Det ved jeg ik

brevkassespørgsmål

Det ved jeg ik

brevkassespørgsmål af
Anonym
12 år
Oprettet 3 måneder 4 uger siden

Jeg kan ikke få fingeren op i fissen. Ved godt det måske har noget at gøre med jomfruhinden, men kan jeg gøre den større ved at massere eller noget?

Svar: 

Hej du,

Godt spørgsmål du stiller der, for det er da også lidt forvirrende.

Når du oplever at du ikke kan få fingeren op i fissen, tror jeg ikke det har så meget med jomfruhinden at gøre. Selvom det hedder en jomfruhinden, har de fleste med en fisse slet ikke en hinde der dækker over hele åbningen. I stedet sidder der en slags krans med hudfolder, som er elastisk og kan udvide sig. Det er for eksempel smart når man har menstruation, for ellers kunne blodet jo ikke komme ud. Der er nogle meget få personer hvor jomfruhinden dækker helt, men for de allerfleste er det bare en myte, at der er en hinde som der går hul på når man stikker noget op i fissen.

I stedet tænker jeg at det du oplever kan handle om, om du er seksuelt ophidset/tænker på sex. Når man bliver seksuelt ophidset bliver fissen fugtig og udvider sig lidt så der er mere plads, men hvis man ikke er ophidset kan det godt være svært og gøre lidt ondt at stikke for eksempel en finger ind.

Du spørger om du kan massere for at gøre fissen større, og der tænker jeg du kan eksperimentere med at røre ved dig selv og mærke efter hvor det føles rart. For de fleste føles det meget dejligt at røre ved klitoris, som er et lille punkt der sidder lige over urinrøret, hvor du tisser fra. Hvis det er rart at massere lidt på klitoris, vil du nok opleve at din fisse bliver fugtig, og så kan der måske godt være plads til en finger. Der er dog også mange som bare onanerer ved at røre ved klitoris, og som slet ikke stikker noget ind i fissen. Der er ikke noget rigtigt og forkert, det kommer helt an på hvad man synes der føles rart. Samtidig kan man sige at når du er 12 år, vokser du sikkert stadig, og så er det også helt almindeligt hvis der går nogle år, før det er rart at stikke fingeren op i fissen.

Hvis du gerne vil være lidt klogere på alt det med fissen, har sexlinien skrevet en fin artikel om det: https://www.sexlinien.dk/emneside-piger-kvinders-kroppe/fissen

Jeg håber du kan bruge mit svar, og ellers er du altid velkommen til at skrive igen.

Mange hilsner,

Marie

cyberhusdittes billede
Marie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program