Min mor.

brevkassespørgsmål

Min mor.

brevkassespørgsmål af
Trine
22 år
Oprettet 1 måned 2 uger siden

Hej. Jeg skriver herind siden jeg ikke ved hvad jeg skal gøre. Min mor og mig har egentlig et godt forhold. Men jeg har altid hele mit liv trædt varsomt med hende siden hun pludselig kan eksplodere. Da jeg var barn råbte hun ad mig og kalde mig grimme ting hvis man gjorde noget der ikke passet hende. Det sker stadigvæk og jeg er 22. Dengang jeg var lille kom hun op at slåss med min storesøster og brak hendes ribben. De var uvenner i 2 år men er nu venner igen. Da jeg var 16 gik hun i fysisk angreb på mig fordi hun ikke kunne lide min kæreste. Vi slåsset den dag da jeg automatisk gik i selvforsvar. Jeg var ked af det længe men flyttet så hjemmefra året efter. Vi er gode venner igen men jeg bliver stadigvæk snakket grimt og ned til den dag i dag som 22 årig. Har prøvet at sætte mig i respekt flere gange, men hun griner bare og letter på skuldrene. I weekenden blev jeg så mega fuld og hun var med. Det var familie fest og jeg fik for meget at drikke.. hun snakket så grimt til mig og ned til mig at jeg så tog fat i hendes arme og råbte STOP. Jeg har fået nok. Jeg finner mig ikke i det mere. Indtil lige pludselig ligger vi nede på jorden og slåsser med hinanden…. Da det går op for mig, prøvede jeg at hjælpe hende op men hun sagde jeg ikke længer er hendes barn og er et monster. Vi har snakket om det men hun giver mig hele skylden og siger jeg var aggresiv og gik til angreb på hende. Jeg husker ingenting men andre siger til mig jeg ikke gjorde men vi var lige gode om det. Jeg har sagt til min mor jeg undskylder for min del men hun skal stoppe at snakke så grimt til mig og ned til mig. Hun siger så det hele er min skyld og nægter at snakke om det mere fordi hun siger vi ikke bliver enige og jeg beskylder hende for alt mulig. Men jeg har jo undskyldt for min del.. så forstår det ikke. Er ulykkelig. Aner ikke hvad jeg skal gøre. Og føler nu det hele i weekenden var min skyld. Mvh Trine

Svar: 

Hej Trine. 

Jeg kan godt forstå at du er ulykkelig, det er en virkelig svær situation du står i lige nu, så det er super godt at du søger hjælp! Konflikter er aldrig sjove, og det er bare endnu mere svært når det er en konflikt med en man virkelig holder af - specielt når det også flere gange udvikler sig til at være fysisk. 

Det lyder til at din mor måske kan være dysreguleret i hendes følelser, hvilket betyder at hun kan have rigtig svært ved at styre hendes reaktion, når hun f.eks. bliver vred, hvilket ofte kan resultere i en meget voldsom reaktion. Nu ved jeg ikke om det kun er over for dig og din søster, eller om hun opfører sig på samme måde overfor andre mennesker, men jeg kan forestille mig at det kan være rigtig svært at have en relation til hende, hvis hun er så dysreguleret, hver gang hun bliver vred. 
Hvis det tilfældet at din mor er dysreguleret, syntes jeg at der ligger en vigtig pointe i at det ikke er dig der gør noget galt, men at det altså er din mor der ikke har evnen til at styre hendes følelser når der opstår uenigheder. 
En mulig løsning på dette kan være at din mor kan søge hjælp, så hun kan få nogle redskaber til at kunne kontrolere det, men det kan være rigtig svært at få andre til at indse at de har brug for hjælp. Derfor tænker jeg at jeg vil fokusere mere på hvad du kan gøre, for ikke at havne i så ubehagelige konflikter med din mor igen. 

Den hurtigste løsning er at droppe kontakten med din mor helt - dog er det sikkert også den sværeste og nok ikke noget du er interesseret i, da du jo beskriver at I egentlig har et godt forhold til hinanden. Det kan dog være noget du bør overveje alligevel, hvis konflikterne fortsætter med at være så voldsomme og fylder så meget for dig. 
Derudover kan du også vælge en mellemløsning hvor du dropper kontakten til hende i noget tid, og forklarer hende, at så længe hun behandler dig som hun gør, så vil du ikke have kontakt med hende. Det er dog vigtig at du så er konsekvent og dropper kontakten hver gang hun starter på hendes opførsel igen. Samtidig tror jeg også at det så er mega vigtigt at rose hende når hun faktisk opfører sig godt og jeres relation er god! 

Forhåbentligt når I dog ikke til at du bliver nødt til at droppe kontakten helt og der er heldigvis også nogle andre muligheder for at gøre sitationen bedre.
En mulighed kunne være at dig og din mor tager en snak sammen i "fredstid" - altså på et tidspunkt hvor I er gode venner og ikke lige har været i konflikt. Her kan I sætte nogle forventninger op til hinanden og aftale hvordan I skal gøre næste gang der er en konflikt under opsejling. Du kan overveje at invitere din søster med til samtalen, men det er vigtigt at det bliver gjort mens i alle er gode venner og at I alle respekterer hinanden under snakken og ikke "kaster med mudder". 
Hvis I har mulighed for det kan I endda hyre en konfliktmægler - de kan være helt vildt gode til at sørge for at sådan en samtale går den rigtige vej og at alle bliver hørt og får noget ud af det. 
I kan  finde sådan en her: https://www.konfliktmaeglerne.dk/
Et alternativ kunne være at undersøge mulighederne for familieterapi eller lignende.

Du beskriver at du er meget frustreret over den konflikt I har nu og har svært ved at din mor ikke vil tage noget af ansvaret for den.
For det første syntes jeg at det er mega sejt at du har taget ansvar for din del af konfliken.
For det andet syntes jeg at det er mega godt at du fik sagt fra over for hende og fik fortalt hende at du ikke vil finde dig i den måde hun behandler dig. Jeg tror dog at det havde været bedre at få det sagt mens du/I var ædru. Generelt kunne det måske være en meget god idé at lade være med at drikke alkohol, når du skal være sammen med din mor. Alkohol kan desværre tit være skyld i mange misforståelser og med din mors reaktionssmønster, tænker jeg at det kan blive sårbart hvis du er påvirket.

Men hvordan skal I så komme videre nu? specielt når din mor ikke vil tage del i ansvaret? 
Det kan være vildt svært at tage ansvar for en konflikt mens man stadig er mega vred eller ked af det - derfor kunne det måske være en idé at smide konflikten på pause og så tage den op igen om et par uger, hvor I måske begge ser anderledes på det hele. 

Jeg vil gerne slutte af med at understrege at jeg slet ikke tænker at det er dig der har hele skylden for hvad der skete i weekenden - og det lyder jo til at du er helt med på at du har en del af ansvaret, men at din mor også bærer en stor del og det syntes jeg at du skal holde fast i!

Jeg håber at mit svar kan hjælpe dig - held og lykke!
Mvh. Chris - Cyberhus 

 

cyberhusrasmuss billede
Chris fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program