Er jeg forelsket

brevkassespørgsmål

Er jeg forelsket

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 4 måneder 3 uger siden

Jeg tror måske jeg er forelsket men jeg har ikke prøvet det før så jeg ved ikke hvordan det skal føles. Jeg føler at jeg er glad på sådan en måde jeg ikke kan forklare men så har jeg også hele tiden ondt i maven og bliver nemt ked af det hvis jeg kommer til at tænke på hvor vild jeg er med ham. Jeg er virkelig forvirret for jeg troede bare man havde det mega godt hvis man er forelsket. Er det fordi han er den forkerte. Please hjælp. Den forvirrede pige

Svar: 

Kære dig,

Hvor er det spændende for dig, at du oplever de her store følelser og tanker, som jeg tænker sagtens kunne lyde som en forelskelse. Jeg kan dog også godt forstå at det kan føles meget overvældende og forvirrende, men det er faktisk helt normalt. 

Helt overordnet findes der ikke noget svar på hvordan forelskelse skal føles. Alle vi mennesker er forskellige, og netop derfor kan vores forelskelser også føles meget forskelligt. Selv dine egne forelskelser gennem livet kan føles meget forskellige, og det er helt normalt. 

Forelskelse kan både være fantastisk, men den kan også være hård og smertefuld. Det kommer selvfølgelig an på mange ting, fx om personen man er forelsket i, gengælder forelskelsen eller ikke. Det er jo en rigtig dejlig følelse hvis forelskelsen er gengældt, og omvendt kan det være smertefuldt hvis ikke den er. 

Udover at du oplever at være glad, fortæller du også at du bliver ked af det når du tænker på hvor vild du er med ham. Det lyder ikke som en rar følelse. Det er svært for mig at vide hvorfor du får den her følelse, da jeg ikke ved om du snakker med ham eller om han ved, at du er vild med ham. Men jeg vil prøve at tage udgangspunkt i at han ikke ved, du er vild med ham, og så må du endelig skrive ind igen og rette mig hvis jeg tager fejl.

Jeg tænker nemlig, at hvis de her tanker og følelser er noget du går med selv, og han ikke ved at du er vild med ham, giver det rigtig god mening at du kan have ondt i maven og at du bliver ked af det. Det er helt naturligt og kan være fordi, du ubevidst eller bevidst går og tænker på, om han mon kan lide dig. Tanken om, hvis han ikke er vild med dig, er jo rigtig ubehagelig når du er vild med ham, og det er helt forståeligt at det kan gøre en ked af det. 

Der er generelt mange usikkerheder forbundet ved at være forelsket, og en af dem er blandt andet det her med om den anden person har det på samme måde som en selv. Derfor kan man altså sagtens have ondt i maven og blive ked af det selvom man er forelsket og også selvom det er den rigtige person. Det er altid svært at sige om en person er den rigtige for en, men mit bedste råd til dig er at mærke efter i din mave. Mærk om han gør dig glad, og spørg dig selv hvorfor du bliver ked af det. Er det noget han gør? Eller er det tanken om hvis han ikke kan lide dig? Man må gerne opleve svære følelser i en forelskelse, men der skulle også gerne være de dejlige følelser som du også beskriver du oplever.

Jeg håber du blev klogere og kan bruge mit svar. Ellers er du altid velkommen til at skrive ind igen.

Venlig hilsen

Anne fra Cyberhus

cyberhusannes billede
Anne fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program