Kære du, tusind tak for dit brev!

Forskelsbehandling er en oplevelse rigtig mange med søskende kommer til at opleve, og det er aldrig nemt at stå i. Jeg får fornemmelsen af, at du føler, det er dybt uretfærdigt, og det er helt forståeligt.

Som jeg læser dit brev, så fortæller du, at du bor hjemme, mens din søster er udeboende og arbejder fuld tid. Når man ikke har været udeboende før, kan en fuldtidsløn virke helt ekstrem høj, fordi SU og fritidsjob bare ikke er det samme som at arbejde på en voksenløn. Heldigvis da, så er der oftest ikke så mange udgifter, når man bor hjemme. Så, jeg vil gå til dit spørgsmål med lidt nysgerrighed først.

Har du talt med din søster om, det budget hun har? Har man ikke boet ude selv, er det svært at forstå, hvor mange udgifter, der kan komme på en måned. Måske ville det hjælpe dig til at forstå situationen fra hendes side, hvis du er nysgerrig. På den måde har du også muligheden for at se det fra dine forældres side.

For nogle er det at bo ude en enorm omvæltning og kan tage år, før man lærer at holde sit budget og spare op. Oftest er det simpelt på papiret, men når man står i det, er det noget andet. Man glemmer, at der stadig er 30 dage på en måned, for da man boede hjemme var der trods alt mad i køleskabet, internet og varme, som man aldrig skulle tænke på, selvom man måske brugte alle sine penge i starten af måneden. Det tager tid at lære at prioritere en hel måneds udgifter, planlægge efter uforudsete udgifter og samtidig balancere det hele med et madbudget, et diverse budget, er transport budget og så videre.

Så måske kunne det være en hjælp for dig at se din søster som en, der stadig er ved at lære at være voksen. Da dine forældre ikke længere har udgifter i forbindelse med hende (varmeregningen falder, elregningen falder, madbudget bliver mere luftigt), er det måske derfor, at de hjælper hende uden at stille krav. Det kan være en del af, at hun langsomt er i gang med at lære, og dine forældre er interesseret i, at hun kan stå på egne ben. Dertil er hendes behov for hjælp relateret til, at hun kan blive boende ude og lære det.

Det er så svært at være nysgerrig på, når man føler sig uretfærdigt behandlet. Det er ikke nogen nem proces at blive voksen, selvom man føler sig voksen, når man bliver 18.

Du spørger til sidst i dit brev, om det er dig, der er gal på den. Og nej, du er ikke gal på den, når du føler, der er en forskelsbehandling. Samtidig tror jeg dog også, at du har svært ved at se, hvor stor forskellen er mellem dig og din søster, og hvad du spørger dine forældre om penge til. Du siger i dit brev: "hun vælger bare bevidst at bruge dem alle på tøj, negle og lign." og jeg tænker, at du siger det, fordi du føler, det er noget hun kan undvære. Så kunne man være så fræk og spørge: Er det rimeligt at dine forældre skal betale for dine udgifter, så du kan komme ud at rejse (en ting, som du jo sagtens kan undvære på samme måde, som din søster jo bare kan lade være med at købe tøj)? Din søsters behov for tøj og negle er noget, hun virkelig gerne vil have dækket, på samme måde som du virkelig gerne vil ud og rejse. Dine forældre bruger allerede penge på dig, når du bor hjemme, men de bruger kun penge på din søster, når hun spørger om hjælp. Derimod efterspørger du flere penge end de allerede bruger på dig, når du bor hjemme.

De følelser du har i forbindelse med situationen er ikke forkerte. Jeg tænker, at du har brug for at tale med dine forældre om, hvordan de ser din søsters situation, og om hvordan de ser din. På den måde fremstår du ikke som en, der ikke får sin vilje. Derimod bliver du klogere på, hvordan dine forældre prioriterer mellem jer,  og du kan så derudfra vurdere, om du skal konfrontere dem med den uretfærdighed, du føler.

Selvom det er et lidt hårdt svar, så håber jeg, du kom igennem det og ved, at alt har jeg siger, er sagt med omsorg til dig. Jeg håber også, at det vækker din nysgerrighed og måske udfordrer dig lidt.

Venlig hilsen

Frida fra Cyberhus