Inden du selv stiller et spørgsmål

 

Tandlægebrevkassen svarer kun på udvalgte spørgsmål

OBS: Tandlægebrevkassen modtager så mange spørgsmål, at vi ikke kan give alle svar. Du kan derfor ikke være sikker på at få svar, hvis du stiller et spørgsmål til tandlægen. 

For at så mange som muligt alligevel kan få hjælp, har vi fundet frem til de spørgsmål vi oftest modtager omkring tænder, og samlet dem i en oversigt, som du kan finde her

Syreskader - hvor hurtigt?

brevkassespørgsmål

Syreskader - hvor hurtigt?

brevkassespørgsmål af
Anonym
21 år
Oprettet 7 måneder 3 uger siden

Hej Jeg har været ramt af anoreksi siden 2019, men de sidste 7-8 måneder er anoreksien blevet til overspisninger med opkast… Det foregår ca. 3 gange ugentligt og kun én gang på de pågældende dage. Jeg er meget bekymret for, hvor hurtigt ens tænder begynder at tage skade af syren. Selvom det sikkert er individuelt, vil jeg alligevel høre om jeg har grund til stor bekymring allerede nu? Jeg er i behandling og håber at det snart vender for mig.

Svar: 

Hej pige 21år

Mange tak for dit spørgsmål. 
For det første vil jeg sige, at jeg er virkelig glad for at læse, at du er i behandling for din spiseforstyrrelse. 

Syreskader er blevet et udbredt problem hos flere unge, men særligt grundet det store indtag af sodavand og energidrik. 
Mindre syreskader kan man ikke selv se og det kan selv for tandlægerne være svært at se. Men hvis dine fortænder er flosset i kanten eller der begynder at knække små stumper af, eller hvis dine tænder virker gennemsigtige eller føles udhulet når du mærker med tungen, eller hvis du selvfølgelig har symptomer fra tænderne fx. isninger ved koldt, vamrt, surt og sødt, så er det tid til af opsøge en tandlæge og få vurderet omfanget af dine syreskader. 

Syreskader i forbindelse med opkastninger sker grundet mavesyrens påvirkning på tænder. Skaden ses oftest på bagsiden af fortænderne i overmunden, da det er her mavesyren primært rammer under en opkatning.
I forhold til syreskader på tænderne, så taler man om det der kaldes en kritisk pH værdi på 5,5. De mineraler som tænderne er dannet af opløses nemlig under pH værdien 5,5.
Dvs. når tænderne udsættes for mavesyre med en pH værdi på 2-3, så sker der en umiddelbar opløsning af tændernes mineraler. Opløsningen sker indtil forholdene i munden atter er oppe over pH værdien 5,5. Opløsningen af tænderne varer under normale forhold ikke mere end 1-2 minutter da spyttets indhold vil neutraliserer syrepåvirkningen. Efterfølgende kan der sker en mindre syrepåvirkning af tænderne, hvis der fx. har gemt sig lidt mavesyre i tungens fordybninger som rammer fortænder i forbindelse med synkebevægelse.

Du skriver at du kun kaster op 1 gang de pågældende dage du har opkastninger. Dvs. hvis du ellers have nogle sunde kost- og drikkevaner uden for meget sodavand, energidrik og andre læskedrikke, og ikke spiser mange citrusfrugter, surt slik eller andre syrelige fødevarer, så sker er det kun en minimal opløsning af tænderne de dage du har opkastninger. Der er selvfølgelig en påvirkning, men ikke noget der har grund til stor bekymring.
Hvis du udover dine opkastninger fx. også drikker rigitig meget sodavand så er det selvfølgelig en anden sag, for så har du ud over dine opkastninger også mange syrepåvirkninger fra mad og/eller drikkevare om dagen. 

Syrepåvirkningen ved fx. sodavand eller anden syreholdig mad eller drikke foregår på samme måde som jeg har beskrevet ved mavesyre. Men syrepåvirkningen vil ofte vare i længere tid og dermed være større, fordi der i takt med at man fx. tager en ny tår sodavand m.m. hele tiden får pH værdien til at dykke til under 5,5. 

Det anbefales at man efter en syrepåvirkning (om det er fra mavesyre, sodavand m.m) skyller munden med enten vand eller mælk for hurtigere at få pH væriden over 5,5 og dermed neutraliseret syrepåvirkningen. Det frarådes af flere tandlæger at man børster tænderne efter en syrepåvirkning for at syren ikke skures rundt på tænderne. Denne holding er dog ikke helt videnskabeligt bevidst, men jeg synes nu selv at det lyder meget fornuftigt.  Derudover er det en god ide at bruge sugerør hvis du har et stort sodavandindtag. 

Jeg tænker at din vigtigeste opgave er, at forsætte din behandling og komme ud af din spiseforstyrrelse. Også prøv om du kan følge de anbefalinger, som jeg har beskrevet ovenfor.
Hvis du har brug for at få vurderet omfanget af dine syreskader nu og her, så vil jeg anbefale dig at opsøge en tandlæge. Ofte vil små syreskader ikke give anledning til behandling medmindre du har symptomer fra tænderne. Det er først hvis tænderne begynder at knække eller blive meget små at se på, at det kan være nødvendigt med en opbygning i enten plastik eller porcelæn.  

Jeg håber du har fået tilstrækkeligt svar på dit spørgsmål. 

Mange hilsener
Mia, tandlægen

Mias billede
Mia fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program