Hey

brevkassespørgsmål

Hey

brevkassespørgsmål af
Emilia
15 år
Oprettet 3 år 6 måneder siden

Hej 

jeg mistede min mormor og morfar for 7 år siden

men jeg tænker på dem så tit jeg er så mega ked af det. det er som om de aldrig rigtig sagde farvel jeg var flyttet til en pleje familie de var der altid for mig og de lærte mig at være stærk og elske livet der var så meget glæde jeg husker Der gik et år hvor jeg ikke havde set dem en månede inden jeg skulle se dem døde min morfar og så 2 dage før jeg skulle se min mormor døde hun jeg husker da jeg fik det af vide jeg græd mig selv i søvn og var ked af det jeg fik ADHD alt blev svært jeg blev flyttet fra min pleje familie fordi de ikke kunNe hjælpe mig vidre og blev så flytttet til opholdsted jeg græder og savner og er stadig så knust jeg fik aldrig sagt farvel jeg føler det min skyld jeg ikke sagde farvel jeg kan ikke huske så meget om dem men jeg ved vi var tætte jeg føler der er noget jeg ikke fik med fra dem jeg føler alt er væk jeg har ikke været så glad som jeg var da de levede de døde da jeg var 8 år hvad skal jeg gøre for at komme ud af den så dybe sorg jeg snakker med folk om det men jeg mangler stadig en prik som jeg føler jeg ikke får af vide omkring hvad der var dengang

jeg har ingen og spørge jeg snakker tit om dem men der er bare noget der ikke giver slip fordi der mangler noget og self vil man savne dem men jeg er stadig dybt sorget hjælp

Svar: 

Kære Emilia

Jeg vil gerne starte med at fortælle dig, at det gør mig rigtig ondt at høre, at du har mistet din mormor og morfar. Jeg kan godt forstå, at har ramt dig hårdt, og specielt når det begge gange skete lige inden, du skulle se dem igen. Så føler man nærmest, at man er blevet snydt, og så kan tabet og sorgen nærmest virker endnu større, end hvad man ellers gik og troede var muligt. 

Sorg er en rigtig svær størrelse, fordi den bare kan være så altoverskyggende, og selvom at jeg håber, at savnet til din mormor og morfar med tiden vil blive mindre, så tror jeg måske ikke, at den nogensinde vil forsvinde helt. Men den kan blive lettere at bære, og med tiden håber jeg også, at din sorg mere vil være en påmindelse om, hvad du har haft, og hvor heldig du var med at have så dejlige bedsteforældre, end den vil være en påmindelse om, hvad du har mistet. For sorg er lidt begge dele, og nogle gange tror jeg, at det hjælper at se på sorg og savn, som naturlige følelser, ligesom glæde og vrede. Sorg og savn er beviset på, at vi har haft mennesker i vores liv, som vi elskede, og når de ikke længere kan være en del af vores fysiske liv, så bliver sorg og savn vores nye måde at vise vores kærlighed. Så du skal ikke skamme dig over din sorg, for din sorg bunder i dyb og ægte kærlighed, og det skal man aldrig skamme sig over eller undskylde for. 

Du skriver, at du føler, at det er din skyld, at du ikke fik sagt farvel, og selvom jeg godt forstår det, så lover jeg dig, at det ikke er din skyld. Det er sådan livet er, og vi kan ikke vide, hvornår nogle ikke længere vil være her. Du havde ingen chancen for at vide, hvornår dine bedsteforældre ville dø, og derfor må du ikke bebrejde dig selv. Du kunne ikke vide det, og derfor kunne du heller ikke have gjort noget anderledes. Og selv hvis du havde nået at se dine bedsteforældre en sidste gang, så er jeg sikker på, at du stadig ville ønske, at du kunne have set dem en gang mere. For sådan er det. Vi føler aldrig, at vi har fået nok tid med dem, vi elsker. Selv folk der har været gift i 60 år, eller kendt hinanden i 65, 70, eller 75 år, vil stadig altid ønske, at de kunne have fået lov at få bare fem minutter mere. 

 Du skriver, at du gerne vil tale med folk om dine bedsteforældre. Nu ved jeg ikke, hvor meget du ser din familie, når du er på opholdssted, men hvis du stadig taler med dem engang imellem, kan de måske fortælle dig historier om dine bedsteforældre? Måske din mor har nogle sjove historier om dem fra da hun var lille, eller måske du har søskende, som også har nogle fine historier. Det kan også være, at din mormor og morfar havde søskende, som stadig lever, som du måske kan få lov at kontakte og høre, om de kan fortælle noget om, hvordan dine bedsteforældre var, da de var unge og på din alder?

Jeg tænker også, at det lyder til, at det kunne være rart for dig at få en mulighed for at tale med andre og få bearbejdet din sorg. Derfor tænker jeg, om en sorggruppe eller sorgrådgivning måske kunne være en hjælp for dig? Der er lidt forskellige muligheder. Sorglinjen har både mulighed for, at man kan SMS'e og ringe. Der er også Sorgvejviser, som kan hjælpe dig med at se, om der er nogle tilbud i dit område. Folkekirken har også sorggrupper, måske der er en i nærheden af dig? Ellers tænker jeg også, at det kunne være en mulighed at se, om din kommune har en chat her på Cyberhus, da en rådgiver fra din egen kommune måske også kender til nogle muligheder, som kunne være relevant for dig. Du kan se om din kommune er på listen over kommunechats lige her

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig lidt på vej, og ellers er du jo også altid velkommen til at kigge forbi vores 1-1 chat, hvor du kan få en snak med en af vores søde rådgivere. Jeg sender varme tanker og virtuelle knus din vej. 

De bedste hilsner,

Dagmar

Dagmars billede
Dagmar fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program