Forvirret

brevkassespørgsmål

Forvirret

brevkassespørgsmål af
A
20 år
Oprettet 2 måneder 1 uge siden

Hej brevkasse Nu har jeg efter tids overvejelse valgt at skrive, da mit hoved nogen gange føles så fuld at tanker, at jeg næsten ikke kan rumme det. Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte så nu prøver jeg bare :) Jeg har en generel følelse af, at jeg er total ligegyldig for alle mennesker og at jeg kun lige kan bruges en gang i mellem og føler jeg altid er anden prioritet. Jeg føler aldrig jeg passer ind nogen steder. Dette får mig oftes til at føle en enorm ensomhed, der gør mig virkelig ked af det. Når jeg er i skole eller generelt sociale sammenhænge bruger jeg alt min energi på at overanalysere ALT, som f.eks. hvordan folk kigger på mig og hvad folk sige, eller ikke siger, men mest af alt kan jeg bruge flere dage på at overtænke om jeg mon nu har sagt eller gjort noget forkert så folk ikke vil kunne lidt mig. Jeg synes virkelig det pinligt at indrømme i min alder, men har enormt lavt selvværd og synes virkelig ikke der er noget fantastisk ved mig, hvilket også resulterer i at jeg aldrig hviler i mig selv og beundre derfor andres væremåde og ønsker jeg var lidt mere som "de andre." Tanken, der fylder mest pt. er tanken omkring min personlighed, da jeg frygter jeg er underlig og socialt akavet, da jeg udover min klasse, hvor jeg føler mig ensom kun har 2 venner ;( Jeg føler egentligt ikke et indre behov for at have flere venner, men nærmere et ydre pres og at det er lidt pinligt. Jeg kan dog ikke stoppe med at tænke på, hvorfor jeg er sådan en uduelig person at jeg ikke er mere vellidt. Jeg er generelt også virkelig dårlig til at sige nej og at stå fast på mine egne holdninger, da jeg er bange for folk derved ikke vil kunne lide mig. Det med drenge kan jeg særdeles ikke, da jeg hvergang jeg er i byen får det helt dårligt og overtænker alting endnu mere og føler derfor jeg er super klam og en folk kun snakker til, hvis der ikke lige er andre i nærheden. Jeg har snakket med min mor om meget af ovenstående, men det hjælper mig ikke rigtigt, da hun er min mor og derfor "skal" sige positive ting om mig... Nogengange har jeg bare lyst til at fortælle folk, hvordan jeg virkelig har det, fordi folk i f.eks. klassen har ingen ide, da jeg altid smiler og griner ... tør dog ikke sige noget da jeg ikke føler folk i forvejen kan lide mig særlig meget, måske det mest bare er en følelse, men har virkelig lagt mærke til mange småting, som bare viser jeg ALDRIG er nogen første prioritet, hvis overhovedet en prioritet ;( Har det lidt som om jeg er bange for at være for meget sammen med folk, der så endelig viser (venne) interesse for mig, fordi jeg er bange for de "opdager" hvor dum og mærkelig jeg i virkeligheden er. Hlt okay hvis det her ingen mening giver, havde bare brug for at skrive min hjerne ned på papir :)

Svar: 

Kære søde A.

 Det lyder virkelig som om, at du går igennem en virkelig svær tid, og jeg vil derfor gerne rose dig for at åbne op og dele dine følelser her til brevkassen her vil vi nemlig gerne lytte til dig og hjælpe dig så godt som vi kan. 

 Jeg vil starte med at sige, at de følelser du oplever pt, er ganske naturlige og normale følelser, og du skal ikke føle dig alene i at føle dig på denne måde. Mange mennesker kæmper dagligt med lavt selvværd, angst og følelsen af ensomhed, og det kan være en langvarig ting man arbejde på at forbedre. Jeg siger ikke dette for at nedgøre dine følelser, men det er blot for at du skal vide du er ikke alene med den slags følelser.

 Jeg vil også gerne tilføje det er rigtig flot, at du har åbnet op overfor din mor om dine følelser og tanker, men hvis du føler, at du ikke får den nødvendige støtte, du har brug for, kan det måske være en god ide at søge hjælp hos andre personer fx dine to venner, en lærer du stoler på eller sågar en studievejlleder. De kan måske hjælpe dig med at bearbejde dine tanker og følelser, lytte til dig, samt give dig råd til hvordan du skal håndtere hele din situation.

 Jeg vil tilføje at det er vigtigt at huske, at vi alle sammen har forskellige personligheder og interesser, og det er det, der gør os alle unikke og til den vi er. Det er slet ikke nødvendigt at være som andre for at blive elsket og værdsat, jeg ved dette måske kan være fristende, men hvis du ændrer på dig selv for andres accept vil du blive ked af det på langsigt. 

 Jeg ved dette her lyder som en kæmpe kliché, men at være sig selv og ægte er langt mere værdifuldt end at forsøge at passe ind i fx en bestemt gruppe eller leve op til en bestemt standard.

 Jeg vil runde mit skriv af med at sige du er god nok som du er. Du har måske brug for at give dig selv lov til at opdage det. Du kan finde de rigtige mennesker der vil holde af dig for den du er. De findes. Husk på du ikke er alene, og der er altid håb og hjælp at finde- især hos familie og venner. Fortsæt med at være stærk, modig og åben om dine følelser, og søg den støtte, du har brug for. Med de rigtige mennesker, og din helt egen unikke personlighed vil du helt sikkert kunne overvinde det lave selværd og ensomheden.  Det sker måske ikke lige med det samme, men stille og roligt skal det nok blive bedre hvis du er tro mod dig selv. Jeg vil anbefale dig at kigge på den her artikel, der beskriver nogle enkle tips til at arbejde med sit selvværd, og skabe en ny fortælling om sig selv: https://mindhelper.dk/identitet/lavt-selvvaerd/

 Håber mit skriv kan hjælpe dig lidt, og jeg vil sende en masse varm og god energi i din retning.

 Venlig hilsen Kylie.

cyberhuskyles billede
Kylie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program