan mærke min omsorg for dig i mit svar, men personer, der kender dig, vil kunne gøre det så meget bedre.

De bedste hilsner,
Juni fra Cyberhus