Hej. Undskyld hvis denne her besked er lidt lang. Jeg ved ikke om i overhovedet svare på denne her slags beskeder. Men her kommer den. Jeg er en pige på 20 år. Jeg går i gymnasiet. Jeg har tideligere haft mange af mine venner som har “forladt”mig uden grund. Både tætte og ikke så tætte. Jeg har haft nogle hårde år i folkeskolen. Men har endelig fået det bedere nu. Bortset fra at jeg har svært ved at være venner med folk. Jeg skubber folk væk, føler jeg. Hver gang jeg lære nogle nye at kende så har jeg det godt og jeg har altid haft det let ved at snakke med nye mennesker, men så snart der er gået et halvt år ca. så begynder jeg at panikke på nogle punkter. Jeg føler mig lidt fanget. Jeg kan ikke life at folk forventer noget af mig. Jeg får en slags omklamrende følelse. Og tit når jeg er sammen med dem udenfor skolen, magter jeg ikke og inden jeg tager afsted vil jeg allerade hjem igen. Ikke fordi jeg ikke vil være sammen med den. Men så alligevel. Jeg fortrækker aftaler med et slut tidspunkt hvor jeg kan tage hjem fx. Kl. 00 og så behøver jeg ikke have dårlig samvittighed over at jeg tager hjem. Det samme med fest, det også en af de ting jeg fortrækker. Mine venner elsker at lave spontane ting. Jeg hader det. Vi bor lidt langt væk fra hinanden. Så jeg vil helt have planlagte aftaler. Jeg har lyst til at jeg kunne give slip når jeg var sammen ved mine tætte venner. Men det er som om at jo tættere jeg bliver på folk. Jo mere afstand tager min hjerne fra situationen. Og jo mere angst får jeg. Jeg panikker også når jeg skal overnatte med folk og kan slet ikke finde ro. Jeg hader st være sammen med folk i for lang tid. Men vil gerne lave om op de ting så de ikke er sådan en stor udfordring for mig. Har i et råd til mig please:)