Ligeglade mennesker...
Ligeglade mennesker...
Hvorfor bliver der ikke gjort noget ved alt det fucked up lort der sker i vores land? Jeg ved godt det også sker i resten af verden, også endnu værre, men vi må jo starte indefra, hos os selv. Jeg så dokumentaren om Bøgholts misbrugte børn og er så forarget over at en mand som har misbrugt så mange børn nærmest ikke får nogen straf, og ovenikøbet får han slettet sit tilhold for at kunne arbejde med børn, så det kan han stadig. Hvad fuck sker der for det? Er staten bare pisse ligeglade med sådan noget? Det kan jo ikke være andet. Hold kæft, hvor er det klamt at så mange voksne støtter vores regering... Hvordan kan det overhovedet være muligt i et land som Danmark? Undskyld mit sure opstød og mit sprog, men jeg er bare SÅ led ved det. Min mor blev nemlig også voldtaget da hun var 13 og der har selvfølgelig heller ikke været nogen hjælp at hente for hende. Mordere slipper med meget få års straf. Det samme med pædofile. Det er sgu da klart de svin bliver ved, de bliver jo nærmest ikke straffet alligevel. Man kan åbenbart bare smadre ligeså mange menneskers liv som man vil uden det får særlige konsekvenser. Føj... 😭
Kære modige du.
Jeg kan godt forstå, at du føler afmagt og frustration over det, som du beskriver i dit brev. Det er dybt foruroligende at se mennesker, der burde have fået retfærdighed, fortsat lider under et rimelig firekantet system. Det kan være svært at finde svar på præcis, hvorfor tingene er, som de er, især når det handler om så alvorlige emner som overgreb og manglende straf.
Hvis jeg skulle prøve at komme med et bud, er det desværre nok sådan, at fx voldtægt, overgreb osv kan i sig selv være meget svær at bevise. Hvis det ender med at være påstand mod påstand, og vores system er bygget op om princippet om at du er uskyldig indtil modsatte er bevist, så kan gerningsmanden ende med at slippe fri igen, hvilket naturligvis er forkasteligt!
Måske handler det i første omgang om at give plads til den vrede og sorg, som du føler. Det er okay at være vred og føle sig frusteret – det er en naturlig reaktion på uretfærdighed. Og det er måske også her, vi skal finde håbet.
Jeg ved dette sikkert vil lyde som en gammel kliché, men ved at holde fast i den følelse af noget ikke er godt nok, det kan fx styrke motivationen for at det SKAL blive bedre, trods afmagt fx. Afmagt kan være en utrolig tung følelse, men det du nævner om at starte med os selv, kan måske være en vej til at genvinde en følelse af håb. At tage små skridt mod forandring, bruge sin stemme, starte debatter, skrive læsebrev osv. På denne måde kan man skabe opmærksomhed om de sager man brænder for, og jeg sikker på der er flere der enig med dig (Jeg har også selv set dokumentaren og blev også helt dårlig over hvad jeg så, så kan sagtens se hvor du kommer fra- det burde ikke ku lade sig gøre, at en person der har forgrebet sig på børn efter ca 12 år får lov til arbejde med børn igen)
Men følelsen af afmagt er ikke kun din, men noget mange oplever i lignende eller samme situationer, og hvis du fx deler dine tanker og frustrationer, kan i måske skabe et fællesskab og måske endda inspirere andre til at tage handling.
Det handler om mere end bare en sag – det er hele systemet og den følelse af magtesløshed, der følger med. Men midt i al den frustration ligger også potentialet for forandring. At føle afmagt kan faktisk noglegange være det første skridt mod at ville skabe forandring, om det så er gennem debat eller støtteorganistationer.
Følelsen af håbløshed er reel, men håb kan findes i selv de mindste handlinger og i et stærkt fællesskab, som støtter en og også ønsker noget bedre. Det vigtigste her er måske at erkende dine følelser. Det er okay at være vred og frustreret – og så finde måder at kanalisere det på en konstruktiv måde, som kan give en følelse af mening og håb på længere sigt.
Med venlig hilsen Kylie.