Kære dig

Mange tak for din besked her i brevkassen. Jeg forestiller mig, at det er en ubehagelig situation for dig at være i. Jeg kunne forestille mig, at du gerne vil gøre, hvad der er bedst for dig, men samtidig heller ikke har lyst til at gøre nogen kede af det. Derfor er det rigtig godt, at du har skrevet herind til brevkassen. Jeg synes, at det er utrolig sejt, at du skriver ind, fordi du beskriver, at du i forvejen har svært ved at åbne op for, hvordan du har det. Jeg vil forsøge at give dig nogle råd med på vejen, som jeg håber, at du kan bruge. 

Jeg kan godt sætte mig ind i, at du bliver træt af, at at din lillebror tester dine grænser og at han provokerer dig på en måde, hvor du får dårlig samvittighed over at blive irriteret på ham. Du bliver irriteret over din lillebror, når han forstyrrer dig.  Det er meget normalt, at ens yngre søskende er irriterende (især, hvis der er mange år imellem). Det lyder ikke rart, at det tager så meget energi og fokus fra din lektielæsning.  Jeg kan godt sætte mig ind i, at du får dårlig samvittighed, når du bliver irriteret på din lillebror, for det er ikke din mening at gøre ham eller andre ked af det. Du beskriver i din besked, at du har svært ved at snakke med din familie om, hvordan du har det og at du og at du kunne tænke dig, at de spurgte dig mere ind til, hvordan du har det. Det lyder også til, at du faktisk inderst inde gerne vil snakke med dine forældre, men at du bare ikke ved hvordan. Er det rigtigt forstået?

Hvad angår dit spørgsmål om, hvorvidt du skal flytte hjemmefra eller ej, er det et spørgsmål, jeg har svært ved at svare sort/hvidt på. Det afhænger af rigtig mange ting og jeg kender dig ikke godt nok til at svare et klart ja eller nej til dit spørgsmål.  Jeg kan godt forstå, at du gerne vil have mere ro derhjemme til at lave dine lektier og til bare at være dig. Der følger dog også nogle andre ting med, når man flytter hjemmefra, som man skal tage hensyn til. F.eks. regninger der skal betales, madlavning, rengøring, købe møbler, at være meget alene osv. Mon du allerede har tænkt over sådan nogle ting? Hvis ikke du allerede har gjort det, kan være en god idé at tænke over, hvad det indebærer at flytte hjemmefra.

Måske kunne I finde en løsning derhjemme, så du kan få mere ro derhjemme? Kunne det tænkes, at det kunne være en mulighed for dig at snakke med dine forældre først inden du træffer en beslutning om, at du skal flytte eller ej? Selvom det kan være svært at snakke om dine følelser, kan måske det være en mulighed for dig at åbne op for dine forældre om, at du mister fokus fra dine lektier, når din lillebror irriterer dig. På den måde kan de måske hjælpe med at fortælle din lillebror, at han skal lade dig være, når du skal lave lektier og derved skærpe dig, så du kan få den ro, som du behøver? Måske kunne det være en mulighed at læse denne besked op for din mor og far? Jeg kommer til at tænke på den mulighed,  fordi jeg kunne forestille mig, at du på den måde kan få fortalt, hvordan du har det på en måde, hvor du allerede har fortalt det til nogen. Samtidig har du allerede skrevet det ned, så jeg kunne forestille mig, at du ikke kommer til at glemme, hvad du gerne vil sige. Måske bliver det også et springbræt for dine forældre til at spørge ind til, hvordan du har det? Jeg synes, at du i din besked er god til at sætte ord på, hvordan du har det og jeg får et billede af en kærlig storebror og søn, som tænker meget på sin families behov, men som også har nogle behov, som ikke bliver forløst. Måske kan oplæsning af denne besked for dine forældre gøre det nemmere for dig at fortælle, hvordan du har det? Hvad tænker du om den mulighed? Kan det tænkes, at du kan prøve det af først og se, om det vil hjælpe på din trivsel derhjemme og give dig lidt mere ro inden du beslutter dig for, om du vil flytte hjemmefra, når du bliver 18 år? Man kan sige, at dine forældre har svært ved at hjælpe dig med at få ro på derhjemme eller spørge dig ind til, hvordan du har det, hvis ikke de ved, at det er det, du har brug for. Folk er ikke tankelæsere og det er vores forældre heller ikke. Kan du følge mig i det?

Du stiller spørgsmålet om, du "bør tygge tænderne sammen et par år endnu for min mors skyld og bo hjemme."  Jeg kan godt forstå, at det ikke er rart at se din mor ked af det og at det ikke er rart at vide, at hun begyndte at græde pga. noget, du sagde eller gjorde. På den ande side så er det meget almindeligt for forældre, at de har svært ved at give slip og se deres børn vokse op. Mange forældre har svært ved at give slip på deres børn og nogle forældre ser stadig deres voksne børn som børn. Når tiden kommer, så skal din mor nok komme til at vænne sig til, at du er flyttet hjemmefra og at du er ved at blive voksen. Selvom det er svært for mange forældre at give slip, lærer de stille og roligt at vænne sig til det, ligesom at du også kommer til at vænne dig til ikke at bo derhjemme længere.  Giver det mening? 

Endnu engang tak for dit spørgsmål. Det lyder til, at du er en reflekteret og bevidst ung mand og jeg håber, at du finder en løsning, der passer bedst til dig. 

De bedste hilsner
Malou